I en magisk skov levede en familie — mor bjørn, far bjørn og små bjørneunger. Den ældste hed Smørblomst, den mellemste hed Godrik, og den yngste pige bjørneunge hed Hale-Pote. De boede alle sammen i et smukt stort hus, hvor væggene og trapperne var lavet af duftende træ.
Drenge bjørneungerne boede i deres eget værelse. Hver havde sin egen træseng, og på hylderne lå mange forskellige legetøj — store tanks, næsten som rigtige, pistoler, bulldozere og endda enorme byggeklodser, som man kunne bygge et stort hus af.
Man kunne straks se, at her boede drenge. Men i Potes værelse var alt lyserødt, både sengetæppet, gardinerne for vinduerne og kjolerne, som der var rigtig mange af i det lyserøde skab.
Alle bjørnene, både de voksne og børnene, arbejdede hele sommeren og hele efteråret for at samle så meget mad som muligt til vinteren. For om vinteren er der ingen mad i skoven, overalt ligger der blødt sne, og der er ikke en eneste butik, hvor man kunne købe lækkerier.
Derfor stod der ved væggene i det enorme forrådskammer fade med honning, store trækasser med hindbær, æbler, abrikoser, blommer, pærer og tyttebær. Og der var meget mere forskellig mad her.
Egentlig skulle bjørnene for længst være gået i hi, fordi bjørne sover om vinteren. Men vores bjørne kunne ikke sove, fordi den vigtigste højtid snart skulle komme — jul. Og ved sådan en lejlighed kunne man endda sove lidt mindre om vinteren. Og så skulle man selvfølgelig forberede gaver til hinanden og til alle skovens venner.
Før denne lyse, gode højtid ryddede alle bjørnene op i huset, lagde legetøj, bøger og ting på plads, de pyntede huset med smukke tegninger, kugler, guirlander, papirpynt lavet med egne hænder, glimrende glitter.
Lille Pote vandede alle blomsterne i huset, hun og mor havde dyrket mange smukke blomster i potter, og i hele huset var der en behagelig blomsterduft. I det største værelse stillede de et stort bord op, dækkede det med en smuk hvid dug og satte mange tallerkener med forskellige lækre retter på.
Og pludselig lød der en banken på døren, ikke engang en banken, men en næsten uhørlig banken. Alle bjørnene så på hinanden, hvem kunne det være på sådan et tidspunkt? Pote løb hen for at åbne og så på tærsklen to små pindsvin, en bror og en søster — Hale og Bitte. De var kommet for at bede bjørnene om hjælp.
Hej bjørne. Vi har virkelig brug for jeres hjælp! Vores mor er blevet syg, far er gået efter lægen — det vilde vildsvin, han er nok faret vild. Og vi har slet ingen brænde hjemme, det er så koldt udenfor, at der snart vil komme istapper i vores værelser. Og vi har slet ingen mad.
Sagde pindsvinene til hilsen.
De stakkels pindsvin rystede som blade i vinden af kulde, af sult, de var meget ulykkelige. Mor bjørn styrtede hen til de små, klædte dem hurtigt om i varmt tørt tøj, gav dem varm te med hindbærsyltetøj, fodrede dem med lækre honningboller og lagde dem til at sove i Potes lille lyserøde seng, mens pigen selv måtte lægge sig i brødrenes værelse.
Først var de små bjørneunger sure på forældrene, men så tænkte de på, hvor skræmmende det er, når man er sulten, fryser, og især når mor er syg, og de fik også ondt af de stakkels pindsvin.
Næste dag, da alle var vågnet, tog hele bjørnefamilien af sted til pindsvinenes hus og tog meget forskellig mad med, frugt, medicin til den syge mor, brænde til at varme huset op, gaver til de små pindsvin og mange forskellige legetøj og gaver.
Det var meget sjovt og godt at hjælpe de stakkels små pindsvin, det var så rart for alle sammen at more sig, hoppe, lege med pindsvinene, se hvordan den syge mor pindsvin tog medicinen og straks blev rask. Og så kom far pindsvin hjem, levende og rask. Det viste sig, at han var faldet i en kæmpe snedrive og ikke kunne komme ud. Men nu var alt godt, og alle mødre, fædre og børn var samlet.
Sådan fejrede bjørneungernes familie jul, uden gaver og særlige lækkerier. Men til gengæld var det så rart for dem at hjælpe deres skovvenner, for det er meget vigtigt at have mange sådanne nære kammerater.
