Under ahornen, der voksede ved skovbrynet, slog en pindsvinefamilie sig ned. Ahornen var slet ikke generet af naboskabet. Den var mest plaget af mus og forskellige barkbiller, og de var alle bange for pindsvin.
Mor pindsvin travlede hele dagen og holdt redet i orden. Far sov om dagen og gik på jagt om natten. Snart begyndte også ungerne at stikke deres nysgerrige snuder ud. Men det var skræmmende, for der var så meget nyt omkring dem.
En dag var mor taget af sted for at ordne noget, og den modigste unge pindsvin, Pip, kravlede ud af hullet. Han kneb øjnene sammen i sollyset og syntes mere og mere om at være ude. Så mange lokkende dufte og så meget raslen!
Fjender frygtede han ikke, for mor havde lært ham at rulle sig sammen til en kugle, når der var fare på færde. Og at rejse sine pigge. Han fandt noget godt at spise og spiste med velbehag.
Han lagde sig under ahornen ved siden af hullet og begyndte at døse under bladenes hvisken. Et ahornblad fortalte ham om alt, hvad det kunne se fra sin høje plads. Og Pip sukkede lidt for sig selv, for så langt hjemmefra måtte han ikke gå.
Men så kom mor tilbage, og i sin bekymring førte hun pindsvinet hjem igen. Hun var meget urolig for de små og ville så gerne beskytte dem mod farer.
Snart blev pindsvineungerne store og flyttede til hver deres hul. Kun Pip glemte aldrig ahornen og løb altid hen i dens skygge for at lytte til bladenes raslen. Han alene vidste, hvad de talte om.
Karen og pindsvinet
Karen gik i skoven, hun snublede og faldt,
og på et lille blad fandt hun et pindsvin, der var smalt.
― Du er så pigget, sød og sjov, men ikke slem.
Må jeg tage dig med hjem?
Men pindsvinet blev vred og fnyste højt.
»Nej!« sagde det bestemt, og Karen blev stille og lyt.
― Jeg bor her, og det er mit hjem.
Tag hellere din blyant og din tegnebog frem.
Tegn et portræt, og lær børnene at tegne,
så kan mødrene få billeder, der glæder dem og ikke skal bortgemmes.
De giver dem af hjertet til deres mødre med stolthed,
og alle glæder sig fra inderst i hjertet.
En skovhændelse
Een dag bragte skaden nyheden ind i skoven:
― Forår! Forår! Foråret er kommet!
Og skoven vågnede, sukkede og summede.
Alle dyrene og fuglene råbte i munden på hinanden:
― Hvorfor har vi ikke budt foråret velkommen?
Hvorfor har vi ikke set spor af det?
Kun granen tav stille,
hun stod på en lille høj og beskyttede med sin gren
en nyudsprungen vintergæk.
Foråret i sin skønneste form, en hvid blomst.
