I en lille landsby ved skovens kant boede der engang en kat ved navn Murka. Hun var grålig med stribede flanker og hvide poter, som om hun havde tøfler på.
Murka fik fem killinger. Fire af dem var lige så grålige og smukke som hende, men den femte var sort som kul med grønne øjne.
Murkas ejer kaldte killlingen Sortepus. Alle hans søskende blev adopteret, men Sortepus faldt ikke i nogen smag.
En gang kunne killlingen ikke falde i søvn længe og begyndte at miave klagende:
Miau, mor, miau, hvordan skal jeg leve? Jeg er så grim og ubrugelig for alle. Hvor er jeg dog ulykkelig…
Katten trøstede sit lille barn, så godt hun kunne. Hun slikked dets pels og sagde:
Lykke ligger ikke i skønhed, lille en. Voks op til at være god, flittig, modig og gør gode gerninger. Så kommer lykke og glæde til dig af sig selv.
Men hvordan skal jeg arbejde, hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke noget.
Murka svarede venligt, men med faglig viden:
Vi katte er nødvendige i landsbyen for at beskytte husene mod mus. Hvis du udfører disse simple opgaver godt, vil du altid være vigtig for alle.
Så sagde Sortepus meget bestemt og usædvanlig selvsikkert for sin alder:
Miau, mor! Jeg lover dig, miau-løfte, at jeg skal lære at fange mus bedre end alle andre katte i vores landsby. Du skal aldrig blive skamfuld over mig! Jeg skal være din stolthed!
Murka, som allerede faldt i søvn og lukkede øjnene, snurrrede svagt tilbage:
Vi skal se. Sov nu, lille en. Du skal samle kræfter. Du er stadig meget lille.
Sortepus snurrrede om mange ting med sin mor om aftenen, men han glemte aldrig det løfte, han havde givet hende.
Næsten et år gik, og ingen havde hentet Sortepus. I løbet af den tid var han vokset og blev stærk, og han lærte at fange mus. Husets ejerinde, tante Masja, var meget glad for det. Hun hældte oftere mælk i hans skål og gav ham lidt godt at spise.
Sortepus var allerede vant til, at han ikke var som alle andre, men det gjorde ham meget ulykkelig, hvordan folk behandlede ham. Hvem end der mødte ham, forsøgte at jage ham væk eller løbe forbi ham så hurtigt som muligt. Nogle spyttede endda efter ham og sagde noget grimmt.
En aften besluttede Sortepus at tage en tur gennem landsbyen. Nogle drenge så katten og begyndte at jage efter ham. Sortepus havde intet valg end at springe ind i en fremmed gård. Han gravede sig ned i høet i kostalden og blev stille. Efter et øjeblik blev katten modigere og besluttede at se sig omkring. Ved siden af ham stod en velkendt ko ved navn Rødhår, som hver aften vendte hjem fra græsmarken forbi tante Masjas hus.
Rødhår kiggede ud af vinduet og ventede på at blive malket. Da hun så, at Sortepus kom ud af høstakken, mukkede hun:
Mu-mu-mu, jeg har ikke set dig her før. Hvor kommer du fra, så bange?
Sortepus forstod, at ingen ville gøre ham ondt her, og blev modigere og fortalte om grunden til sit uventede besøg.
Mu-mu-mu, ― mukkede Rødhår, ― jeg kender de drenge længe, de skræmmer alt levende med deres støj, men de gør ikke noget ondt. Men jeg troede, det var mus fra skoven, der kom og rasled i høet igen. De er blevet uudholdelige, de små bøller! Om natten lader de mig ikke sove, de er overalt, de søger efter noget. De har gnawet på alt, selv på kosten! De er bare ulykke for ejerne!
Sortepus rystede høet af sig og sagde stolt:
Jeg kan forresten fange mus bedre end alle andre! Hvis jeg vil, kan jeg drive dem væk herfra på en enkelt nat!
Rødhår kiggede overrasket på Sortepus og mukkede længe:
Muuuu! Du, lille killing, ser ud til at være en stor pralehals! Men hvis du virkelig driver musene væk fra vores gård, så bliver vi store venner. For sådan en god gerning skal jeg give dig lækker varm mælk hver dag. Kom, jeg hælder noget i din skål, så du kan smage.
Nej, Rødhår, jeg skal først gøre arbejdet, ― svarede Sortepus, ― og så vil jeg ikke sige nej til mælken. Jeg elsker varm mælk. Men nu skal jeg hjem. Mor venter på mig. Hen mod aften kommer jeg helt sikkert tilbage. Pas jer, mus!
Sortepus løb hjem til sin mor og begyndte at fortælle livligt om sit eventyr og det løfte, han havde givet Rødhår. Mor gjorde ham opmærksom på, at man ikke skal rose sig selv før arbejdet er gjort, og gav ham råd:
Når du fanger mus, må du ikke tænke på mælken. Og hvis du tænker på belønningen, vil musene ikke flygte, de vil narre dig. Mus skal være bange for os katte. Husk det!
Det blev mørkt, og Sortepus drog på jagt. Han jagede mus hele natten så deftigt og hurtigt, at han om morgenen ikke havde kræfter til at nå hjem. Killlingen faldt i søvn i høet ved siden af Rødhår.
Om morgenen kom husets ejerinde ind i kostalden for at malke Rødhår og drive hende ud til flokken. Hun så den sovende Sortepus i høet og sagde:
Hvilken dygtig kat! Jeg hørte dig jage her. Det er tidligt på morgenen, og der er ikke en eneste mus, der skraber i hjørnerne. Nu skal jeg give dig mælk, få dig styrket. Du har fortjent det! Godt arbejde!
Sortepus gik forsigtigt hen til skålen. Ejeren klapede ham og kiggede ham i øjnene:
Vil du, grønøjet, blive hos os? Vi vil være så glade!
Mrrrrrrr… Tak for maden og invitationen. Jeg skal hjem til min mor, men jeg kommer helt sikkert tilbage til jer. Der skal ikke være en eneste mus her!
…Med en følelse af enorm glæde og lykke løb Sortepus hjem.
Illustration design: Marchenko Margarita Sergeevna.
