Der var engang en bedstefar og en bedstemor.
Mon jeg skulle bede bedstemor om at bage en kolobok.
Tænkte bedstefar, rejste sig straks fra bænken og slæbte sig hen mod hytten i sine slidte filtstøvler.
Han smækkede højlydt med døren, de skrøbelige vægge rystede, men bedstemor reagerede ikke - hun var i gang med endnu et niveau i spillet "Tiltrække Kosjtjej". Kosjtjej lod sig ikke tiltrække, og bedstemor begyndte at blive irriteret. Bedstefar vurderede straks situationen, forstod at han nu ville blive udpeget som hovedårsagen til alle fiaskoer, men besluttede sig for ikke at give op.
Hør her, bedstemor, skal vi ikke bage en kolobok?
Begyndte han forsigtig, i håb om at hun ikke ville høre ham, og at alt ville gå over.
Men bedstemor hørte det, og da hun løftede blikket fra skærmen, reagerede hun overraskende roligt:
Hvad snakker du om, gamle mand, hvilken kolobok? Det er teknisk umuligt. Hvor skulle jeg få den rigtige slags mel fra? Så vidt jeg husker opskriften, skal den skrabes fra loftet og fejes fra skabene. Har du et loft, eller er der tilfældigvis dukket skabe op? Du ved sikkert ikke engang hvad det er, din horisont er begrænset, fordi du ikke kan bruge Google! Så lad os blive enige om en kage, og regn ikke med noget stort, vi har jo ikke produkter i kælderen som i Netto!
Bedstefar blev endnu en gang overrasket over sin kones tekniske kunnen og accepterede gladeligt kagen. Bedstemor rejste sig energisk og travede ud i køkkenet. Der fór hun fra skab til bord, fra bord til ovn, og snart duftede det lækkert, mikseren snurrede, og hvid vaniljeskum steg op.
Kagen blev en succes. Lille ganske vist, men meget appetitlig.
Lad den trække.
Sagde bedstemor og betragtede tilfreds resultatet af sit arbejde.
Hun satte kagen i vinduet og fordybede sig igen i den søde verden af elektroniske spil, stadig ihærdigt forsøgende at tiltrække Kosjtjej. Bedstefar kunne kun betragte bedstemors ryg i den blomstrede morgenkåbe og lytte til de kampråb, som hans højtelskede kone fra tid til anden udstødte. Snart kedede han sig fuldstændigt og begyndte at døse i stolen til bedstemors udråb.
Kagen i vinduet trak, blev levende, væltede over på siden uden creme, faldt ned på græsset under vinduet, lå lidt og rullede af sted ad stien.
Den var ikke rullet langt, før den så noget hoppe imod sig. Ved nærmere eftersyn viste det hoppende objekt sig at være en levende hare.
Haren frøs af overraskelse ved synet af kagen, der rullede ad stien.
Hej dig, konditorunder, hvor ruller du hen, stop, jeg spiser dig!
Glem det! Du har tydeligvis læst for mange eventyr! Jeg lå i solen, trak, hvilede mig, rullede ned fra vinduet, løb ad stien. Jeg fik hurtigt bedstefar til at sove, druknede bedstemor i internettet. Og du, hare, er slet ikke til gene for mig.
Mens haren bevægede ørerne og prøvede at forstå det hørte - han forstod ikke helt noget om bedstemor, forsvandt kagen bag en stub.
Kagen ruller videre. Den ser igen nogen dukke op forude. En større skikkelse end haren. Ha! Det er ulven!
Det er da utroligt, før var der ingen fred for kolobokker, og nu ruller kager rundt under fødderne. Skal jeg tage en bid?
Er det mig du vil tage en bid af, gråben?
Hvad spørger du om, der er vel ikke andet spiseligt her.
Tænk dig ikke om! Jeg indeholder så meget kolesterol, at selv bedstemor og bedstefar fortrød at spise mig! De ville ikke dø før tiden. De smed mig bare ud af vinduet, så jeg rullede af sted, hvad skulle jeg ellers gøre?
Ulven tænkte sig om.
Måske bare et lille stykke? Et enkelt stykke kan vel ikke gøre noget? - sagde han forsigtig.
Hør her, gråben, lærer livet dig da ingenting? Er halen groet ud igen? Efter vinterfiskeriet med ræven?
Uden at vente på at ulven blev færdig med at føle på sin hale, rullede kagen forsigtigt ned i en græsbevokset grøft.
Da kagen rullede op af grøften, var solen allerede ved at gå ned, og på lysningen lå bjørnen og solede sin mave i de sidste, ikke længere brændende stråler. Kagen fejlberegnede lidt og ramte lige ind i hans side. Dog nåede den at hoppe væk i tide, så bjørnen ikke fik fat i den med laben.
Hvad er det? En kage? Har ræven sendt dig til mig som gave?
Ja, det skulle hun lige! Jeg træner her på hastighed! Og du er i vejen. Du ligger udstrakt som i en zoologisk have. Der er ingen individuelle bure her!
Åh, vær nu ikke sur, træn du bare! Jeg rejser mig, jeg går væk. Rul du bare, hvis du ser ræven, så hils fra mig.
Mumlede bjørnen godmodigt.
Kagen grinede af bjørnens enfoldighed og rullede videre. Solen gik ned, og skoven blev indhyllet i tusmørke. Kagen mærkede ikke, at nogen listede sig op bagfra.
Fremragende! Vidunderligt! Fantastisk! En kage på stien!
Det var rævens stemme.
Bjørnen sender hilsner til dig, rødhårede.
Hvad mumler du om? Jeg kan ikke høre noget. Kom tættere på. Vær ikke bange, jeg har fået sukkersyge, jeg har spist for mange kolobokker. Så du interesserer mig ikke som produkt, du tiltrækker mig ikke, forstår du? Kom nu med dine cremefyldte lag! Jeg har ikke tid til at modtage hilsner fra dig, ulven venter på mig ved hønsehuset!
Men det gør han ikke!
Skreg kagen glædeligt og rullede hen til ræven.
Det gør han ikke, han går en tur ad stien, så du må selv klare hønsene...
Kagen nåede ikke at tale færdigt. Ræven bøjede sig ned, åbnede munden på vid gab, og kagen nåede ikke engang at indse, at den ikke længere rullede ad stien, men bevægede sig gennem rævens spiserør.
Og nåede derfor heller ikke at reflektere over, hvad der sker, når man alt for gerne vil vise sin viden.
