Der boede engang et Løntræ i en smuk nordlig by.
Hvordan det kom hertil, kunne det ikke længere huske. Man plejer at sige om sådan nogle, at hvor man er født, der hører man hjemme.
Løntræet stod der med sine brede, udstrakte grene og observerede livet omkring sig. Nogle gange søgte spurve tilflugt i dets krone for regn og vind, andre gange stoppede drenge og piger, der kom fra skolen, op for at snakke ved siden af det.
Forelskedepar elskede at drømme om sommeren i dets skygge.
Sådan levede Løntræet. Efter længere eller kortere tid flyttede en gråhåret gammel mand ind i huset ved siden af det. Løntræet så ham ofte. Manden havde sorgtunge øjne og et godt hjerte.
En dag stoppede den gamle mand ved Løntræet. Løntræet risled med sine blade:
Gammel mand, jeg har kendt dig længe. Du er alene og jeg er alene. Lad os være sorgtunge sammen.
Hvorfor være sorgtung? Lad os glæde os over hver dag. Se hvor mange mirakler der er omkring os!
Og det var sandt. Løntræet begyndte at bemærke, hvordan Solen skinnede på en særlig glødende måde, med kærlighed. Mennesker kom under træets grene og delte gode intentioner og oprigtige følelser.
En dag i det gyldne efterår kom en lille pige, en førsteklasser, hen til Løntræet. Med begejstring samlede hun dets farverige blade i en smuk buket, kærtegnede det med kærlighed og løb væk.
"Bedstefar, se! Det er mine venner! De er rigtige, smukke!" råbte pigen til den gamle mand lige fra døren. Foran den gamle mand udfoldede sig blade af usædvanlig skønhed.
"Et godt Løntræ. Hvor meget godhed kommer fra det," tænkte den gamle mand.
Den næste dag blev Løntræet fældet. Og der opstod et tomrum i den gamle mands sjæl. Spurvene chirpede ikke længere så klart, og Solen holdt op med at varme.
Vinteren kom, kold og frostig med nytårsfyrværkeri.
Den gamle mand levede gennem den med åbent hjerte og stille sorg.
Vinteren gik, og det rosige forår erstattede den.
Majsolen varmed blidelig livet omkring. Overalt vågnede varmen.
En dag løb hans barnebarn ind gennem de åbne døre til den gamle mand: "Bedstefar, der er dukket små grene med blade op fra løntræets stubbe. Et mirakel! Et rigtig mirakel!".
Den gamle mand lo, og verden svarede ham med venligt latter. Det var tid til at glæde sig over hver dag igen.
