En gang var der en tekrus. Den havde levet længe, arbejdet ærligt, skænket mælk og varmet med te. Men pludselig blev den ked af det, uden at vide hvorfor. Den klirrede ikke glad som de andre kopper, når de stod på række i opvaskestativet. Den skinnede ikke af renhed, uanset hvor meget den blev vasket.
Så besluttede kruset stille og roligt at forlade hjemmet. Det ville se verden, som det havde hørt så meget om under teselskaberne. Mest af alt ville det finde en ven.
Længe vandrede det ad ukendte stier, så mange ting og slap næsten uskadt med det. Men en ven fandt det aldrig. Så en dag sad det ved bredden af en bæk og var trist, og det forekom det, som om nogen græd.
Det kiggede efter og så en lille beskidt grisling. Den snøftede stille og bemærkede ikke noget omkring sig. Da sendte kruset en solstråle hen til den. Solstrålen løb muntert hen over grislingens ryg, kiggede ind i de tårevædede øjne og tørrede alle tårerne væk.
Lille Mikkel hylede af glæde så højt, at kruset næsten sprang i stykker af forskrækkelse. Derefter fyldte det sig med kildevand og foreslog grisen at vaske sig. Solen varmede vandet, og grislingen plaskede glad rundt i krusset, som i et badekar. Da den var færdig, viste den sig at have en blød lyserød farve.
Alle skovens beboere samlede sig. Alle blev glade. Men så kom en skade flyvende og fortalte, at grislingens mor løb rundt i skoven og ledte efter sin elskede lille søn. Dyrene flettede da et stærkt reb af græs og bandt det fast til krusets hank.
Grislingen kravlede op i krusset, og fuglene fløj opad og holdt den frie ende af rebet i næbbene. De løftede krusset højt op og fløj så højt, at grislingen fik åndenød af spænding. Men til gengæld nåede de hurtigt frem til Mikkels hjem.
Alle blev så glade: moren fandt sin søn, og kruset fik venner. Den lille gris var glad på alles vegne.
Og dermed er eventyret slut. Har I også et yndlingskrus? Vil I ikke dele jeres hemmeligheder med det?
