En gang var der en hare. En morgen vågnede han og så, hvordan en solstråle dansede på vinduesbrættet. Haren blev glad for det, for han havde en meget vigtig opgave.
Haren ville færdiggøre et lerhus, som han var begyndt at forme aftenen før, men han nåede ikke at blive færdig og faldt i søvn.
Om morgenen havde han masser af energi. Han spiste morgenmad og løb glad hen til byggepladsen.
I starten gik det godt: Haren lavede vinduer og en dør, og så kastede han sig over taget. Taget ville ikke lykkes. Det faldt sammen, eller skævede til alle sider.
Haren rettede på taget i lang tid, men det lykkedes ikke. Så blev han vred og sparkede til sit hus.
Ja, ja, vores hare havde én svaghed: Han kunne ikke lide, når noget ikke lykkedes. Så begyndte han at blive nervøs: Han stampede med poterne, ødelagde alt, græd og løb væk fra det uafsluttede arbejde.
Pludselig dukkede der en nisse op af den blå luft. Han lignede præcis de nisser, som mor havde læst om i bøgerne for haren.
Hej, hare! Jeg er en nisse. Jeg kan se, at du er ked af det, og det forhindrer dig i at færdiggøre dit flotte hus.
Ja, jeg har det virkelig dårligt, jeg har ingen kræfter til det! — svarede haren.
Jeg ved, hvordan jeg kan hjælpe dig, men du bliver nødt til at finde noget, — sagde nissen.
Jeg er enig! — blev haren glad.
Der findes en ond tryllekunstner, som samler på kræfter, og alle andre sidder tilbage med magtesløshed, vrede og aggression. Så snart nogen begynder at blive vred, tager tryllekunstneren deres kraft og gemmer den langt, langt væk i en kiste. Jeg giver dig et magisk kompas, som fører dig hen til kisten og hjælper dig med ikke at fare vild, — forklarede nissen.
Mange tak! Jeg skal nok finde kisten! — råbte haren og begav sig straks af sted.
Vejen var meget svær og gik gennem en tæt skov, hvor vilde dyr boede og skræmte haren. Men han gik alligevel fremad, for han vidste, at kisten med kræfterne ventede på ham.
Efter et døgn fandt haren kisten, hvor hans styrke var gemt. Da han åbnede kisten, lyste hans lille snude op, og kræfterne vendte tilbage til ham.
Hjemturen føltes kort for haren, for han havde sin styrke, og den hjalp ham med at klare alle vanskelighederne.
Så snart haren kom hjem, skyndte han sig at færdiggøre sit hus. Denne gang gik arbejdet let. Huset blev meget flot!
Nu vidste haren, at man kan bevare sine kræfter, hvis man altid er samlet og rolig.
