Lille bjørn sidder på en stubbe og græder bittert. En lille ræv løber forbi, ser ham og spørger:
Hej lille bjørn, hvorfor græder du?
Ingen vil lege med mig!
Lille bjørn sukkede og snøftede.
Hvorfor det?
Jeg ved ikke. Jeg legede med igler og ulven, men så jagede de mig væk!
Fornærmet tørrede lille bjørn sin snude med poter og så længselsfuldt på vennerne, som legede med kogler i nærheden.
Du skal gå hen og bede om at få lov til at lege. Sig noget venligt: "Venligst". Man kan ikke tvinge nogen til at være venner, man kan kun bede om at få lov til at lege, dele legetøj og være venlig og omsorgsfuld.
Men lille bjørn græd kun højere.
Lille ræv fik medynk med bjørnen og besluttede selv at forlige ham med vennerne. Lille ræv gik hen til iglen og ulven:
Hej venner! I leger jo så flot!
Ja, vi har det sjovt sammen! Vi kaster kogler til hinanden, og vi kan også kaste efter mål.
Og dyrene kastede behændigt hver en kogle ind i ekornes gamle hulning.
Men hvorfor tager I ikke lille bjørn med i legen? Han er så ensom!
Han opfører sig dårligt, han tramper på vores kogler. Og han driller os endda, ikke sandt, igle?
Klagede ulven.
Ja.
Nikkede iglen.
Nå, tilgiv ham, han skal ikke gøre det igen. Lille bjørn fortryder alt, han er bare bange for at gå hen og bede om tilgivelse. Og i øvrigt, lad os lege sammen.
Nej, vi tilgiver ham ikke, vi har det godt sammen! Ikke sandt, igle?
Ja.
Lille ræv spredte sine poter:
Som I vil, jeg går tilbage til bjørnen.
Så kaldte iglens mor ham hjem. Iglen løb væk, og ulven blev alene.
