I en legetøjsbutik boede en Traktor, en Kran og en Lastbil. Hver nat kørte de til en lille byggeplads og byggede et lille hus, og hver morgen vendte de tilbage til deres hylder.
En dag kom en dreng med sin mor til butikken. Han elskede traktoren så meget, at han overtalte sin mor til at købe den. Pengene blev givet til kassedamen, sælgeren pakkede legetøjet ind i en smuk kasse og gav det til drengen.
Kranen og Lastbilen sagde farvel til Traktoren og blev kede af det.
Om natten kørte de som sædvanligt til byggepladsen, men de kunne slet ikke få huset bygget. De savnede deres ven Traktoren meget. Vennerne var ved at skulle køre tilbage til hylderne, da Lastbilen sukkede og sagde:
Det ville være så fantastisk at være sammen igen! Hvis vi bare kunne finde vores ven Traktoren…
Kranen tænkte og sagde:
Hvorfor ikke? Vi kan jo prøve!
Prøve? Men hvordan?.. ― spurgte Lastbilen forundret ― Vi kan ikke gå ud af butikken.
Bare rolig, vi finder på noget!
Kranen var meget høj og meget smart. Han klappede sin kabine med krogen, smilede og sagde:
Se! Ser du det lille vindue på døren? Vores kat Marusjka går ud gennem det hver dag. Det betyder, at vi også kan!
Det var smart tænkt! ― glædede Lastbilen sig, og de gik mod døren.
Vinduet var ret højt, og legetøjet kunne ikke springe op og gribe kanten, men sammen klarede de selv sådan en svær opgave!
Kranen strakte sin arm ud, løftede Lastbilen op og bar ham gennem vinduet ud. Derefter trak Lastbilen langsomt og omhyggeligt sin ven ud på et reb. Og endelig var bilerne ude på gaden. De kiggede omkring sig…
De stod på fortovet, og omkring dem var der huse. Kranen og Lastbilen var små, og disse huse så uuuendelig store ud…
Da de havde set sig omkring, blev Lastbilen ked af det igen:
Vi finder aldrig Traktoren, for vi ved ikke engang, hvor vi skal køre hen eller hvor vi skal lede efter ham i denne store by.
Vær ikke ked af det, vi finder på noget.
Som du husker, var Kranen meget høj og meget smart. Han klappede sin kabine med krogen, smilede og sagde:
Du ved, jeg har hørt, at alle børn går i børnehave! Så vi skal finde børnehaven og vente der på drengen, som købte vores ven Traktoren!
Præcis! Lad os køre hurtigt til børnehaven, ― glædede Lastbilen sig og startede sin motor.
Men bilerne vidste ikke, hvor børnehaven var i denne by. Så de kiggede til højre, derefter til venstre, og… besluttede at køre mod et trafikanlæg, som blinked langt væk til højre for dem.
Mens de kørte, blev det dagslys. De første solstråler dukkede op over horisonten, og vores venner betragtede interesseret denne nye verden for dem. For i hele deres liv havde de kun set fabriksmaskiner, som havde lavet dem, og kassen, som de var pakket ind i og transporteret til butikken i. Og selvfølgelig selve butikken, hvor de stod på hylderne og blev venner.
Og denne nye verden kunne de meget godt lide. De kørte på fortovet mod en ven, som de savnede meget. Pludselig stoppede Kranen. Han så en børnehave foran sig.
Hvor? Hvor? ― spurgte Lastbilen og forsøgte også at se den.
Se, på den anden side af gaden, ― pegede Kranen med sin arm, som lignede en lang-lang hånd.
Hvor?
Bag træerne, ― sagde Kranen, for han var ikke kun smart, men også høj!
Nej, jeg kan ikke se den, ― blev Lastbilen ulykkelig, ― lad os køre derhen hurtigere!
Vennerne begyndte at krydse gaden. De var næsten kommet til midten, da de pludselig hørte bremseskrig. Af frygt blev de helt stille!
Hjulene på en rigtig stor bil stoppede få centimeter fra dem! En mand kom ud af bilen og begyndte at se, hvad der lå midt på vejen. Han så to nye biler og kiggede omkring sig. Men der var ingen i nærheden.
Mærkeligt, ― tænkte manden, ― hvem kunne have efterladt dem her?
Manden havde travlt med at komme på arbejde og tænkte ikke længere over det. Han kiggede endnu en gang omkring sig, tog bilerne og lagde dem på bagsædet.
Jeg tager dem med hjem, min søn bliver så glad! ― tænkte han, satte sig bag rattet og kørte videre.
