Hvis du kigger længe på skyerne, kan du se, hvordan vinden forvandler dem til forskellige fantastiske figurer. Først flyder der en almindelig klat hen over himlen, så bliver den til at ligne en krokodille, så en flodhest, og så helt og aldeles til et underligt væsen.
En dag så Vika netop sådan et underligt væsen på himlen.
Vika ser på det, og væsenet klapper i hænderne, og der sprøjter regnbuefarvet regn ud, og det er magisk regn. Alt omkring blev vasket væk. Vika ser sig omkring: der er hverken huse eller legeplads. Kun grantræer danser, og svampe i farverige hatte løber omkring.
Vika ser nærmere til, og det er slet ikke svampe, men små mennesker. De har bare hatte som på rørhat, karlshat og kantarel.
Hvem er du?
Spørger et lille menneske hende.
Jeg er Vika. Hvem er I?
Vi er svampe!
Svarer det lille menneske.
Hvorfor løber I hele tiden?
Spørger Vika.
Vi er bange!
Pibede svampene i kor og løb pludselig hver til sit, og gemte sig i græsset.
Vika ville lige spørge, hvem de var så bange for, da en sort skygge dækkede hele engen, og den onde troldmand Frygten steg op over træerne som en skræmmende sky.
Hvorfor løber du ikke væk?
Spurgte han Vika med en tordenlignende stemme.
Jeg er ikke bange for dig!
Svarede pigen modig.
Frygten stønnede, skreg, stampede med foden, greb Karlshattens lille menneske ud af græsset og råbte:
Nu skal jeg spise ham, og så skal jeg spise dig! Er du bange?
Nej! Slip det lille menneske! Ellers giver jeg dig en ordentlig bank med en pind!
Svarede Vika igen.
Og pludselig efter disse ord krympede Frygten, blev mindre og svagere, mens Vika blev større og stærkere.
Pigen greb en pind og løftede den mod den onde troldmand.
Frygten skreg:
Vær bange for mig straks! Alle skal være bange for mig!
Men han trak sig tilbage, væk fra pindet. Og Vika gik frem, og blev større og stærkere. Og pindet i hendes hånd voksede.
Aj, rør mig ikke!
Til sidst skreg Frygten, slap det lille menneske og gemte sig bag en stump.
Og der begyndte svampene at kilde ham, så Frygten måtte stikke af. Han forvandlede sig til en sort lille sky, fløj op på himlen og blev til regn, som blev til en regnbue.
O, store Vika, — råbte svampene. — Hvordan lykkedes det dig at besejre den onde troldmand? Det er jo Frygten selv!
Og Vika svarede dem:
Enhver, der forsvarer de svage, bliver stærkere!
Betyder det, at hvis jeg forsvarer en lille bille, bliver jeg også stor og stærk? — spurgte det bittesmå menneske Rødhatte pigen.
Ja, det gør du!
Smilede Vika.
Og så angreb en larve en gloworm. Rødhatte greb et græsstrå og jagede larven væk fra gloworm'en.
Rødhatte, hvor er du stærk og modig!
Råbte gloworm'en.
Jeg er stærk og modig!
Glædede Rødhatte sig.
Tak skal du have, Vika! Nu ved vi, at den stærkeste er den, der beskytter de svage. Nu skal vi alle passe på hinanden og ikke være bange for noget!
Svampene sagde farvel til Vika, satte hende på en sky og sendte hende hjem.
Og Frygten kom aldrig tilbage til den historie.
