En dag kom Filip i store problemer, eller mere præcist — i en stor isbæger. Det skete lige efter, at han havde slugt stjerner, og hans hals havde gjort ondt i en hel uge! Derfor sov den lille drage dårligt om natten og gik rundt om dagen sløv og distræt.
Så faldt han lige ned i denne is. Og sad fast i den op til halsen. Han kunne på ingen måde komme ud af det klæbrige, kolde isbæger. Så sad han der en halv dag i isen. Han kunne kun vente på hjælp og spise. Og kulde er ødelæggende for ildspyende drager, selvom de er små!
Jamen, hvordan skulle Filip vide, at han ikke måtte spise is? Han spiste kun lidt — et halvt bæger, men konsekvenserne var alvorlige!
Nej, han blev ikke forkølet og fik ikke halsbetændelse, intet sådant. Men nu kunne han aldrig blive en rigtig ildspyende drage! Egentlig kan små drager endnu ikke spytte ild som de voksne.
Men hvis man prøver, kan man puste røg og endda muntre røde gnister. Efter isen mistede Filip fuldstændig disse evner.
Han sørgede forfærdeligt over sin yndlingsbeskæftigelse — hverken røg eller gnister kunne han lave. Vennen Frederik havde medfølelse med ham, Thomas syntes også synd om Filip, men der var også dem, der åbenlyst gjorde grin med ham. Felix lod ingen mulighed gå fra sig for at drille Filip.
Freja læste altid moralprædikener og forsøgte at sende ham til lægen, og de voksne lagde slet ikke mærke til det. Der var ikke andet at gøre end at acceptere det, men fra tid til anden var det stadig meget trist.
Sådan sad han en dag på en gren og var stille og trist. Og han så noget! I parken var der øde, kun et menneske var på en fjern bænk. "Det ligner en unge endnu," —tænkte Filip. —"Græder den måske?".
Faktisk græd en lille pige på bænken. Hun tudede så meget, at Filip fik ondt af hende. Men han turde ikke flyve tættere på.
Det er da noget. En pige, ikke andet. Se hvor hun skriger.
Sagde Frederik, der pludselig dukkede op.
Så højrøstede har jeg aldrig set. Selvom der er masser af dem her under træet.
Jeg har set højere.
Sagde Felix, som fløj efter Frederik.
Filip, hvad laver du her? Drømmer du stadig om at puste røg? Eller har du bare fundet nogen at græde sammen med?
Filip pustede sig helt op, han var så træt af denne Felix.
Hvor de er mærkelige, mennesker.
Sagde Freja. Hun satte sig også på deres gren.
Se hvilke kæmpe uhyrer!
Ja, helt sikkert, kæmper.
Var Frederik enig.
Det ville være bedre, hvis de var som os. Så ville jeg måske endda hjælpe med noget... altså, hende der, som græder.
Filip lyttede og lyttede til dem og kunne ikke holde det ud. Han fløj lige hen til pigen. Han satte sig ved siden af denne kæmpe tudekone på kanten af bænken og blev straks forvirret. Hvad skulle han sige? Hvordan skulle han trøste hende?
Og han begyndte bare at se opmærksomt på pigen. Hun blev pludselig stille og så bange på Filip.
Du... er... hik... hvem e-er du?
Det er forståeligt, når man græder så meget — vil man ikke vil man, hikker man.
Jeg hedder Filip. Og dig?
Jeg hedder Anna. Hvor kommer du fra?
Svarede pigen.
Mig? Fra dragetræet, derovre.
Og Filip vinkede mod huset.
Åh! Jeg vidste ikke, at der boede nogen der. Jeg bor i et hus, men man kan ikke se det herfra, det er langt væk.
Hvorfor sidder du så her uden barnepige, når huset er langt væk?
Jeg har ingen barnepige. Jeg gik tur med min mor i parken, og hun blev væk.
Filip så, at det så dårligt ud, nu ville hun snart begynde at græde igen.
Vil du have, at jeg giver dig noget?
Med disse ord greb dragen et blad med en larve fra jorden og slæbte det hen til sin nye bekendt. Hun hoppede skrigende op fra bænken og viftede med hænderne mod ham.
Okay, okay, ingen gaver, jeg græder ikke mere!
Hun satte sig ned igen og smilede endda lidt.
Vis mig hellere, hvordan du spytter ild! Drager, de er vel alle ildspyttende?
Nu var det Filips tur til at blive mørk i ansigtet.
Det kan jeg ikke.
Brummede han.
Jamen, så lad være, ellers brænder du måske bænken.
Ræsonnerede hun. Pludselig begyndte de andre små drager at flyve hen til dem fra alle sider. Freja landede med et brag lige på Annas hoved.
Åh.
Blev pigen bange. Og Felix fløj lige hen til hendes næse og begyndte demonstrativt at snuse til hende.
Det er da en kæmpe. Selvom hun slet ikke er så skræmmende, som hun så ud på afstand!
Sagde Frederik.
Og hvor hun har langt hår på hovedet.
Trak Thomas i hendes lyse hårlok.
Av!
Pigens læber puttede sig fornærmet, og øjnene begyndte at skinne igen.
Hvorfor plager I hende?
Blev Filip oprørt. Men ingen af hans venner tænkte på at stoppe, de diskuterede højlydt pigen, rørte ved hendes hår, ved hendes næse og kiggede i hendes ører. Hun krøb helt sammen og begyndte at græde igen. Her kunne Filip ikke holde det ud for anden gang. Han blev vred og pustede!
Men ikke ild—fra hans hals brød der pludselig en rigtig snevejr ud. Et helt salve af sne ramte Felix i næsen, og Frederik og Frejas ører blev dækket af rim.
Det var da noget!
Blev Frederik glad. Alle de små drager fløj tættere på den overraskede Filip og begyndte at bede ham gentage tricket.
Han pustede gerne på dem igen og frembragte en let række af snefnug og afkølede alles ansigter.
Så det var derfor, du ikke kunne spytte ild, du er snespyttende!
Gættede Anna.
Åh, min mor er fundet. Mor! Farvel, Filip!
Og pigen løb hen til sin mor. Og den glade snespyttende drage vinkede efter hende.
