Denne historie fandt sted for længe siden. Den blev hørt af min oldemor, som fortalte den til min farmor, og hun fortalte den til mig. Nu fortæller jeg den til jer, og tror I på den, eller tror I ikke, må I selv om.
For mange år siden levede der på jorden mennesker, som var modige og stærke. Smukke var de, både i sjælen og i kroppen. De kaldte sig Narterne, og stedet, hvor de boede, bar det melodiske navn Alania ― et sted med magiske skønheder! Snedækkede tinder, der rækker op i himlens blå, eventyrligt smukke bjergkløfter, smaragdgrønne bakker og turkisblå søer… Luften er ren og klar som krystal. Den er fyldt med den fine duft af …mm… sjældne blomster: gennemsigtige edelweiss, alpine rododendron, bjergiris, frisk enggræs og en utrolig varme, der udstråler fra selve dybet af denne jord.
Det var på et sted som dette, at Mesteren med de gyldne hænder boede. Folk undrede sig: alt, hvad Mesterens hænder rørte ved, forvandledes som ved magi til skønhed. Mesteren arbejdede meget og hjalp både små og store og glædede børn og voksne.
En dag, efter et hårdt arbejde, satte Mesteren sig under et træ for at hvile lidt, og han lagde ikke mærke til, at han faldt i søvn. Gennem søvnen hørte han skovens støj, brusen fra den vilde bjergflod, og pludselig lød fuglekvidder højt over hans hoved. De kvidrede og afbrød hinanden, som om de skyndte sig at dele noget.
Mesteren lyttede uden at åbne øjnene…
Bliv ikke overraskede. Mesteren kunne let forstå dyrenes og fuglenes sprog, fordi han elskede og passede på naturen.
På en gren i træet, dømt efter stemmerne, sad tre små fuglepiger.
Tjyt, tjyt, tjyt, hvor smukke stemmer har vores søstre, kvidrede en af fuglene.
Ja, fortsatte en anden, vi kan kvidre både sørgmodigt og glad. Og også klingende og let.
Det er interessant, fangede den tredje op, mon nogen andre kan synge lige så smukt som os?
Vrøvl, næppe, nej! var alle tre fuglepiger enige om, fløj op og fløj væk.
Da vågnede Mesteren. Han tænkte over det… Fuglenes samtale havde rørt og inspireret ham. Han kunne ikke holde den ulmende lyst til at skabe og skille sig af med, så han sprang op og gik i gang med arbejdet.
Mesteren gik op på det skovklædte bjerg på den sydlige skråning ― der, hvor solen gavmildt skænker sin varme over alt. Der fandt han en stor, stærk hasselbusk, og af en tyk gren skar han en rund skål. Han spændte to strenge af hestehår, og instrumentet begyndte at spille så langsomt og klagende, at hjertet krympede sig. Da græd både skoven og bjergene. Fra ingenting kom der skyer drivende, og fra himlen løb tårer… Så sørgmodigt og trist sang instrumentet.
Det kunne virke så enkelt: to strenge og en trækrop, men det lød som en menneskelig, knirkende stemme. Ikke i alle hænder ville det synge, kun i de kærlige og gode.
Længe betragtede Mesteren sit værk og gav det et navn, sådan som forældre navngiver deres barn. Han kaldte det Kisyn-fandyr (fra ordet «kis», som betyder hår).
Næste dag, der hvor tre floder løb sammen i ét løb ved foden af tre bjerge, så Mesteren et mægtigt sort cedertræ. Det suste med sine lodne grene.
Mesteren valgte et helt stykke træ, skar en trekantet grundform, der lignede en bue, og spændte strengene. Da kom solen, der havde gemt sig bag mørke skyer, frem. Lige foran Mesteren landede tolv skinnende solstråler på jorden. Det så ud, som om de netop var sprunget ud af en himmelsk «solfald». Hoppende fra den ene streng til den anden begyndte de at spille…
Og en blød, solrig, glitrende melodi flød ud. Den lød så smukt, at alt omkring stilnede af i forundring. Det virkede, som om instrumentet selv spillede den fortryllende melodi. Som om en kraft løftede det højere og højere op i den rene azurblå himmel.
Ingen turde røre sig, for ikke at skræmme stemmen væk: den, der sang, spredte sig over bakkerne og bjergene, bredte sig over det smaragdgrønne græs og klang højt i himlen.
Et utroligt under! tænkte Mesteren. Jeg havde aldrig troet, at solstråler kunne være så dygtige musikere!
Mesteren kaldte instrumentet fandyr, hvilket betyder «musik».
Det tredje instrument opstod af et stilk af siv, i hvilket Mesteren borede huller, og der lød en musik så let og klingende, som om en bjergvind spillede den. Mesteren kaldte instrumentet uadyndz, hvilket betyder «ånde».
Så snart uadyndz begyndte at spille, skete der utrolige ting: floderne gik over deres bredder; bjergskråningerne dækkedes af et grønt tæppe; på engene dukkede der mange slags blomster op, og mellem dem begyndte sommerfugle og bier at flagre; bjørnene vågnede af vinterdvalen og kom ud af deres huler. Der kom en ægte forårs…
Mesteren så med beundring på det, der skete, og sagde: «Lydene fra disse instrumenter har bragt himmelsk velsignelse, farn, til vores hjem. Lad altid den magiske musik lyde ― fandyr!»
Fra da af arbejdede han til melodiernes toner. Og melodierne samlede sig selv til sange, som priste alt, hvad Mesteren så omkring sig: de smukke blomster, de krystalklare bjerge, de gennemsigtige floder, de blå søer. Alt, hvad der levede og voksede på det kære alanske land. Musikken sang om alt, hvad der fyldte Mesterens sjæl.
I lydene fra musikinstrumenterne (fandyren, kisyn-fandyren og uadyndz), som Mesteren havde skabt, fandt folk trøst, når ulykken kom. Og når der skete dem noget godt, udtrykte de også deres glæde i den smukke klang.
Derfor siger man blandt folket, at der findes sange til alle livets lejligheder, og at der ikke er nogen, der i sit liv ikke har sunget sin egen sang.
Lad altid den magiske musik lyde ― fandyr!
