Tidligt om foråret fløj Ørnen hen over himlen og så fra højden, at der i vandet stod en storslået fugl på lange ben.
Han fløj ned til lavvandet, landede på stammen af et tykt træ, der bøjede sig ud over vandet, og spurgte:
Hvem er du? Hvilken slags fugl er du? Jeg har ikke mødt dig før.
Jeg er Tranen, svarede fuglen, jeg er vendt tilbage fra de varme lande til min hjemegn.
Du er så smuk, du ligner mig, stor og slank. Lad os være venner. Vil du være min ven?
Og hvorfor skulle jeg være venner med dig? spurgte Tranen.
Hvorfor? blev Ørnen forundret. Har du en ven her i din hjemegn?
Ja! Mine venner er traner.
Så er det ikke venner, men slægtninge. Har du så nogle andre venner?
Nej.
Sæt dig ved siden af mig på træstammen, det er nok at stå i vandet, lad os tale om, hvad venner er gode til…
Det kan jeg ikke. Vi traner sidder aldrig på grene af træer.
Hvorfor ikke? blev Ørnen forundret.
Sådan har det altid været. De ældste siger, at vores tæer ikke er indrettet til det.
Har du prøvet?
Nej, og hvorfor skulle jeg? Hvis vi ikke kan, så kan vi ikke, og vi har heller ikke brug for det. Vi går jo på vandet. Og du, Ørn, går du på vandet?
Jeg rører kun vandet, når jeg flyver over det. Lad os tale om venner. Du spørger, hvorfor venner er nødvendige. Så det er for at snakke fra hjertet, fortælle historier, som vi har oplevet. Eller bare for at hjælpe hinanden med noget.
Nå, hvis du vil, så lad os være venner, indvilgede Tranen.
Fortæl, hvor dine artsfæller er? Mine bor deroppe på det bjerg, sagde Ørnen og vinkede med vingen mod det fjerne.
Mine er her i nærheden og henter føde, svarede Tranen.
Ved du hvad, ven, sagde Ørnen listigt, jeg er så sulten. Jeg jagtede en mus, men fik den ikke. Og haren narrede mig, den fór ned i hullet som en kugle. Kunne du ikke give mig noget af dit bytte?
Hvorfor ikke? Tranen gik hen til sin nye ven og rakte ham en frø i sit lange næb. Værsgo.
Sådan en har jeg aldrig smagt. Men sult er ingen spøg, man må have en bid, ellers har jeg ikke kræfter til at flyve tilbage til mine artsfæller.
Ørnen spiste frøen, så en til, så en tredje!
Tak, ven. Næste gang tager jeg en gave med til dig!
Ørnen slog med vingerne, steg hurtigt op og forsvandt højt mod himlen. Tranen begyndte igen at lede efter mad. Han skulle spise sig godt mæt og samle kræfter. Næste dag skulle han nemlig vælge sig en kone, og i fuglefamilien var der fest i anledning af det.
Der gik nogle dage. Så ser Tranen Ørnen flyve hen mod sig med noget i sine skarpe klør.
Ven, ven, råber Ørnen, jeg har en gave til dig!
Han landede på træstammen og kastede haren ud i vandet.
Du fodrede mig sidste gang, nu er det min tur.
Tak, men vi spiser ikke harer. De kan ikke komme ned i halsen. Vi lever af små mus.
Prøv nu! insisterede Ørnen.
Vil du have mig dræbt?
Ja, ja, man kan ikke gøre dig til lags!
Ørnen spiste haren. Da han var færdig med maden, spurgte han:
Hvordan går det? Hvad har du lavet?
Jeg valgte mig en kone, vi har haft fest. Nu bygger vi en ny rede.
Tillykke!
Hvornår får du så din egen familie?
Det er for tidligt for mig. Jeg flyver frit et års tid endnu.
Sådan skiltes Ørnen og Tranen. Der gik nogle dage. Igen fløj Ørnen på besøg hos sin ven Tranen.
Han så, at Tranen igen stod i vandet og søgte efter noget med sit lange næb.
Hvad laver du? spurgte Ørnen.
Jeg samler tang, muslinger og krebsdyr og lægger dem i en krukke, som jeg tager med til reden. Der sidder min kone og ruger æggene, den kommende afkom.
Giv mig noget af det, du fodrer din kone med, bad Ørnen.
Flyv ned, indvilgede Tranen, her er krukken, spis.
Ørnen snurrede rundt om krukken: halsen var lang og smal, og hans næb var ikke så langt, så han kunne ikke nå maden. Han snurrede og snurrede rundt om krukken, men fik aldrig fat i noget at spise.
Fang mig nogle frøer. De var lækre, sagde Ørnen.
Der er ingen frøer, svarede Tranen, de er alle sammen væk.
Ørnen blev vred på Tranen:
Du er ikke min ven. En ven ville ikke være så nærig med sin mad!
Han slog med vingerne og fløj sin vej. Sådan endte venskabet mellem den listige Ørn og Tranen.
