I et lykkeligt kongerige boede en prinsesse. Ja-ja, kære børn, I hørte rigtigt – i et lykkeligt! Her spillede musik altid, og mennesker smilede. Måske derfor gemte solen sig ikke bag skyerne selv når det regnede, men blinkede muntert frem bag regnbuen. Den var en konstant gæst (bortset fra om natten selvfølgelig), og indbyggerne kendte slet ikke til grå dage og tristhed.
Prinsessen var så sødt et barn, at hoffet ømt kaldte hende "vores solstråle", og hendes navn var Lysstrålen. Den søde pige tilbragte hver dag med glæde og sjov, og kongen og dronningen var helt forelsket i deres lille skat. Men der var dog én regel, som var strengt forbudt.
Det var strengt forbudt for hende at gå ind i den mørke skov: der var grænsen mellem menneskers rige og kæmpernes rige. Prinsessen blev fortalt hver dag om kæmperne og hvor farlige de var, men den søde pige var slet ikke bange for dem. Og hvordan kan man være bange for noget, man aldrig har set? Måske havde de voksne bare opfundet det for at hun ikke skulle gå i skoven!
Prinsessen elskede slottets have: der var blomster i alle mulige farver, og sommerfuglene!.. Pigen beundrede dem længe. Da prinsessen så en smuk sommerfugl, kneb hun sig selv: var det en drøm, for vingerne på den flagrende blomst skinnede i alle regnbuens farver!
Pigen ville så gerne se dette vidunder nærmere, men sommerfuglen lod hende ikke komme tæt på: nu fløj den over haven hegn, og prinsessen fulgte efter som besat. Lysstrålen vidste ikke, at sådanne sommerfugle kun lever i kæmpernes rige, og almindelige mennesker må ikke se på dem længe. Under indflydelse af hypnosen, som sommerfuglens vinger havde, fulgte mennesket efter uden at se noget omkring sig!
Og sådan opdagede pigen ikke, hvordan hun endte i skoven. Det var helt uklart, hvor sommerfuglen ville have ført hende hen, men Lysstrålen vågnede op, fordi en ukendt kraft pludselig løftede hende i luften og placerede hende i en mørk kasse. Faktisk havde kæmpebarnet sat prinsessen i en tændstikæske, selvom det næppe ville have beroliget pigen!
Tiden syntes at stå stille. Men så blev prinsessen simpelthen rystet ud af kassen (tændstikæsken), og hun så det enorme kæmpebarn.
Hej, — sagde prinsessen ømt efter at have overvundet sin frygt.
COOL! DEN KAN JO OGSÅ TALE! Ah ja, og hej til dig! — kæmpebarnet var helt begejstret.
Hvor er jeg?
I Kæmpernes Land selvfølgelig! Du skal være mit kæledyr!
Men jeg kan ikke være et kæledyr, jeg er jo menneske! Og desuden prinsesse! — pigen forsøgte at sige de sidste ord mere selvsikkert, så denne store dreng ville forstå, hvem hun var!
Endnu bedre, for mor siger, at jeg er for lille til at have kæledyr, det er altid "senere, senere vi får en"… og hun har ikke sagt noget om prinsesser!
Lysstrålen forsøgte at protestere og forklare kæmpebarnets, at hun ikke havde tænkt sig at blive her et øjeblik, og slet ikke være et kæledyr. Men kæmpebarnet lyttede slet ikke. Han fortalte muntert om sig selv, at han var meget ansvarlig, ofte hjalp sin mor, og ville passe godt på prinsessen.
Forresten, syng mig en sang, mor elsker sange. Så overbevisser vi hende helt sikkert om, at du er et vidunderligt kæledyr!
Ja, for det første er jeg ikke et kæledyr! For det andet vil jeg ikke synge! — prinsessen blev så vred, at hendes kinder blev helt røde. — Dumt drengekøbenhavn, hvordan tør du opføre dig sådan over for mig! Tror du, at fordi du er en kæmpe, må du gøre alt? Du er bare… du er bare…
Pigen nåede ikke at blive færdig, kæmpen tog roligt fat i hendes kjoles krave og løftede hende så højt, at prinsessen lukkede øjnene af frygt. Kæmpebarnet begyndte at svinge hende frem og tilbage.
Nå, vil du synge nu?
Okay-okay, bare sæt mig ned, venligst!
