Højt, højt oppe i bjergene boede ørne, stolte fugle. Der var en hel stamme af dem. I én familie blev der født en unge.
Ørnemoderen elskede sin lille søn højt. I deres familie havde der længe ikke været afkom, og de ventede på barnet i flere år. Til sidst havde bjergenes ånd medlidenhed med det kærlige par og sendte dem et enkelt æg. Far og mor ruglede skiftevis på det i deres store rede på den højeste klippe.
Mens far ørn skaffede føde, passede og forkælede mor ørn den længe ventede søn. Der gik tre måneder, og ungen voksede. Nu var det tid til, at han skulle tage de første skridt i livet: lære at flyve, jage og skaffe sig føde.
Far ørn ville begynde at øve sig med sønnen og lære ham at klare sig selv. Men ørnemoderen blev ved med at afholde ham fra det og sagde, at sønnen stadig var lille, og at han skulle nyde roen i reden; der var tid nok til jagt.
Ørnen elskede sin hustru og turde ikke modsige hende. Han fortsatte med at flyve ud efter bytte til sig selv, sin kone og sin søn. Naboer og slægtninge begyndte at spørge ørnen: „Er din arving syg? Hvorfor flyver han ikke ud af reden? Hvorfor øver du dig ikke med ham, hvorfor lærer du ham ikke at skaffe sin egen mad? Hvorfor sidder moren stadig ved siden af en så stor unge?“
Ørnen vidste ikke, hvad han skulle svare sine artsfæller.
En smuk dag samledes ørnene og fløj hen til reden. De ville se den voksne unge og hjælpe slægtningens familie.
Så snart de nærmede sig reden, fløj ørnemoderen op og skærmede sin søn med sin krop.
Han er stadig lille, det er for tidligt for ham at lære! Far og jeg fodrer ham, lad ham vokse lidt mere.
Ørnene blev meget forundrede: ifølge deres optælling var ungen allerede stor. Og da så de, at ørneungen rejste sig på benene. Han var høj og velnæret.
Hvad gør du, mor? Din kærlighed vil ødelægge en ung ørns liv! I har ikke lært ham at flyve eller at tage vare på sig selv. Er han måske svag?
Den unge ørn råbte til de gamle artsfæller.
Jeg er en ung ørn. Jeg vil være bjergenes konge! Jeg vil sidde i min rede og kigge på ørnene, på de høje bjerge, på det, der sker omkring mig.
Ørnene lo:
Og hvordan skal du så jage? Hvordan skal du skaffe dig mad?
I kan skiftes til at bringe mig den. For jeg bliver jo jeres konge! ― råbte han højt.
Nå, nå, se lige, kongen taler, ― lo ørnene endnu højere.
Så kom faderen tilbage med bytte.
Hvad foregår der her? spurgte han.
Jeres unge vil være vores konge og bjergenes konge, ― lo ørnene, ― og han kan ikke engang flyve. Hvordan kunne I lade det ske? I har ikke formået at opdrage jeres eneste søn! Vi har aldrig set noget lignende. Vi er stolte og uafhængige fugle.
Og så vendte ørnene reden på hovedet. Nogle fugle holdt moderen, andre holdt faderen. Den tykke unge ørn begyndte at falde ned i afgrunden. Han bredte vingerne ud, men ingen havde lært ham at flagre med dem.
Ørnemoderen skreg:
Red min søn! Han slår sig ihjel mod klipperne.
Den stolte far lukkede øjnene og sagde ikke et ord.
Men de kloge gamle ørne lod ikke den forkælede unge fugl gå til grunde. De fløj hen, greb ham under vingerne og hjalp ham ned på en stor sten.
Se, forældre. Vi tager jeres søn med, lærer ham at flyve, skaffe mad og jage.
Ørnemoderen skreg:
Jeg dør uden min lille søn!
Det er nemt, om en måned får I ham tilbage, han flyver selv hjem. I vil ikke kende ham!
Ørnene tog den unge ørneunge med sig og bar ham langt væk til hulerne. Der gik en måned.
Forældrene sad i reden og savnede deres søn. Moderen var blevet meget gammel. Hun blev syg. Faderen blev hele tiden ved hendes side, bange for at hun ville dø af sorg.
Så kigger de: lige mod dem flyver en ung ørn, slank og smuk, og i næbbet bærer han et bytte, en ung hare. Han landede og satte sig i reden.
Goddag, mor og far! Nu er jeg vendt tilbage. Jeg har bragt jer mad, en gave fra mig. De ældste har lært mig alt, hvad en bjergørn skal vide. Nu vil jeg tage vare på jer. Tak! Men jeg vil aldrig gentage jeres fejl: jeg vil ikke elske mine børn blindt, for blind kærlighed kan føre til ulykke...
