I landsbyen Dubrovskoye boede en kat ved navn Ballerup. Han fik det navn, fordi han mest af alt elskede at lege uartig, drille alle, og tilbringe lange timer med at lege i gården. Derudover elskede Ballerup at spise godt og sove på det grønne græs i haven.
Kattens bedste ven var hans ejer, drengen Kolya Knopkin. Det var en lille dreng, der boede med sin far og mor i et hus ved kanten af landsbyen tæt på en tæt skov. Vennerne tilbragte meget tid sammen. De legede i haven og gården, og gik i skoven. Ballerup elskede at samle bær, mens Kolya elskede at samle svampe.
Men alt ændrede sig, da drengen startede i første klasse på sin landsbyskoler. Han var en flittig elev. Der var mindre tid til at lege med sit kæledyr. Katten blev fornærmet over Kolya og savnede ham meget, når drengen var i skolen.
Kolya forklarede sin ven, at skolegang var meget vigtig, og at alle skulle lære. Men Ballerup sagde, at han havde det fint uden at gå i skole.
Ja, jeg kan hverken læse, regne eller skrive. Jeg har slet ikke brug for det! — miauvede den pelsede kat grumset.
Det er dumt at sige! Vil du have, at jeg skal øve mig med dig? — sagde Kolya igen og igen.
Nej, det vil jeg ikke! — svarede Ballerup stivsindet.
Efter sådanne samtaler løb katten ud for at lege i gården, eller oftere ud i skoven. Der havde han endnu en ven — en lille hare ved navn Langøre. Vennerne elskede at løbe langs skovstier, lugte blomster, jage farverige sommerfugle og ligge i skyggen under grantræer.
En dag kom Ballerup løbende ind i skoven, men kunne ikke finde harens. Han ventede meget længe på ham på en skovlysning. Da de endelig mødte hinanden, opdagede katten, at Langøre, ligesom Kolya, var blevet elev. Han går i skole.
Er der en skole i skoven? — spurgte katten harens.
Selvfølgelig! Vores Skovskole, — svarede vennen stolt.
Men hvorfor skal du gå i skole? — fortsatte Ballerup.
Det er min drøm! — svarede Langøre. — Man skal kunne læse godt. Fra bøger kan man lære meget interessant. For eksempel om fjerne lande, have og oceaner, om eksotiske dyr, der lever langt, langt væk. Jeg er meget nysgerrig!
Ballerup blev alvorlig og tænkende, for begge hans venner gik nu i skole. Og kun han selv var ikke elev.
Langøre, jeg er ikke en skovbeboer. Men måske vil Skovskolen også tage imod mig?
Selvfølgelig! Vi skal sidde ved samme bord og lære sammen! Jeg er så glad!
Katten sagde intet til Kolya, han holdt det hemmeligt. Hver morgen gik drengen til sin skole, og Ballerup gik til sin. Han elskede at gå i skole. I Skovskolen fik katten nye venner.
Tiden gik. Ballerup lærte at læse, regne og skrive. Han var en flittig elev. Nu kunne katten læse interessante bøger. Han elskede især eventyr.
Kolyaes fødselsdag kom. Om morgenen modtog drengen en fødselsdagshilsen fra Ballerup via e-mail. Kolya kunne ikke tro sine øjne. Drengen troede, at nogen havde spøget med ham. Men så kom katten ind i værelset med en stor buket blomster, som han havde samlet i skoven sammen med Langøre. Ballerup afslørede sit hemmelighed for Kolya. Vennernes ansigter strålede af glæde. Nu blev deres venskab endnu stærkere.
Ballerups yndlingsbeskæftigelse blev at læse eventyr sammen med Kolya. I sådanne øjeblikke var de begge fuldstændig lykkelige.