Kæmpebarnet satte prinsessen ned på et enormt bord, og holdt fast i hende med fingrene for at hun ikke skulle stikke af.
Nå, jeg venter! Vil du flyve mere?
Straks-straks! — prinsessen samlede mod. Problemet var, at hun slet ikke kunne synge: hendes sang lignede mere en krags skræppen, men hvordan skulle hun forklare det for det dumme kæmpebarn?!
Efter at have trukket et dybt vejretag, begyndte prinsessen at synge en sang om en ridder, som dronningen ofte sang for hende før sengetid. Men dronningen havde en fortryllende stemme, mens prinsessens… Allerede efter et par linjer blev hun rystet i luften igen.
Du gør det med vilje, ikke? — kæmpebarnet blev virkelig vred.
Nej, det gør jeg ikke! Jeg kan bare ikke synge, forstår du?
Kæmpebarnet satte forvirret prinsessen ned på bordet igen, holdt fast i hende med fingrene og tænkte efter.
Hvis mor hører sådan nogle skrig, vil hun aldrig lade mig få et kæledyr… Hurra, jeg tror jeg har fundet ud af hvad jeg skal gøre med dig!
Slippe mig? — spurgte prinsessen håbefuldt.
Selvfølgelig ikke! — lo kæmpebarnet, — jeg giver dig til Anette: hun ville gerne have en levende dukke, og hun har et lille hus. Eller jeg bytter dig for glaskugler!
Det tilfredse kæmpebarn satte pigen i tændstikæsken og lukkede den tæt. Før det gjorde han små huller i æsken, så prinsessen kunne trække vejret. Men hullerne var for små til at komme ud.
Prinsessen blev alene, og for første gang i sit liv rullede en tåre ned ad hendes kind. Hun var bange for sig selv, for sine forældre, som sikkert allerede havde sat hele kongerige på søgning efter hende, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Græd ikke, Lysstrålen! — lød en stille stemme ved siden af hende.
Hvem er det? Hvordan kender du mit navn?
Vær ikke bange, jeg er Solstrålen, jeg blev sendt til dig for at hjælpe af mor Sol.
Kan du få mig hjem? — først nu bemærkede prinsessen svage lysstriber ved siden af sig.
Både ja og nej.
Hvad betyder det? Så er det hele forgæves, jeg vil aldrig se mor og far igen, — en ny tåre rullede ned ad prinsessens kind.
Jeg kan forvandle dig til en lysstråle. Du vil rejse sammen med os, solstrålerne, overalt hvor solen skinner. Og du vil komme hjem, men kun når solen besøger dit kongerige.
Ja, selvfølgelig, jeg accepterer! I vores lykkeligt kongerige skinner solen altid, jeg kommer snart hjem!
Men prinsessen vidste ikke, at efter hendes forsvinden kom tristhed og dårligt vejr til kongerige. Det var som om al glæde var væk, mennesker holdt op med at smile og le, kun sure ansigter og tårer. Ikke underligt at mor Sol ikke besøgte det triste kongerige.
Dronningen blev plaget af mareridt, hun hørte sin datter kalde på hende, men vidste ikke hvor hun var. Og hele kongerige var nu dækket af sort stof: i riget havde man holdt sorg i et år for den forsvundne prinsesse. Men denne tidlige morgen var ikke som alle de andre: dronningen havde en drøm, hun så sin lille datter og hendes første smil.
Dronningen bemærkede ikke engang selv, hvordan hun for første gang på så lang tid smilede i søvne. Og det var nok til at mor Sol kiggede ind i kongerige og varmede det med svage, men varme og lyse stråler!
Dronningen vågnede op med et smil, og på vinduet dukkede en lysstribe op, som pludselig forvandlede sig… til prinsesse Lysstrålen! Kongen, dronningen, prinsessen, den simpleste bonde – alle var lykkelige, det var som om selv blomster smilede! Kongerige BLEV LYKKELIGT IGEN!
Kære børn, I spørger hvad der blev af kæmpebarnet? Ja, det gik ham fint! Han blev slet ikke ked af det, da han fandt den tomme tændstikæske. For mor gav ham et kæledyr, en bjørn.
Og den tåbelige bjørn var ikke imod at blive tam, for nu bliver han fodret med honning, syltetøj og alle mulige søtsager hver dag!
