Åh, uret er stoppet igen, og tiden er stillet!
I disse øjeblikke følte Liza sig smertefuldt ensom, og for ikke at blive helt nedtrykt talte pigen med uret:
Hvor sjovt børnene leger forskellige spil i gården. Drengene bygger boligkvarterer med garager og tankstationer i sandkassen. Pigerne går rundt i flokke med små tasker, hvor de gemmer mange små hemmeligheder. Disse hemmeligheder finder pigerne på på, men af en eller anden grund deler de dem aldrig med mig. Hvorfor?
Pigen tørrede en tåre og sukkede.
Bum!
Liza blev forskrækket over det uventede. Denne lyd kom fra uret.
Bum! — det gentog sig — Bum-dem vi kender hinanden, jeg er viseren!
Og fra uret kom en tynd, lille smuk pige ud.
Dine sorgtunge tanker gør mine ben tunge, og jeg kan ikke gå. Hvorfor græder du?
Ingen vil være venner med mig, — sukkede Liza — De finder mig ikke interessant.
Finder du dem interessante?
Nej.
Du har selv svaret på dit eget spørgsmål. Det betyder, at du skal holde op med at være trist, holde op med at plage dig selv og finde aktiviteter og venner baseret på dine interesser.
Hvilke interesser?
Åh, livet eksisterer ikke kun i din gård, pige. Åbn øjnene bredt, og lad os flyve ud og lære den endeløse verden at kende. Se op på denne bundløse himmel, hvad ser du?
Så mange smukke og forskellige fugle!
Vi dykker ned i havet, hvad er her?
Fantastiske små fisk!
Nu er vi i skoven, ved åen, i ørkenen, på isen.
Liza blev helt åndeløs over opdagelserne, alt omkring hende virkede så interessant, at hun gerne ville blive længere på ét sted og lære verden at kende ved at afdække naturens ægte hemmeligheder.
Men så befandt pigen sig igen i stuen, uret på væggen tikker stille, og foran hende lå en åben bog med farverige billeder af verdens lande.
Tak, viser, — hviskede Liza — Jeg forstår det nu.
