Mads boede i en stor, kærlig familie i en lille by sammen med sin mor, far og bedstemor. Drengen var meget aktiv, så hele dagen legede han udenfor med sine venner — spillede fodbold, cyklede, løb ned til åen for at bade og lege.
Hver gang det blev tid til frokost eller aftensmad, måtte mor bruge timevis på at kalde drengen ind til maden, især hvis mor havde lavet suppe eller grøntsagssuppe — Mads kunne bare ikke lide denne sunde og mættende mad. Men der var også undtagelser, når drengen droppede sine lege og skyndte sig hjem. Det skete, når bedstemor kom fra byen og medbragte slik til barnebarnet — chokoladebarer, slikkepinde og bolsjer.
En dag, en dejlig dag, mens Mads legede med sine venner, kom bedstemor tilbage fra endnu en tur. Drengen vidste, at hver lørdag glædede bedstemor ham altid med noget sødt.
Uden at færdiggøre legen og efter at have set bedstemor stige ud af bussen, løb Mads hende i møde med et råb:
Bedste, min kære, har du taget noget lækkert og sødt med til mig?
Bedstemor svarede med et smil:
Selvfølgelig, min kære dreng, jeg har taget chokolade og slik med til dig, jeg har nok til en hel uge. Men du må ikke spise for meget af det, ellers får du ondt i maven og dine tænder bliver hurtigt ødelagt.
Men det hjalp ikke, samme aften sneg Mads sig i hemmelighed fra forældrene ind i køkkenet og puttede i al ubemærkethed en hel bunke slik i lommen. Han lagde sig bekvemt i sin bløde, varme seng og begyndte at spise det ene stykke efter det andet. Han spiste alt slikket og faldt i søvn.
Og drengen drømmer en meget mærkelig, men interessant og farverig drøm. Han løber med sine venner over en grøn mark og pludselig, da han vender sig om, ser han et smukt palads med lysende skilte. Vennerne løb forbi og forsvandt umærkeligt, men Mads blev hængende, han blev meget nysgerrig efter at vide, hvad der var i dette palads.
Langsomt nærmede han sig paladset, og han så en farvestrålende port behængt med drengens yndlingsslik, og det var som om det lokkede ham derind. Efter at have samlet alle godterne og straks slugt dem, besluttede Mads at gå videre, måske kunne han finde noget mere lækkert.
Pludselig så han en klovn, der stod i midten af paladset. På ryggen bar han en kæmpe sæk, og til alle børn der kom forbi, gav han et stort stykke slik. Mads tøvede ikke længe og besluttede at gå hen, for han var jo også et barn og ville helt sikkert få noget sødt.
Da klovnen så drengen, lo han og sagde med en munter stemme:
Hvem er denne lille fyr, der kommer her? Hvad hedder du?
Mads.
Svarede drengen.
Og hvem bor du sammen med, Mads? Hvor er dine forældre?
Hjemme er der mor, far og bedstemor.
Mads, kan du lide slik?
Selvfølgelig kan jeg lide det, alle børn elsker slik og chokolade.
Vi leger en meget sjov leg med alle børnene her. Vil du ikke lege med os?
Selvfølgelig vil jeg det, I har det meget sjovt her.
Svarede Mads.
Hvis du vil have slik i gave, skal du fortælle os et digt, synge en sang eller danse en dans. Er du klar?
Fortalte klovnen entusiastisk om reglerne.
Jeg er med, i børnehaven lærte vi mange sange og digte.
Svarede Mads utålmodigt.
Efter at have fortalt sit yndlingsdigt, fik drengen en stor slikkepind i gave, som han elskede mest af alt, og besluttede at se sig lidt omkring, måske ville han se noget mere interessant. Overalt glimrede det, lysende skilte fra slikbutikker lokkede den lille dreng, men han havde en slikkepind og besluttede bare at gå en tur. Pludselig så han en lille dreng, der sad ved en dør.
Mads gik hen til ham og spurgte:
Hej, jeg hedder Mads, hvad laver du her? Er der sket noget? Hvorfor er du så trist?
Hej. Jeg er så trist, fordi jeg har meget ondt i en tand. Min mor skal snart tage mig til tandlægen, og jeg er meget bange.
Svarede drengen.
Hvad er der sket?
Spurgte Mads.
Jeg spiste meget slik, jeg troede det var sundt og lækkert. Som det viste sig, er slik usundt, og det kan ødelægge vores tænder.
Snak ikke vrøvl. Slik er slet ikke usundt, det er den sundeste og lækreste mad. Og vi behøver ikke suppe, grøntsagssuppe og frikadeller!
Protesterede Mads.
Mads blev vred og gik videre. Gradvist blev hans store slikkepind mindre, og endelig havde han spist den.
Hvad skal jeg gøre?
Tænkte Mads og begav sig ud på jagt efter slik. Pludselig så han klovnen, som han havde mødt for nylig.
Glad løb drengen hen til ham og sagde:
Jeg har spist min store slikkepind, kan jeg få mere? Jeg vil synge en meget smuk sang for dig.
Selvfølgelig kan du det.
Svarede klovnen.
Mads sang sangen og fik en kæmpe chokoladebar.
Han pakkede den straks ud og gik videre.
Og pludselig ser han en dreng og en pige sidde ved gyngen og græde.
Hvad laver I her? Hvorfor græder I? Er der sket noget?
Ja, vi har ondt i tænderne, og vores mødre skal snart tage os til tandlægen, så vi er bange.
Åh, sig ikke at det er fra slik!
Protesterede Mads.
Jo, jo, det er netop fra slik og chokolade.
Råbte børnene i kor.
Åh, hvor I keder mig. Alle siger det samme — man må ikke spise slik, ellers får man ondt i tænderne. Det er alt sammen løgn!
Råbte Mads endnu højere, vendte sig om og løb fra dem.
Og da han havde spist slikket, mærkede Mads, at hans tand også begyndte at gøre ondt, mere og mere.
Talte de børn mon sandhed? Er slik virkelig så usundt? — tænkte Mads.
Drengen besluttede at gå hjem, så smerten ikke blev værre. Men for hvert minut begyndte tanden at gøre mere og mere ondt. Og på hans vej møder han igen den samme klovn.
Mads løb hen til ham og siger:
Klovn, hjælp mig, fortæl mig, hvorfor får små børn ondt i tænderne?
Ved du det ikke? Små drenge og piger må ikke spise meget slik og chokolade.
Sagde klovnen overrasket.
Men hvorfor giver du det så til mig, når du er så klog?
Fordi børn, før de selv forstår det, aldrig vil tro på deres forældre, bedsteforældre. Men når I får ondt i en tand, forstår I straks, at det er usundt at spise meget slik. Sådan hjælper jeg små børn med at forstå det.
Og så vågnede Mads. Heldigvis var hans tænder helt sunde, men drengen blev så bange for, at de ville gøre ondt, at han straks løb ud i køkkenet, samlede alt slikket og gav det til de voksne.
