Der var engang tre små killinger. En dag, da deres moder, Katten, var gået ud for at arbejde, opdagede de uden at lægge mærke til det, at de var endt i en tæt skov. Natten nærmede sig, og ungerne kunne ikke finde vej hjem – de var gået vildt vild.
De fandt en forladt hule i et gammelt egetræ og blev boende i skoven. Killingerne var bange for alt – skovens verden var ukendt for dem: de skulle selv skaffe mad, indrette deres nye hjem og lære at leve under disse forhold.
Et sted længere inde i skoven boede en ensom løvinde. Hendes søn, Løven, var for længe siden vokset op og var gået sin egen vej, og hun var blevet alene. Hun havde en veninde, Egernet, som havde to uartige egernunger.
En dag, mens de hoppede fra gren til gren, løb de væk fra deres moder og mødte killingerne. De begyndte at lege sammen og bemærkede ikke, hvor hurtigt tiden gik – det blev gråt, og natten nærmede sig.
Egernungerne skulle hjem til deres moder, men skoven var blevet mørk og skræmmende. Uden at tænke længe over det besluttede de at blive natten over hos deres nye venner.
Moderegernet ventede længe på sine børn, blev nervøs og besluttede at gå ud for at lede efter dem. På vejen mødte hun løvinden og fortalte hende om sin bekymring.
Løvinden tilbød sin hjælp til at søge efter børnene – to søgende havde større chance. De spurgte alle, de mødte, om de havde set egernungerne, men ingen havde set dem.
Vi har gennemsøgt næsten hele skoven – hvor kan de være?
Sagde løvinden forvirret.
Lad os kigge endnu engang ved det store gamle egetræ – måske er de der.
Egernungerne hørte deres mors velkendte stemme og kravlede hurtigt ud af hulen.
Moderegernet, glad og lettet, omfavnede sine uartige børn.
I gjorde mig meget bange – hvorfor er I her?
Spurgte hun.
Undskyld, mor, vi legede med vores nye venner og bemærkede ikke, hvor hurtigt tiden gik.
Forklarede egernungerne.
Men hvorfor bor de her?
Spurgte moderegernet.
De er gået vildt vild og bor nu uden deres moder, helt alene i denne hule. Der er ingen, der passer på dem.
Forklarede egernungerne.
Løvinden blandede sig i samtalen – hun blev meget ked af det over de små killinger:
Jeg er ligesom jer helt alene – min søn har længe boet sammen med sin egen familie. Hvis I ikke har noget imod det, kom med mig – vi kan bo sammen og danne en ny familie!
I det øjeblik var killingerne de lykkeligt! De havde fået en moder igen, en der ville elske dem, opdrage dem, beskytte dem og passe på dem når de var syge.
Løvinden elskede sine adopterede børn meget højt og omgav dem med omsorg og opmærksomhed.
Alle mødre har brug for at give deres sjæl og kærlighed til nogen, så de ikke føler sig alene. Og alle børn har absolut brug for en moder – kun hun vil uden at tænke en sekund give sit hjerte for hvert barn!
