Nytår er virkelig en magisk fest!!! Og hvis du ikke tror på Julemanden, vil jeg fortælle dig en historie, der skete med mig og min hund Laika.
På nytårsaften gik jeg og Laika ud for at gå en tur i skoven. Pludselig begyndte det at snestorme voldsomt. Vi løb hurtigt ad den velkendte sti, men sneen blev til en rigtig snestorm, og vi kunne ikke se noget omkring os. Vi vandrede længe rundt, indtil snestormen endelig stoppede.
Pludselig så jeg et enormt højt grantre. Jeg var så længe optaget af at beundre skovens skønhed, at jeg ikke bemærkede, at Laika var væk. Jeg kaldte på hende forgæves. Min kære lille hund var ikke noget sted at finde. Jeg besluttede at klatre op i granen for at se mig omkring. Jeg klatrede højt op og bemærkede, at grankonglerne lyste indefra. Jeg bøjede mig ned mod en kongle, kiggede indenfor og så et miniatureslot.
Det bestod af ædelstene. Vinduerne var af krystal, taget var smaragdgrønt, og dørene var af det fineste is, som skinnede i alle regnbuens farver. Og så skete der noget uforklarligt: jorden og himlen begyndte at dreje rundt omkring mig, jeg faldt og skrigede højt… og endte på tærsklen til dette vidunderlige slot, som nu var meget større.
Døren åbnede sig, og en gammel mand med et langt gråt skæg kom ud på trappen. Han holdt en høj, smuk stav i hånden. Hans ansigt så meget bedrøvet ud.
Goddag, bedstefar. Hvorfor ser du så trist ud? spurgte jeg.
Goddag, min datter. Jeg er trist, fordi Snestormens Uhyre har taget min ren fra mig, og nu kan jeg ikke give børnene deres gaver. Jeg er bange for, at børnene ikke venter på mig og holder op med at tro på mig.
Ah! Du er altså Julemanden! udåndede jeg. Da jeg tænkte på, hvordan jeg kom hertil, tilføjede jeg:
Og min hund Laika er væk.
Tårerne strømmede ned ad mit ansigt. Julemanden tænkte:
Det virker til, at det er Snestormens Uhyres gerninger.
Men hvor skal jeg lede efter det?
Vær ikke bekymret, trøstede Julemanden mig, jeg giver dig en magisk snebold, den vil føre dig til Snestormens Uhyres hus, og handsker, der vil lyse, så snart uhyret kommer tæt på.
Tak, bedstefar!
Med disse ord begav jeg mig af sted. Snart stoppede snebollen, og handskerne begyndte at lyse. Jeg blev stående og ventede. Der lød et højt brøl, og Snestormens Uhyre dukkede op. I stedet for næse, tænder og negle havde det istapper. Da det så mig, begyndte Uhyret at synge:
Jeg er et skrækkeligt, snefuldt, forfærdeligt uhyre. Gæt tre gåder, og få dine venner tilbage.
Kom med gåderne! råbte jeg.
Så her er den første gåde. Et hvidt tæppe, der dækker hele verden.
Det er sneen.
Rigtigt. Anden gåde: det løber ikke selv, og det tillader ikke andre at stå stille.
Hmm. Det er frost, svarede jeg.
Rrrr, Uhyret blev vred. Så her er den sidste, sværeste gåde. Det vokser med hovedet nedad, det vokser ikke om sommeren, men om vinteren, men så snart solen skinner på det – græder det og dør.
Jeg tænkte efter. Jeg kan ikke redde mine venner! Jeg kastede hovedet tilbage, så Uhyret ikke kunne se mine tårer. Lige foran mig hang der fra taget… EN ISTAP.
Det er en istap! råbte jeg.
Uhyret blev rasende, hvæsede og faldt fra hinanden og blev til ispulver. Og så kom Laika og Julemands ren løbende mod mig. Jeg satte mig på renen, og vi galopperede tilbage til slottet. Laika løb efter os.
Julemanden ventede på os på trappen.
Tak skal du have, lille pige. For din tapperhed fortjener du en gave, sagde han og rakte mig en sten, der skinnede i alle regnbuens farver – det er Regnbuens Sten, den bringer lykke.
Men hvordan kommer jeg hjem? spurgte jeg.
Jeg skal pudre dig med magisk sne, du skal falde i søvn og vågne derhjemme.
Da jeg vågnede, tænkte jeg: "Hvilket vidunderligt drøm jeg havde!"
Vågn op, min datter, smilede min mor ned til mig. Gaverne under træet venter på dig.
Jeg løb hen til træet, åbnede en farverig æske og så… Regnbuens Sten.
