I et kongerige levede der engang en prinsesse. En helt almindelig pige, bare lidt ulydig - ligesom alle børn i hendes alder.
Og han har kæmpestore tænder, og han spyr ild bare ved at ånde! Den, der falder i hans kløer, er sikker på at dø!
Sagde dronning-mor altid til Amalie.
Og det er de prinsesser, der ikke børster tænder om morgenen og ikke spiser deres suppe, der ender hos dragen.
Tilføjede kong-far.
I begyndelsen var Amalie virkelig bange for dragen, der boede "i det tårn derovre mod nord". Men årene gik, pigen voksede, og frygten begyndte langsomt at blive overskygget af hendes nysgerrighed. Og så havde hun i hemmelighed væddet med de andre børn - vagtvægternes børn: Kunne hun gå til dragen? Eller var hun en kujon?
Men hun var jo prinsesse! En rigtig en! Hendes navn var endda allerede skrevet på familietræet. Så at være fej og give op lå ikke i hendes interesse.
Da mor og far var gået til et af deres utroligt kedelige møder, snuppede Amalie et par æbler fra køkkenet og begav sig af sted. Hun gik længe, og selvom afstanden i virkeligheden var lille, viste det sig at være en vanskelig opgave at bane sig vej gennem skovtykningen i pæne sko.
Men hun var jo prinsesse! Og derfor stod hun allerede efter et par timer ved tårnet af mørke mursten. Hun så sig omkring - men dragen var ingen steder at se. Hun var lige ved at fnøse, at det hele var snak, da der pludselig blinkede lys i et højt vindue.
HVEM ER KOMMET TIL MIG?
Lød en tordnende stemme. I et øjeblik glemte Amalie alt om sin status. Hun krympede sig og begyndte at ryste.
J-j-j-jeg.
Svarede hun med rystende stemme.
OG HVAD VIL DU... Kh-kh... OG HVAD... Kh-kh... OG HVAD VIL DU... Atjoo!
Og pludselig væltede en lille drage med grønne vinger ud fra tårnet.
Først stivnede Amalie i forvirring, men så begyndte hun at grine.
Hvorfor griner du?
Sagde dragen fornærmet med dyb stemme.
Du er jo helt lille endnu!
Forklarede pigen gennem tårer af latter.
Og de har skræmt mig med, at hvis jeg ikke børster tænder, bliver jeg bidt ihjel.
Nå, bide ihjel kan jeg måske godt, hm. Især hvis du ikke lytter til din mor. Hun siger jo fornuftige ting, hun vil dig det bedste.
Ja, det ved jeg godt. Men den suppe smager så dårligt... Nå, men lad være. Fortæl hellere om dig selv.
Og prinsessen mærkede ikke, hvordan en hel dag gik - så optaget blev de. Og først da solnedgangen farvede himlen purpurrød, forstod hun - hun måtte gå, ellers ville de savne hende.
Nå, jeg skal nok af sted.
Pigen vinkede farvel.
Åh... Nå, du skal... Kom igen. Det er så kedeligt at sidde her alene.
Indrømmede dragen.
Amalie nikkede, og da hun gik, smilede hun. Nu vidste hun, at hun havde fået en ny ven.
