Der boede en lille musemand i skoven. Han elskede musik så meget, at han hørte den i alt: i bladenes raslen, i vindpusten, i floden der løb, i regnen der faldt på jorden.
Om aftenen besøgte musemanden en musiker, der boede ved skovkanten og havde skjult sig fra mennesker for at skabe sin bedste melodi. Det lille væsen kravlede højt op og satte sig på bagbenene, og med bangende hjerte lyttede han til, hvordan kunstneren spillede, næsten kun rørt ved de sort-hvide tangenter på det gamle klaver.
En aften bemærkede musikeren sin gæst, gik hen til ham og rakte nogle blåbær i sin hånd. Musemanden blev ikke bange. Han hørte musikken fra sjælen og følte, at det var et godt menneske foran ham, så han spiste bærrene og blev hvor han var.
Musikeren forstod, at det lille væsen ventede på en ny melodi, der skulle strømme fra det gamle, pålidelige klaver, der tjente det skønneste af alle kommunikationsmidler. Men hvorfor går han ikke væk, når der ikke er musik? Han må være meget bange for at være så tæt på et menneske. Og mesteren begyndte at tale.
Hvor smuk skoven er om sommeren! Hvor mange klare farver og dufte fra blomstrende planter! Og det er rigtigt, min lille musikelsker: sommeren lyder på en særlig måde. Nu skal jeg spille sommers melodi for dig, skrevet af en vidunderlig komponist. Så her er det: Antonio Lucio Vivaldi, "Årstiderne", "Sommer".
Så snart musikeren var færdig med at spille, sprang musemanden på gulvet og forsvandt bag døren, der stod på klem.
Tiden gik. Efteråret kom. Løvfaldet hvirvlede rundt, og duft af guldfarvet løv hang i luften som røg. Regnen besøgte skoven oftere og oftere, og det blev koldere.
En aften kom musemanden som sædvanlig for at lytte til musik. Pludselig fandt han et lille hus på sit yndlingssted - varmt og hyggelig. Efter at have gjort det sig bekvemt der, gjorde det lille væsen sig klar til at lytte.
Men musikeren havde ikke travlt med at spille. Han rakte musemanden et stykke æble og begyndte at tale.
Nå, hej min lille skønhedselskende! Jeg er glad for at se dig. Har du bemærket det? Fuglene flyver syd på, skoven er blevet gylden, det er blevet koldere. Efteråret er kommet. Nu skal vi, min ven, lytte til, hvordan det lyder. Gør det dig bekvemt. Antonio Lucio Vivaldi, "Årstiderne", "Efterår".
Mesteren spillede melodien færdig, men musemanden ville ikke længere væk fra sit hjørne. Han sad og lyttede til musikken fra den bedste kunstner. Selvfølgelig kendte han ikke andre, men dette menneske var blevet hans ven, der havde givet ham en vidunderligt klingende verden og et nyt hjem.
Nu var musemanden og musikeren uadskillelige. Mesteren komponerede melodier, og det lille gråe væsen gemte sig for kulden i sit hyggelige rede og lyttede. Og de vidunderlige lyde strømmed ud i det stille, væk fra travlheden, i huset ved kanten af den gamle skov.
Musikeren gjorde sig klar til vinteren og fyldte på med svampe, tyttebær og nødder. Og så kom vinteren.
Skoven blev dækket af sne, snestormene besøgte oftere, men i musemanden og musikerens hus var det varmt. Og med musikken blev de lange aftener mere muntre.
En morgen gik mesteren på en tur. Han gik ud på isfladen på floden for bedre at se den snedækkede skov og høre dens sange. I tanker mistede han fodfæstet og faldt gennem isen. Med nød og næppe kom han hjem. Efter at have skiftet til tørre klæder og varmet sig op, satte han sig ned for at spille for sin lille ven.
Hvor smuk er skoven, der sover til foråret under sit hvide tæppe. Stille og frostigt i den, og den skarp luft kildrer næsen. Vinteren har sin egen charme. Er du klar til at høre, hvordan vinteren lyder? Antonio Lucio Vivaldi, "Årstiderne", "Vinter".
Musikeren spillede melodien færdig og rejste sig fra stolen. Han svajade, gik hen til bordet for at tage nogle tørrede tyttebær og give musemanden nogle, men faldt pludselig kraftesløs på tæppet.
