Allerede fra morgenstunden var der uro i vinterhuset: snefnuggene gjorde sig klar til en luftig dans. En sådan dans kunne hver hvid skønhed kun opføre én gang!
Åh, hvor det er spændende! Jeg glæder mig så til at snurre rundt i dansen!
Men hvad sker der så bagefter? – spurgte det mindste snefnug. – Hvad sker der?
Hvad sker der, hvad sker der… Du og dine underlige spørgsmål! Hvad gør det for en forskel? Lær heller dansen! – svarede søstrene utilfredse.
Det lille snefnug sukkede bare. Det stillede altid mange spørgsmål. Men hvad nytter de, hvis der ikke er svar? Nå, om et par minutter skal den snurre rundt i sin første dans og få alt at vide!
Og så kom det store snefnugstid! Snefnuggene gik ud af huset sammen med deres søstre og blev suget ind i dansens luftstrøm.
Små og store, hvor de gjorde sig umage! Som hvide møl, tiltrukket af en flamme, snurrede og snurrede snefnuggene. Mange landede på tagene, nogle på træerne, men vores lille snefnug besluttede sig for at flyve helt ned til jorden.
Jorden var så sort, uden sne næsten overalt, kun her og der kom et lille grønt græs frem, og det var så lyst at kigge nærmere på det. Snefnuggene vidste selvfølgelig ikke, at foråret, den smukke skønhed, allerede regerede på gaderne, og at de og deres søstre kun var tilfældige gæster.
Snart var det tid til at lande. Elegant forbi en gnaven forbipasserende fløj den lille, og den besluttede sig for at sætte sig på taget af fuglebrættet. Den fik ikke lov til at sidde alene længe. En livlig spurv kom for at spise morgenmad og fik øje på snefnuggen.
Nå, hvad laver vi så her? – spurgte spurven utilfreds. – Det er jo min spisestue!
Nå, for det første, goddag! Og for det andet er det et fuglebræt for alle fugle, og der er bestemt ingen forbud mod, at snefnuggene hviler sig på det! – Gæsten sagde det hele med et smil. Hun var nok den mindste i familien, men hun havde læst meget og vidste alt om fuglebrætter og fugle.
Ja, så værsgo, – kvidrede spurven og skjulte sin utilfredshed og krænkelse, og tilføjede ligegyldigt: – Hvil dig, du falder alligevel snart i søvn!
Jeg falder i søvn? – spurgte snefnuggen igen. – Og hvad sker der så?
Ingenting! Du smelter, og det er det! For altid! – Spurven slog med vingerne og fløj væk.
Det lille snefnug blev så ked af det, at hvis det bare havde kunnet, ville det have grædt.
Hvad er du ked af, lille ven? – lød en blid stemme. Den var som en kærlig melodi, der trængte ind i hver eneste celle.
Det var forårspigen.
Jeg vil ikke smelte væk for altid, – sagde snefnuggen sørgmodigt.
Hvad mener du, lille ven? Hvem har skræmt dig sådan? Jeg tror, jeg ved det, – sagde foråret og kaldte strengt på spurven: – Pip, kom her! Du er ved at gøre de gamle fejl igen!
Ved siden af foråret dukkede den samme spurv op, som havde skræmt snefnuggen. Den så skyldbetynget ud.
Kære forår, I må gerne undskylde, men hun forstod det bare ikke, og jeg nåede ikke at forklare det. Hun gik straks i panik, den lille tøs, – kvidrede spurven, og henvendt til snefnuggen undskyldte den: – Undskyld, jeg troede ikke, at jeg ville skræmme dig!
Hvad kommer der så til at ske med mig?
Det får du selv at vide snart. Land på jorden og slum lidt, – smilede foråret.
Og forsvinder jeg ikke for altid? – spurgte snefnuggen forskrækket.
Nej, vær ikke bange, alt bliver godt. Jeg vil være her og synge en vuggevise, så du falder i søvn og samler kræfter.
Forårets fortryllende sang var overalt. Den svøbte alt ind som en tåge, og det lille snefnug faldt, ligesom hundredvis af dets søstre, i en sød søvn og glemte alle sine bekymringer.
Et par dage senere åbnede en lille blå blomst sine øjne. Rundt om den vågnede også andre små blomster. Solen kyssede dem lige i toppen og varmede dem omhyggeligt: lad de små få kræfter!
Blomsten smilede:
Nu smelter jeg ikke længere! Tak, forår!
