I en lille, men meget smuk by boede en familie: far Lars, mor Anne, døtrene Emma og Sofie. Da pigerne stadig var små, var familien meget tæt. Mor og far havde altid drømt om to døtre, og da deres inderligste ønske gik i opfyldelse, kunne de ikke få nok. I familien blev der ofte holdt fester, mor bagte kager, og om aftenen samledes hele familien i det store lyse værelse. Hele familien holdt hyggelig te-tid sammen.
Om vinteren tog hele familien til bakken for at køre på kælk, om sommeren tog de til floden for at bade og spille badminton. Om efteråret satte alle sig i bilen og kørte til skoven efter svampe, og om foråret plantede de hele gården fuld af blomster, som blomstrede helt til efteråret. Og sådan ville de have levet videre, glade og elskende hinanden, hvis ikke en skønne dag…
Om morgenen varslede intet om ulykke. Børnene gik i skole, mor og far på arbejde, og da de kom hjem, fandt de i postkassen et mærkeligt telegram: "Kommer. Mød mig. Tante Gertrud".
Tante Gertrud var en fjern slægtning til far. Hun boede i en lille forladt landsby ved kirkegården, hun havde hverken kat eller hund, for slet ikke at tale om børn, hun elskede aldrig nogen, og der går endda rygter om, at hun havde forbindelse med onde kræfter.
Hvad mon det skal betyde? Vi har ikke set hinanden i så mange år.
Sagde far Lars.
Ja, det er mærkeligt. Men måske har tante Gertrud ændret sig efter så mange år.
Formodede mor.
Hurra, hurra!
Råbte børnene. De elskede, når de fik gæster. De vidste jo ikke, hvor ond og misundelig deres slægtning var.
Denne dag regnede det fra morgenstunden. Himlen var dækket af skyer, lynet lynede, og der lød konstant knaldende tordenskrald. Der blæste en så forfærdelig vind, og træerne svajede med sådan en skræmmende kraft, at det så ud som om – de snart ville knække og med hele deres udstrakte krone styrte ned over huset.
Der blev banket på døren. Børnene løb for at møde gæsten, leende højt og råbende: "Tante, tante er kommet! Hurra!".
I døråbningen stod Gertrud. Med det samme slog hun Emma med paraplyen, kneb Sofie og hvinede:
Hold nu kæft! Jeg kan ikke lide, når der løber småunger rundt og forstyrrer min fred.
Og et forfærdeligt liv begyndte. Hver dag var der skænderier i familien. Børnene holdt fuldstændig op med at adlyde forældrene, far og mor skændtes hver dag selv over småting. Familien gik i opløsning, ingen gik længere ture sammen, der blev ikke holdt te-tid og fester, alle sad på deres værelser. Og hvis der skete en ulykke med nogen, glædede de andre sig bare.
En dag lød der banken. Da far åbnede døren, så han en konvolut på måtten. I den var der en billet til et skib til hele familien. Lars havde allerede glemt, hvordan han engang havde talt med sine kolleger på arbejdet og højt drømt om sådan en rejse på et skib med hele familien. Måske havde en af dem besluttet at hjælpe?
De skulle afsted allerede i morgen, alle begyndte at pakke, uden at ane, at det var Gertrud, der havde besluttet endeligt at ødelægge dem ved at fortryllelse rejsen til en dødelig ulykke – et skibsforlis.
På rejsens anden dag var himlen fra morgenstunden dækket af tunge, skræmmende skyer. Mor og far skændtes stadig, søstrene forsonede sig heller ikke, men lavede hele tiden ondskab mod hinanden. De lagde ikke engang mærke til, at stormen var begyndt. Enorme bølger slog skibet fra alle sider og testede dets skrog på styrke. Og da det ikke kunne modstå naturens slag, revnede skibet og begyndte simpelthen at falde fra hinanden i to dele. På skibet brød panikken ud, passagererne løb rundt i alle retninger uden at tage hensyn til hinanden …
Lars åbnede øjnene og stivnede af rædsel. Hvor var han? Hvad var det? Hvor var kone og børn? Rundt om var der skov, familiens far befandt sig på uforklarlig vis i skoven. Men hvilken skov det var! Alle træerne så på ham med menneskelige øjne, fuglene havde torne i stedet for fjer, og planterne stønnede, som om de kaldte på hjælp. Det var en fortryllet skov. Efter at have samlet sine sidste kræfter begyndte far at vandre for at lede efter Anne og pigerne.
