Kyllingen Kylle er en gul, blød lille klump. Han bor sammen med sin mor, Hønen, og sin far, Hanen, på gården. Kylle har mange små brødre og søstre. Det er meget sjovt at bo på gården! Uanset hvor du går hen, venter der noget interessant på dig. I laden ved siden af bor der krøllede får, og Kylle elsker at snige sig derhen i hemmelighed og trække dem i deres krøller. Fårene knurrer og bræger:
Bæææ-bæ, hvem trækker mig i ulden?
Bæææ-bæ, og mig!
Jeg ser ingen, bæææ-bæ.
En dag blev Kylle alligevel opdaget, fordi han lo for højt og ikke nåede at gemme sig. Fårene jagede ham væk og klagede til hans mor, Hønen. Og så sagde Hønen:
Gak-gak, jeg er meget ked af det, Kylle, at du plager fårene, gak-gak, hvorfor er du så ulydig!
Jeg havde bare det sjovt, pip-pip-pip. Men jeg skal ikke gå derhen igen, jeg lover det! — svarede Kylle til sin mor.
I stalden på gården bor der store, smukke heste. Kylle drømte altid om at få en ridetur på en af dem, bare en gang, men hans mor tillod det ikke, som sædvanligt. Kylle troede, at hans mor med vilje forbød ham alt det sjoveste, så han lyttede ofte ikke til hendes forbud og gjorde alt imod hendes ord.
Da Kylle en dag sneg sig ind i stalden, fulgte han begejstret med, hvordan de stærke og majestætiske heste løb smukt i galop rundt i cirklen. Kylle kunne bedst lide den hvide hest med massive ben. Den lille kylling blev bange, fordi han følte sig så lille sammenlignet med de enorme og hurtige heste. Hvis han skulle ende op på arenaen, ville det blive en katastrofe.
Han skælvede ved tanken om, hvad der kunne ske. Men samtidig forestillede han sig selv ridende på den hvide hest og drømte om at føle det. Og han ønskede så meget at få en ridetur, at han overvandt sin frygt, og i det øjeblik den hvide hest passerede ham, sprang kyllingen højt op og greb sig fast i hestens hale med vingerne.
Og så gik det løs! Hesten blev overrasket og gik i galop, og Kylle gjorde sit bedste for ikke at falde, mens halen svingende op og ned i høj fart. Han forsøgte at kravle op ad halen for at ride på hesten, men den øgede kun farten, og den stakkels lille kylling gled længere og længere ned.
Snart blev de andre heste også urolelige, overraskede over at der pludselig var løberi i gang. Den hvide hest sparkede og forsøgte at kaste sin uventede passager af. Og Kylle råbte til den, i håb om at den ville høre hans tynde kyllingestemme:
Stop, gå langsommere, pip-pip-pip! Jeg falder ned, pip-pip-pip!
Men hesten stoppede ikke, og så skete alt så hurtigt, at Kylle ikke engang nåede at forstå, hvad der skete. Hesten rejste sig på bagbenene og sparkede med umanerlig kraft. Den lille kylling fløj direkte hen hvor hestene løb i høj fart. Tunge hoveder fløj forbi hans øjne, og han forsøgte at undvige dem.
Alt blev uklart, Kylle blev så bange og trist over, at han ikke havde lyttet til sin mor og nu var i denne situation, at tårerne løb ned ad hans kinder. Og pludselig hørte han en stemme fra oven:
Der er han! Iho-ho! Det er ham, der klyngede sig til mig! — det var den stærke hvide hingst, der talte til en chokoladebrun hest, der løb forbi.
Det er jo en kylling! Iho-ho! Jeg undrer mig på, hvordan han endte her! — svarede den chokoladebrun hest, da den løb endnu en gang rundt.
Jeg er Kylle! — lød den tynde stemme, ordene var svære at høre, fordi Kylle ikke holdt op med at græde.
Stop alle! — kommanderede hingsten, og hestene begyndte at sænke farten. De omringede gradvist Kylle og så nøje på ham — Hvorfor skræmte du mig, lille kylling?
Jeg ville bare have en ridetur, pip-pip-pip... — sagde Kylle skamfuldt.
Der lød højt hestehvin. De lo alle af ham. Og den gule kylling blev næsten rød af skam.
Hvordan var turen? Iho-ho? — spurgte hesten med grå pletter på ryggen.
Der lød igen hestehvin. Kylle bemærkede, at den hvide hest kom tættere på ham. Dens smukke lange snude bøjede sig så lavt, at Kylle kunne se de store hesteøjne. Og så hørte han en stille stemme:
Ignorer dem, iho-ho. De ler altid af alt.
Jeg var så dum, at jeg besluttede at være ulydig over for min mor, jeg kunne være død! Pip-pip-pip! Jeg er så ked af det! Pip-pip-pip! — tårerne løb igen ned ad hans kinder.
Iho-ho... Dum kylling Kylle. Du kunne bare have bedt mig om at give dig en ridetur uden at forårsage sådan et spektakel på løbebanen, — sagde hesten belærende.
Jeg troede, at I ikke ville, — svarede Kylle med beklagelse.
Så besluttede du at ride på min hale. Det var en meget dum handling. Men du er allerede bange nok. Hop op på mig, jeg tager dig hjem.
Jeg beder om undskyldning, jeg skal aldrig gøre det igen, — sagde den lille kylling oprigtigt.
Selvfølgelig tilgav den hvide hest, som det viste sig at hedde Georg, den unge kylling. Han tog ham hjem og opfyldte således den gule klumps længe nærede drøm. Hønen klagede længe og skældte sin søn ud, men Georg overtalte hende til, at alt var gået godt, og at Kylle allerede havde indset sin skyld.
Kylle lovede at være mere lydig over for sin mor. For hun siger aldrig noget uden grund, af ondskab, mor passer altid på, at det går børnene godt. Og selvom det ikke skete med det samme, forstod Kylle det til sidst.