Hele dagen kørte vennerne i bilen, og på en eller anden bump faldt de fra bagsædet ned på gulvet. Da manden kom hjem om aftenen, havde han glemt sin fund (for de var ikke synlige på gulvet) og gik ind i huset uden bilerne.
Hvordan kommer vi ud herfra? ― var Lastbilen bedrøvet. ― Vi finder aldrig drengen og Traktoren.
Men Kranen tænkte og sagde:
I morgen kommer manden tilbage, og vi kører ud gennem den åbne dør. Vi skal bare gøre det meget hurtigt.
Næste morgen kørte manden igen på arbejde, og mens han tørrede spejle og ruder på sin bil, slap vores venner ud gennem den halvåbne dør og gemte sig hurtigt i græsset på plænen.
Snart var manden kørt væk, og bilerne kiggede omkring sig.
Se, se, der er børnehaven! ― råbte Kranen glædeligt.
Hvor? Hvor? ― hoppede Lastbilen. ― Lad os køre derhen med det samme!
Men det gik ikke hurtigt. Kranen var meget høj, og i stedet for hjul havde han larvefødder. Han var ikke egnet til hurtig kørsel. Og stien, som førte til børnehaven, var ikke asfalt, men grusvej.
Endelig kom de til børnehaven.
Drenge og piger gik ind gennem porten. De gik med deres mødre eller fædre, og nogle med deres bedstemødre eller bedstefædre. Men drengen, som de ledte efter, så de ikke. Det blev tid til morgenmad, og drengen dukkede ikke op.
Han er ikke her, vi finder ham aldrig, ― blev Lastbilen ked af det igen
Måske bemærkede vi ham bare ikke… Måske kom han tidligere, ― trøstede Kranen sin ven og begyndte at tænke. Han klappede sin kabine med krogen og sagde:
Lad os vente til aften.
Det gjorde de. De så meget opmærksomt på alle børnene, som kom og gik fra børnehaven. Men drengen, som havde købt Traktoren, fandt de ikke.
Om aftenen blev børnehaven tom, porten blev lukket, og kun en lampe over indgangen brændte ensomt.
Det blev skumrende. Der dukkede små skyer op på himlen. Vennerne ville slet ikke blive våde af regn, så de begyndte at se efter et sted at gemme sig. Kranen så, at der var et tag over døren på det nabohus, og bilerne kørte derhen. Vennerne lavede en blød underlag af græs og lagde sig til at sove. Langsomt begyndte det at dryppe regn. Regndråberne bankede på taget og vuggende sødt vores trætte rejsende ind i søvn.
De klyngede sig tæt til hinanden og faldt i søvn.
Og Traktoren?
Da Traktoren sagde farvel til vennerne i butikken, gik han ud på gaden sammen med drengen. Drengen slap ham ikke ud af øjet et sekund. Først gik de på gaden, og ved siden af på vejen susede biler forbi. "Vrrr, vrrr", fløj de helt tæt forbi.
Drengen holdt sin mor i den ene hånd og holdt Traktoren fast til sig med den anden. Så stoppede de af en eller anden grund. Moren kiggede utålmodigt ud i det fjerne, og drengen betragtede sit nye legetøj.
Misha, kom, vores bus kommer, – sagde moren.
"Så du hedder Misha, ― tænkte Traktoren, ― så vi har mødt hinanden!»
Og så kørte de længe i denne bus. Bussen kørte fremad, drejede, og nogle mennesker steg ind eller ud. Endelig steg moren og Misha også ud. Derefter gik de lidt mere på gaden, drejede ind i en gård og gik hen til en stor metalldør.
Noget pibede, og de gik fremad. Men foran dem ventede endnu en dør. Alle stod stille et øjeblik, og så åbnede døren sig pludselig i midten og gled fra hinanden. Misha og moren gik ind.
Traktoren havde aldrig set sådan et lille rum… Han nåede ikke at se sig omkring, før rummet pludselig begyndte at bevæge sig. Traktoren ville blive bange, men Misha var så rolig, at Traktoren besluttede: der er ingen grund til at være bekymret. Og rigtigt nok, snart åbnede døren sig igen med lyd, og Misha og moren gik ud (Du gættede selvfølgelig, at det var en elevator). Endelig åbnede moren den sidste dør med nøglen, og alle gik ind i lejligheden.
Misha løb straks ind på sit værelse for at lege med sit nye legetøj.
