I en lille landsby, helt i kanten af den, stod et usædvanligt hus. Det skilte sig meget ud fra alle de andre bygninger i landsbyen. Folk kom endda bare for at se på det.
Huset mindede om et rigtigt eventyrslot. Det var lille, med runde vinduer omrammet af snørklede, blondagtige karme, taget lignede en stor honningkage, og væggene var malet i en blid rosa farve.
Omkring huset var der mange blomster og blomstrende træer, der var endda en dam, hvor to pragtfulde snehvide svaner svømmede, alt ved dette hus var ekstraordinært.
Og ingen anede, at der boede en familie af troldmænd i det. Mor, far, bedstemor og pigen Milana, som i dag havde fødselsdag - hun blev seksten år.
Til denne festlige lejlighed blev der holdt en stor fest i huset, for pigen havde nået den alder, hvor hun kunne begynde at lære det finere ved trolddomskunsten.
Da festen nærmede sig sin afslutning, og gæsterne begyndte at gå, kaldte bedstemoren på Milana:
Du ved, min pige, at vi ikke er som de fleste mennesker, vi har en kraft, der kaldes trolddom. Og vi må kun bruge denne kraft til at gøre gode gerninger. Vi har hjulpet mennesker i mange år, når vi ser, at de ikke kan klare sig uden vores hjælp.
For at begynde at lære alle finesserne, vil jeg give dig tre bånd, som du kan bruge til at gøre tre gode gerninger, men husk. Hvis du vil bruge deres kraft til noget dårligt, vil båndene blive til bare små grene og miste deres magiske egenskaber.
Bedstemoren fortsatte sin fortælling.
Milana tog de magiske bånd fra bedstemoren, som var blå, grønne og orange, og gik til at sove.
Om morgenen, da det blev helt lyst, gik Milana ud gennem husets port, hun besluttede at gå en tur rundt i landsbyen. I dag var det lørdag, så der skulle være mange mennesker på gaderne.
Pigen kunne slet ikke finde på, hvor hun skulle bruge båndenes magiske kraft. Milana gik ned ad en gade, så ned ad en anden. Og overalt var alle optaget af deres egne gøremål, ingen lagde mærke til pigen.
Milana mødte en gammel kone, som bar tunge poser, og tilbød hende sin hjælp, den gamle kone svarede, at hun var meget taknemlig, men var allerede kommet til sit hus. Sådan gik pigen rundt til frokost, og blev endda lidt træt.
Milana kom til nogle gamle ruiner, som længe havde været forladt af mennesker, og kun børn legede farlige lege her. De forladte bygninger lå næsten i midten af landsbyen og gjorde livet surt for de fleste mennesker, der boede på denne gade.
Lige nu kom der børnestemmer derfra, drengene legede noget.
Milana kravlede over gamle træstammer og så en af drengene:
Hvorfor leger I her, har I ikke noget bedre at lave? Det er farligt her, I kan blive knust af noget når som helst!
Sagde Milana til ham.
Da drengene så pigen, løb de alle hen til hende og råbte i kor, at de ikke havde noget sted at gå hen, fordi der ikke var nogen legeplads eller park i landsbyen.
Så mindedes pigen sine magiske bånd og fandt på, hvor hun skulle bruge dem.
Milana sagde til drengene, at de skulle gå hjem for at spise frokost og komme tilbage her om aftenen. Og hun selv kastede det orange bånd på jorden, og på et øjeblik forsvandt alle de gamle bygninger, og omkring dem dukkede velholdte blomsterbed og stier med bænke op.
Pigen kastede det grønne bånd, og på stedet for det gamle hul dannede der sig en lille dam, over hvilken en pil strakte sig, og ænder svømmede på vandet.
Til sidst var der kun det sidste blå bånd tilbage, som skabte en hel legeplads, der var alt muligt her: gynger, rutsjebaner, forskellige stiger, karuseller.
Da drengene kom om aftenen, kunne de ikke tro deres øjne, hvor var det smukt her, selv voksne mennesker kom glade for at se på den lille park, der var dukket op ud af det blå.
Og Milana var meget glad for, at hun med sine gode gerninger kunne give mennesker så meget glæde.
