Det var blevet efterår. Vejret var stille og roligt.
Lille bjørn Motya sad under et birketræ, lænet op ad stammen. Solstrålerne trængte gennem det gyldne løvværk og kildrede varmt på Motyaes næse. Af glæde lukkede han øjnene. Han følte sig let og rolig.
Zink-zink.
Det lød over hans øre. Motya åbnede øjnene vidt, vendte på hovedet, men så ingen. "Det var nok bare indbildning," tænkte han, og dyppede sig igen ned i efterårets stilhed.
Zink-zink.
Det gentog sig over hans andet øre. Motya sprang til: "Måske er jeg syg, måske ringer det i mine ører," men spurgte alligevel:
Hvem ringer?
Zink-zink-inka!
Men jeg kan ikke se dig, er du usynlig?
Zink-zink-inka,
En lille fugl!
Prøv at finde mig,
Jeg kalder med min stemme!
Zink-zink! Jeg er her!
Motya gik mod den klare stemme:
Hvad ser du ud til? Fortæl mig, så det bliver nemmere at finde dig!
Zink-zink! For min klare stemme har efteråret givet mig en gul kjole.
Det lød fra den anden side.
Så hvordan skal jeg finde dig blandt alle de gule blade?
Mit hoved er sort, med hvide kinder, se godt efter, zink-zink!
Jeg ser det! Jeg ser det! Du er så smuk!
Udbrød Motya beundrende. Den lille fugl fløj hurtigt fra grenen og landede på Motyaes udstrakte pote.
Nå, lad os blive venner – jeg er en mejse, før blev jeg kaldt Mejsinka. Svalerne og krager er allerede fløjet til varme lande, men vi mejser er ikke trækfugle.
Vær ikke trist, jeg skal lege med dig!
Zink, men sover du ikke? Går du ikke i dvale?
Nej, det er for tidligt endnu. Når sneen falder, så bygger jeg mig et leje og sover til foråret.
Zink! Vidunderligt! Find mig!
Og mejsen forsvandt.
Zink-zink!
Det lød fra naboegetræet.
Motya blev meget venner med den muntre mejse, og i to måneder legede de gemmeleg og fortalte hinanden interessante historier. Men så kom tiden til at sige farvel til foråret.
Vær ikke trist, mejse, jeg sover lidt, og så... hrm-prr...
Sagde Motya gæbende, mens han lagde sig til at sove. Men snart snorkede lille bjørn sødt.
Zink, sov roligt, Motya. Når du vågner, skal jeg helt sikkert være her.