Da han havde kørt Traktoren på gulvet, sofaen, sengen, væggen og bordet, besluttede han at køre ham til en benzinstation, og så byggede han et hus af klodser, og så… Og så kaldte moren ham til aftensmad. Og så blev det tid til at sove.
Selvfølgelig lagde Misha sig til at sove sammen med sit nye legetøj. For at være ærlig, han var så træt, at han faldt i søvn meget hurtigt. Men Traktoren kunne ikke sove, og han begyndte at se på værelset og dets beboere.
Misha havde meget legetøj. Et helt skab! Og klodser, og service, og biler, og dukker, og en stor gyngehest. Og på en lænestol sad en stor pelsede bjørn.
Undskyld, undskyld, ― hørtes det indefra, ― kunne du ikke flytte dig lidt, for mit hjørne er bøjet.
Først forstod Traktoren ikke noget. Men stemmen lød igen, mere insisterende:
Undskyld, kunne du ikke flytte dig lidt, for mit hjørne er bøjet!
Traktoren kiggede omkring sig igen, og så bemærkede han, at han lå på en pude. Og denne pude havde virkelig et bøjet hjørne.
Undskyld, ― svarede Traktoren og kørte lidt længere væk.
Tak, ― sagde Puden, ― Du er åbenbart Mishas nye legetøj.
Ja, jeg blev købt i dag.
Velkommen! Misha er en meget god dreng. Han elsker sit legetøj og leger så omhyggeligt med det, at værelset snart vil være fyldt med hans legetøjsvenner! Vil du, at jeg præsenterer dig for alle?
Selvfølgelig, jeg vil være meget taknemmelig!
Puden præsenterede Traktoren for værelsets beboere. Alle hilste på ham og begyndte at spørge, hvor og hvordan han blev købt. Traktoren fortalte gerne sin historie. Da han talte om sine venner Kranen og Lastbilen, blev han pludselig så ked af det… Han tænkte, at han aldrig ville se dem igen. Så besluttede en lille dukke Natasha at muntre den nye op og bad:
Kør mig rundt i din skuffe, venligst. Det er sikkert fantastisk!
Med glæde, ― svarede Traktoren og løftede den lille dukke af hylderne med sin store skuffe.
Traktoren kørte rundt i værelset frem og tilbage, drejede på stedet, løftede skuffen med dukken højt op, og Natasha lo højt.
Så rullede Vanka-Vstanka ned fra hylderne og kaldte alle til at danse. Petrushka begyndte at spille harmonika, soldaterne bankede på trommer, Bjørnen og Haren tog tamburiner, og Matrjoshkaerne dansede i en glad ring. Alle blev meget glade.
Bilerne drejede på stedet, dukkerne klappede i hænderne, og Elefanten blev så begejstret, at han ved et uheld skubbede en kasse med klodser ned fra hylderne… Klodser faldt med brag ned på gulvet! Legetøjet blev stille og hoppede tilbage på deres plads.
Misha snorkede og vendte sig fra side til side. Traktoren klappede ham på hovedet, og Puden sang ham en blid vuggevise. Der blev stilhed. Legetøjet så på hinanden, smilede og lagde sig også til at sove…
Næste dag blev Misha syg og gik ikke i børnehaven. Derfor kunne Kranen og Lastbilen ikke finde ham. Traktoren legede hele dagen med Misha og forestillede sig ikke, at hans venner ledte efter ham.
Ja, selvfølgelig, vores venner ― Kranen og Lastbilen… De faldt i søvn lige på trappen.
Alle mennesker skyndte sig ind i deres lejligheder og lagde ikke mærke til de sovende biler ved væggen. Og kun en mand stoppede, rystede regndråberne af sit paraply, og… bilerne hørte en kendt stemme:
Åh, hvordan kom I her? Jeg glemte jer i bilen… Mærkeligt, meget mærkeligt…
Manden tog legetøjet og lagde det i sin taske. Da han kom hjem, løb en lille dreng ud mod ham:
Far, far, du er kommet!
Hej, Misha. Jeg har en overraskelse til dig! ― og manden tog Kranen og Lastbilen ud af tasken. ― Jeg fandt dem på vejen. Jeg ved ikke, hvordan de kom der. Her, nu skal de bo hos dig.
Misha blev meget glad. Men Kranen og Lastbilen blev endnu mere glade, da de genkendtedrengen, som havde købt Traktoren i butikken! Og hvor blev Traktoren glad, da han så sine venner!
Vores venner bilerne var meget lykkelige, fordi de mødte hinanden og var sammen igen!
