Goddag, min unge lytter. Jeg er et eventyr om dyr, der taler forskellige sprog. Nu skal du finde ud af, hvorfor katte ikke kvidrer som fugle, og hunde ikke brøler som køer.
Lyt godt efter og læg det på hjertet... Åh, men du har jo ikke skæg! Så-så... Husk det godt! Selvom nej, lad være med at hugge i sådan en lille sød næse. Lad os bare sige, at du husker, hvorfor alle dyr taler forskelligt. Er vi enige? Godt, så lyt.
For længe, længe siden kommunikerede alle dyr på ét sprog. Ja, det gjorde de! Jeg kan ikke engang huske, hvordan det lød for menneskelige ører. Måske "blum-blum" eller "purli-churli". Eller "dysjik-kabydysjik". Eller endda syngende: "pu-u-uchiki-puchiki, pu-u-uchiki-lapuchiki". Det var så længe siden, at ingen husker det præcist.
Det vigtige var - alle forstod hinanden. For eksempel går en bjørn gennem marken, med store poter "tomp-tomp", og en bi råber:
Pazzz på! Gå til zziden! Jeg zzamler nektar her!
Og han - hop! - flyttede poten, trådte ikke på blomsten med bien. Eller et andet eksempel: en lille hare legede for længe, gik vild. Kom til åen og spørger en karusse:
U-undskyld mig, væ-være så venlig. Hvilken re-retning er min grø-grønne bakke med ga-gåseblomster?
Karussen svarer:
Den blu-blubstore bakke bag det næ-nærmeste egetræ. Blu-blub dig ikke væk igen!
Du har sikkert allerede hørt, at dyr elsker at komme til vandet. For at drikke, bade, og bare nyde åen eller søen. Det er meget sundt og behageligt! Og så afslappende, at de før eller siden begynder at diskutere deres hemmeligheder i det varme vand.
I den tid, hvor forskellige dyr talte ens, vidste fiskene alt om alle. Og de var selv glade for at sludre. Derfor begyndte de at afsløre andres hemmeligheder.
En dag fortalte de vildsvinene, hvad de havde hørt fra ulvene om, hvor de ville gå på jagt. Næste dag sladrede de til egernene, hvad de havde hørt fra vildsvinene om, hvor man kunne samle mange agern. Næste gang fortalte de uglerne, hvad de havde hørt fra egernene om, hvordan de camouflerer deres huller.
Dag efter dag - og dyrene havde ingen hemmeligheder tilbage. Alle skjulte reder og huler var ikke længere hemmelige og kunne ikke længere beskytte deres ejere. Alle de lidet kendte lysninger med bær og nødder blev hurtigt trampet ned. Kaos begyndte at opstå, fjendskab slog sig ned overalt.
Men mest af alt blev dyrene vrede på fiskene. Så de sagde:
Vi kan ikke leve på grund af jeres sladder, sludrechatol! Gid I ville sluge jeres tunger og aldrig mere sludre unødigt!
Fiskene blev fornærmede over, at de blev skældt ud. Så tog de - og slugte deres tunger! Og de taler stadig ikke med nogen.
Men dyrene stolede ikke længere på nogen. Og de besluttede at opfinde deres egne hemmelige lyde. Musene begyndte at pibe, sådan at ingen kunne gætte, hvor de nye huller var lavet. Fuglene begyndte at kvidre, fløjte og synge, så andre ikke kunne finde ud af, hvad de snakkede om. Rævene fnøs kun ad de andre og gøede stille indbyrdes.
Snart glemte alle, hvordan de tidligere havde kommunikeret med hinanden. Nu forstår kun frøer kvækken, og ulve - ulveheyl. Og fiskene vinker kun med finner og haler, men siger ikke noget højt. Sådan blev dyrene uvenner på grund af andres sladder og mistede deres fælles sprog.
Det er for sent at dømme, hvem der var mest skyldig. Måske skulle man ikke have diskuteret sine anliggender i andres nærværelse. Måske skulle man ikke have afsløret andres hemmeligheder for alle omkring sig. Under alle omstændigheder betragtes begge dele nu som dårlig opførsel.
Jeg håber, min unge lytter, at du husker godt, hvad unødig sladder fører til. Tænk dig nøje om, før du siger noget. Ellers mister du det fælles sprog med venner og familie - og så står du der alene.
Men nu er jeg meget træt, jeg skal sove. Godnat!