Anne, Emma, Sofie! Hvor er I?
Råbte Lars udmattet og anstrengt. Men råbene druknede i planternes støn. Pludselig så han, at en bunke kæmpe myrer med hugtænder slæbte den sårede mor ind i en myrretue. Han løb hen, greb desperat sin kone i armen, begyndte at trække og… af afmagt besvimede han. Far kom til bevidsthed, fordi Anne hældte vand over ham. Hun havde ikke et eneste sår.
Lars, du vil ikke tro det! Det er simpelthen et mirakel! I denne bæk er der levende vand. Det helede øjeblikkeligt alle mine sår.
Og mor pegede på den bæk, der løb tæt ved.
Børnene, børnene, hvor er vores piger!!! Vi skal finde dem så hurtigt som muligt. Der er så mange farer her, og de er jo så forsvarsløse!
Råbte far.
Far og mor kastede sig af sidste kræfter ud for at lede efter børnene. Anne og Lars løb, skreg og kaldte på døtrene. Nu var kræfterne ved at slippe op, alt håb var tabt, natten faldt på. Pludselig blev de blændet af et skarpt lys, der kom op fra jorden, og fra himlen sænkede sig en månesti. Disse to lys forenedes, og foran dem dukkede en mærkelig kvindeskikkelse op, den ene halvdel af hendes krop var sort som beg – mørke, og den anden skinnende hvid – lys. Det var Herskeren over Lys og Mørke.
I leder efter jeres døtre? Giv jeres liv i bytte for deres liv, og jeg vil bringe dem hjem!
Tag mit!
Hulkede Anne.
Og mit!
Brølede Lars af sidste kræfter.
Foran dem åbnede jorden sig, de tog hinandens hænder og sprang i denne afgrund. Kløften forsvandt med det samme, jorden lukkede sig og lyset slukkedes.
I mellemtiden vågnede pigerne på det gloende sand. Rundt om var der hverken træ eller busk – det var en ægte brændende ørken. Det gyldne sand glitrede i solstrålerne, i luften duftede det af noget meget sødt, og i det fjerne hørte de musik, som om det var tusind dejlige fugle, der udsendte blide triller. Pigerne følte sig som vuggede, som i barndommen, i vuggen.
Jeg er så søvnig.
Hviskede Emma stille og lukkede øjnene. Men Sofie – den ældste søster, huskede pludselig, hvordan mor i barndommen fortalte pigerne om kviksand, der trækker ned i afgrunden, hvorfra man aldrig kan slippe ud.
Hun råbte:
Åbn øjnene! Jeg elsker dig, lillesøster! Vi skal komme væk herfra, ellers dør vi og kan aldrig redde mor og far.
Pludselig greb en ukendt kraft søstrene og bar dem som dun gennem luften. Pigerne lukkede øjnene af frygt og overgav sig til denne ukendte kraft.
Midt i den fortryllede skov, hvor træer, blomster og fugle blev levende, strålede i klare farver og lød af gode sange, ved bækken med det levende vand dukkede pludselig en lysning op, dækket af regnbuefarvede blomster og grønt silkeagtigt græs. Midt på lysningen svajede en snehvid kæmpe luftballon, klar til at lette. For at den ikke skulle lette for tidligt, holdt mægtige egetræer den fast med deres magiske grene. Ballonen ventede på sine passagerer.
Mor og far døde ikke, den ukendte kraft bragte dem sammen med pigerne om bord på luftballonen. Familien blev genforenet, og alle udmattede, men lykkelige begav sig på den lange rejse hjem. Anne, Lars og pigerne fik aldrig at vide, at denne svære prøvelse var Gertruds værk, som aldrig mere dukkede op i deres liv. Og huset, som den gamle kone boede i, forsvandt helt sammen med sin snedige, løgnagtige og lumske ejer.
Fra det øjeblik blev familien stærk og sammensvejset. Søstrene delte hemmeligheder med hinanden, hjalp forældrene med alt, og mor og far skændtes aldrig mere, for en stærk familie – det er det vigtigste!
