I det lille hus var der varmt.
Karen strikkede, Pelle legede.
Hver af nisserne var lidt tilbagetrukket,
meget alvorlig og optaget af sit eget.
Udenfor buldrede et voldsomt tordenvejr,
som trommer på gryder, en uregerlig dreng!
Det begyndte at dryppe, og regnen ville lege.
Men kan man bebrejde drengen for det?
Sikke en koncert de havde sammen!
Hvis du er ude, så løb nu hurtigt væk!
Find ly under taget med det samme,
uanset om du er digter eller dykker.
Ellers skvulper vandet i dine støvler.
Du bliver våd som et blad,
der klæber til træerne for at holde varmen.
Hen under tag! Når det, når det!
Den lille hare var næsten forsvundet,
men så fik han øje på det vidunderlige hus.
I det lille hus var der varmt,
Karen strikkede, Pelle legede.
Hvem banker så forsigtigt på døren?
Måske er det regnen? Men nogen tier jo.
Men bankeriet gentog sig. Ingen tvivl,
hvem kom? Gæsten skal have et svar.
Karen lagde garnnøglen fra sig på stolen,
råbte: »Hvem?«, og gik ikke hastigt hen til døren.
»Tante, luk op! Jeg er haren. Våd og træt,
knap undsluppet ulven, det kan jeg sige dig.«
Karen ved ikke, hvad hun skal gøre:
»Kære ven, vi nisser holder ikke af at have gæster.
Og problemer har vi ikke brug for her …«
»Tante, hvem skal jeg så gå til, hvem?
Jeg er faret vild, og det er så koldt …
Måske forsvinder min angst i søvne,
men hvor skal jeg sove? Overalt er der vand.
Jeg kommer nok aldrig hjem igen …«
Så løber Pelle hen til døren:
»Vi er nisser, selvfølgelig. Mormor, undskyld,
men vi er heller ikke sten. Og den, der er i nød,
dem hjælper vi altid og overalt.«
Karen sukkede: »Barnebarn, du har ret.
Jeg har vist glemt vores væsen.
Kære lille hare, kom skynd dig ind,
vær ikke genert, tag en kanelsnegl.
Ja, nisser kan være lidt gnavne.
Vi er tilbageholdende og bryder os ikke om ulykke.
Men vi svigter heller ikke, vi hjælper nu.
Undskyld, lille hare, vi beder dig om det.
I det lille hus var der varmt.
Karen strikkede, Pelle legede.
Ved siden af kørte haren lastbil.
Venskabets uvurderlige, søde øjeblik herskede.
