En blød plys-bjørn havde ligget bag skuffen i mange år, dækket af støv som af et tæppe. Dens lille slidt øre ragede knap nok frem, og ingen lagde mærke til det. Ingen vidste, at Misha så alt, hvad der skete omkring ham, med sine sorte knap-øjne.
Der var de smukke røde hæle-sko ― det var mor Nadja, der samlede legetøj i en kasse, og Misha, som sædvanligt, blev ikke bemærket. Misha elskede mor Nadja. Hun nynned ofte noget muntert, og bjørnen mindedes kort, hvor glædeligt det havde været før.
Hen mod middag kom Bonja ind i værelset ― en stor munter hund. Den greb en klart grøn bold og jagede den rundt på værelset, og med sin enorme hale stødte den pænt opstillede legetøj af hylderne. Selvfølgelig ikke sådan som Misha ― andre: nye, nødvendige. De var ikke dækket af støvlag og var stolte over at blive tørret hver lørdag.
Nogle gange tænkte Misha, at hvis han blev fundet, ville han også få plads på hylden, helt sikkert ved siden af den nye robot eller byggekassen. Tidligere havde han endda forsøgt at snige sig ud bag den gamle skuffe, blive set, så de ville huske ham, blive glade, vaske og kæmme ham. Men gennem årene var det kun lykkedes ham at vise spidsen af øret, og det var ikke nok.
Men nu vidste han, at han ikke længere var nødvendig for nogen, og han nøjedes med det lille: han kiggede gennem spalten under skuffen på livet i værelset. Måske var det godt, at alle havde glemt ham. For trods alt var Misha hjemme: han var ikke blevet smidt ud på gaden eller givet til nogen anden.
Om aftenen kommer Mishas alleryndlingslyd ― Sankas latter. Hun griner altid så højt, at selv de fjerneste hjørner fyldes med hendes latter. Sanka går rundt i huset i stribede sokker. Nogle gange er de forskellige farver, som i dag for eksempel. På det venstre ben pryder en rosa sok med hvide striber, og på det højre ― en hvid med rosa striber.
Og så er det tid til at gå i seng. Det er det saddeste. Misha mindedes godt, hvordan Sanka for mange år siden var så lille og skrøbelig, og han var hendes yndlings-plys-ven. Det lille barn trykkede bjørnen til sig i søvne og nød at bide på det længe lidt øre. Men Misha klagede aldrig, han elskede at sove på en blød pude og være dækket af et varmt tæppe.
Misha mindedes, hvordan Sanka voksede op. Hun arrangerede verdens bedste te-selskaber blandt legetøjet! Så omsorgsfuld, venlig og øm var hun, hun skænkede te til alle ved bordet, selv til Bonja. Og han havde den største kop med tre teskefulde sukker.
Da Sanka blev lidt større, elskede hun at lægge sin plys-ven til at sove. Ja, han fik sin eget lille legetøjs-seng. Og hver aften læste pigen ham sin yndlingsbog og sagde, at hun aldrig ville glemme ham, selv når hun skulle i skole eller blev helt stor og skulle arbejde i en ballon-butik. Hun lovede at tage ham med til arbejde. Og Misha faldt i søvn, og hans knap-øjne smilede. Han troede på Sanka.
Og nu er Sanka helt stor: hun går i skole, pakker sin skoletaske hver morgen. Nogle gange falder en blyant og ruller lige under skuffen. Misha tænker, at det er det øjeblik, og pigen endelig vil se sin gamle ven, men Sanka tager bare en anden. Og så lukker døren bag hende.
Og Sanka går i seng alene. Og læser ikke for nogen før sengetid. Og Misha falder i søvn i sit lille hjem lige på gulvet, blæst af vinden fra det åbne vindue.
Så kommer der en ny dag. Sanka går i skole, og mors røde hæle-sko dukker op. I dag er hun ikke alene. Fra morgenen leger Bonja i værelset. Denne gang har hunden stjålet en frygtelig pibende dukke, og mor tog den hurtigt fra hunden.
Misha ved, at Bonja ikke giver op og helt sikkert finder sig et nyt offer blandt Sankas legetøj. Efter et par sekunder jager den utrættelige hund allerede blyanter rundt på værelset. Endnu en blyant ender under skuffen. En stor fluffet hundelabe trænger dristigt under skuffen. Og i samme øjeblik føler Misha, at hans øre ender i hundens mund.
Det er ikke let at trække Misha ud, men Bonja er stædig. Hun knurrer. Endnu lidt mere, og øret bliver revet af. Mor Nadja kommer til undsætning i tide og jager den vilde hund væk.
Hundredvis af tanker flyver gennem Mishas hoved på en gang. Han er fundet! Han er i mor Nadjas hænder. Hun ser på ham overrasket, som om hun ser ham for første gang. Men han husker hende! Han elsker hendes røde hæle-sko! Og så stiller hun det vigtigste spørgsmål for Misha: "Hvad skal jeg gøre med dig, Misha?"
Hvis han kunne, ville han bede hende om at sætte ham på hylden, selv på den fjerneste. Eller lægge ham i en kasse med legetøj, selv på bunden, så han ville være usynlig. Eller endda sætte ham tilbage bag skuffen. Ja, det er støvet og trangt der, men han er vant til det. Bare ikke smide ham væk eller give ham til nogen anden.
Men Misha tier stille, og mor Nadja bærer ham allerede væk. Det sidste, han ser, er Bonjas triste øjne. Hun mistede sit bytte. Nu er han i et værelse, helt ukendt, voksent.
Sanka kom hjem fra skole tidligere end sædvanligt. Hun satte sig træt på sengen og begyndte at pakke sin skoletaske ud. Lektier, lektier, lektier, og så lektier derhjemme, så klubber… Hvis hun når det ― læser hun sin yndlingsbog før sengetid. I dag griner hun ikke, leger ikke med robotten eller sin yndlings-hund. Misha ville være meget bedrøvet, hvis han havde set hende trist, men han så det ikke, han var ikke længere bag skuffen.
Pigens dag strakte sig uendelig længe. Endelig hørte Sanka det velkendte "Det er tid til at sove" fra mors værelse. Virkelig, det er tid. Pigen havde allerede skiftet til pyjamas, da mor bankede på døren og stille gik ind i værelset.
Sasha, jeg fandt noget bag skuffen, ― sagde hun og satte sig på sengen.
Hvad? "Blyanter og kuglepen?" ― spurgte Sanka træt.
Se her, ― svarede mor og rakte datteren plys-bjørnen, ― jeg tænkte på at smide den væk, men jeg turde ikke. Hvis du vil, kan vi give den til nogen. Min veninde på arbejde har en lille datter..."
Misha! ― afbrød pigen sin mor og greb bjørnen. ― Hvor var du dog!"
Sanka er glad. Det betyder, hun husker. Det betyder, hun ikke løj.
For første gang i mange år smiler de sorte knap-øjne igen.
