Mange tusinde år siden levede der fantastiske væsener på jorden, og de havde utrolige evner.
Denne historie handler om et af disse væsener.
Vores helt hedder FO. Han blev født i stammen af puhobrykkere, som siden oldtiden havde beskyttet indbyggerne i de blødpelsede skove mod de tandede jægere.
Jægerne gjorde ofte angreb for at fange sjældne dyr til deres konge UMA-UMA. Puhobrykkerne hypnotiserede angriberne ved hjælp af særligt pels, som begyndte at vokse på deres maver når de blev 33 år gamle.
FO var allerede 33 år, men den magiske pels dukkede aldrig op. Da FO var helt lille, elskede han at lege på de gyldne marker med nuddelbenene. En dag, mens han red på sin bedste vens ryg, faldt han og sårede sin mave alvorligt. Siden da var der et ar der, men ikke et eneste tegn på pels.
Den vigtigste begivenhed for hver puhobrykkere nærmede sig – indvielsen til skovbeskytter. FO havde tre dage tilbage, før alle ville opdage, at han var en kalbrykkere. Han måtte handle.
Tidligt om morgenen tog FO og hans ven nuddelbenet Fri ud til den vise sten Gaa. Stenen var puhobrykkernes vigtigste relikvie.
Hver puhobrykkere kunne kun henvende sig til Gaa én gang i sit liv. Og FO besluttede, at hans tid var kommet.
Da han nærmede sig stenen, råbte FO sit navn højt og stillede det spørgsmål, der bekymrede ham så meget:
Hvad skal jeg gøre, Gaa, for at min mave bliver dækket af magisk pels?
Der var et øredøvende brag, og tre runde stenene i størrelse som valnødder dukkede op fra jorden ved siden af FO. Den ene var blå, den anden var rød, og den tredje var sort.
Der blev stille. FO så forbløffet på de usædvanlige sten og vidste ikke hvad han skulle gøre med dem. Næsten ved at græde samlede han stenene og gemte dem i sin lændeskjold.
FO og Fri gik stille tilbage. Pludselig sprang en krabehare ud på vejen foran dem. Den klikkede med sine klosakse og råbte højt:
Mit navn er Zabar! Zabar hørte alt! Zabar fortæller alt! Alle vil få at vide om puhobrykkeren med den kale mave!
Hvad vil du? – sagde nuddelbenet truende.
Krabeharen klikkede sig selv i halen med sine klosakse og hvislede:
Jeg gravede min hule i tre år, og så kom en sort-hvid bjørn ind i den. Han vil ikke gå. Hvis I driver ham ud, lover jeg at holde min mund.
Der var ingen anden vej, så vennerne måtte gå til krabeharen. Før de var nede i hulen, hørte Fri og FO høj snorken: bjørnen var helt sikkert derinde.
FO gik ned først. Bjørnen lå krøllet sammen på en bunke gulerod.
Puhobrykkere er ikke feje. Uden at tænke sig om begyndte FO at vække den ubudne gæst ved at trække ham i den lille hale.
Bjørnen holdt op med at snorke, men bevægede sig ikke, han sagde bare stille:
Hvem du end er – du skal gå væk.
FO stak sin mave frem og sagde:
Jeg er FO fra de blødpelsede skove. Du skal gå væk. Dette er ikke din hule!
Bjørnen vendte sig om, så på vennerne med sørgelige øjne, begyndte at græde og hviskede stille:
Jeg har brug for min finger.
Fortæl hvad der skete, – sagde Fri, – hvor mistede du den? Måske kan vi hjælpe dig?
Mit navn er Al, – sagde bjørnen, – jeg var den smukkeste farverig bjørn i min skov. En dag faldt jeg i søvn på flodbredden, og da jeg vågnede, var min pote i vandet. Jeg trak den op og blev stiv af skræk: min lillefinger var væk! Jeg begyndte at søge efter den i vandet og så mit eget spejlbillede… Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage: farverne var væk! Jeg var blevet sort-hvid! Jeg løb i tre dage, indtil jeg fandt denne hule. Jeg går ikke ud herfra, før jeg bliver farverig og smuk igen.
Vennerne gik ud. Krabeharen ventede allerede på dem.
Nå? – råbte Zabar utålmodigt, – hvornår går han? Hvornår forsvinder han fra min hule og mit liv?!
FO sænkede øjnene og sagde ingenting.
I er så ubrugelige, – fortsatte Zabar voldsomt, – jeg gør det selv, jeg ryger ham ud derfra!
Han klikkede hurtigt med sine klosakse og begyndte at samle brænde ved indgangen til hulen.
Jeg har brug for ild! Jeg har brug for ild, FO, eller jeg fortæller alle om dig! – Zabar kunne ikke holde sig tilbage.
Fri og FO blev stive. De vidste ikke hvad de skulle gøre. Pludselig bevægede tasken på puhobrykkeren lændeskjold sig. Overrasket kastede han den på jorden, og stenene fra Gaa rullede ud… De sprængte, og der var noget i hver sten. Vennerne så nærmere til.
I den røde sten glødede der en gløde. I den sorte sten lå bjørnens lillefinger. I den blå sten var der magisk pels fra puhobrykkere.
Da FO fascineret nåede efter den blå sten, blev de to andre mat. FO forstod, at han kun kunne vælge én ting. I det øjeblik hørte han ordene fra anføreren, som han havde beundret siden barndommen.
Husk altid, – sagde anføreren, – at puhobrykkere er skovens eneste rigtige beskyttere. De tænker altid først på de svage og forsvarsløse. På dem, der er i nød.
FO trak et dybt åndedrag og lukkede øjnene. Valget var klart. Han greb den sorte sten med bjørnens finger, og de andre sten blev til støv på det samme øjeblik. Uden at spilde tid kastede puhobrykkeren sig ned i hulen og satte lillefingeren på bjørnens pote. Bjørnen vendte sig om, sprang op, strakte sig, og efter nogle få sekunder begyndte han at skifte farve.
Tak, tak, tak, puhobrykkere! – råbte bjørnen uden at tro på sit held.
Men FO var meget trist. Al bemærkede det og sagde:
Min ven, jeg vil være evigt taknemlig over for dig for at have returneret min skat! Jeg går straks væk fra denne hule, jeg vil straks tilbage hjem! Men det er ikke krabehulens hule, der gør dig trist. Fortæl mig hvad der er sket. Måske kan jeg også hjælpe dig?
Det kan du ikke, Al, – svarede FO tristt. – Jeg er 33 år, min mave er kald, og om tre dage finder indvielsen til skovbeskytter sted. Jeg bliver en kalbrykkere og kan aldrig kæmpe mod de tandede jægere.
Bjørnen lo højt og råbte glædeligt:
Ved du hvad de kalder mig i mit hjemland? Al fra Berta, pelsgiveren! Min kraft ligger i min lillefinger. Jeg stryger den over dyr, der ikke har noget at varme sig med, og de bliver dækket af tyk pels. Sådan pels varmer ved enhver frost!
Du gav mig min kraft tilbage, FO. Til gengæld giver jeg dig magisk pels, – fortsatte Al ømt.
Bjørnen løftede sin pote og strøg med lillefingeren over sin redders mave. Maven blev kildret. FO kunne ikke tro sine øjne: lige på arret dukkede der blød, smuk pels op. Fra da af var der ingen puhobrykkere i skoven med tættere pels end FO.
Slutning.