Det lille væsen følte, at der var noget galt med sin ven. Efter at have skubbet sig gennem spalten ved døren var det lille væsen ude. Skoven var virkelig smuk under sit hvide tæppe, men det lille væsen tænkte ikke på det. Det tænkte på, hvordan det kunne hjælpe musikeren, og besluttede at finde nogen, der kunne helbrede ham.
Fra løbet gennem det dybe snefald var musemanden helt udmattet. Når man er så lille, er det svært at bane sig vej gennem snedriverne, men hvad gør man ikke for en ven. Endelig så han et hus, og ved siden af sit værste fjendebillede - en kat.
Det var skræmmende at gå. Med sidste kraft kastede musemanden sig fremad og skubbed sig ind i en sprække. Han så en mand, der studerede nogle papirer.
Det lille gråe væsen gik meget tæt på ham og pieb sørgmodigt. Manden kiggede på musemanden.
Nå, hej! Det er sjældent man møder sådan nogle gæster i huset. Hvad er der sket med dig? Jeg er læge, jeg kan hjælpe. Lad mig undersøge dig.
Efter at have taget musemanden i hånden, undersøgte lægen omhyggeligt hans ryg, hoved, ben og mave.
Du er fuldstændig rask, min lille ven, selvom det ser ud til, at du har løbet længe og er meget træt. Noget bekymrer dig. Jeg skal give dig noget at spise nu, og så tænker vi på, hvad vi skal gøre.
Lægen rakte musemanden en ske grød. Det lille væsen spiste og vendte sig derefter mod døren og ventede på, at lægen skulle følge efter ham.
Lægen forstod musemanden og greb sin frakke og sin lægetaske. Det lille væsen løb med utrolig hastighed. Endelig nåede de musikerens hus.
Lægen gik ind og så mesteren sidde på gulvet. Lægen hjalp ham i seng, undersøgte ham og gav ham medicin. Musikeren gjorde en grimasse: miksturenvar slet ikke som en sød bonbon. Det lille væsen gjorde en grimasse sammen med sin ven.
Hele natten sad lægen ved den syges seng og sænkede feberen. Musemanden lå med snuden i venens hånd og sov, udmattet af den lange rejse.
Om morgenen følte musikeren sig bedre. Lægen efterlod ham den nødvendige medicin og gik væk og sagde, at han ville komme tilbage om en uge.
Musikeren blev rask. Han tog igen fat på sin bedste melodi, og vinteren gik på hælene. Udenfor blev det varmere, fuglene vendte tilbage fra varme lande, sneen smeltede og sneklokker blomstrede.
En dag gik mesteren hen til vinduet, åbnede det og inhalerede forårsluften. Alt omkring var fyldt med naturens friskhed, der vågnede fra lang søvn. Han gik ud på skovkanten, beundrede de første blomster og vendte tilbage til huset og satte sig ved klaveret.
Hvor smuk er foråret, min ven! Hvor smuk er naturen, der våger fra søvn! Hvor vidunderligt synger fuglene, der er vendt tilbage efter den lange vinter til deres hjemland! Og jeg kunne ikke have set og hørt alt dette, hvis du ikke havde bragt lægen. Tak! Jeg skal spille en vidunderlig melodi for dig, som indeholder hele forårrets charme. Så her er det: Antonio Lucio Vivaldi, "Årstiderne", "Forår".
Efter at have spillet færdig, tog mesteren nogle tyttebær, der var tørret tilbage på efteråret, ud af skabet og rakte dem til musemanden.
Tag dem, min lille redder! Snart kommer sommeren igen. Sådan skifter årstiderne. Nu ved du, hvordan de lyder. Og hver enkelt har sin egen unik skønhed, musik og duft. Af en eller anden grund tror jeg, at der i vores liv vil være mange flere år og vintre, der skifter hinanden uforanderligt og efter tur...
Og sådan levede musemanden og musikeren ved skovkanten. Musikeren skrev sin bedste melodi. Musemanden glædede sig og var stolt af sin ven af hele sit hjerte.
Tro det eller ej, men sådan var det... Kærlighed til musik bandt den vidunderlige mester og det lille gråe væsen sammen med stærkt venskab.
