Der var engang en ung Pindsvinehunne, der boede i skoven. En dag gik hun ad en lille sti, gik og gik... og pludselig faldt der noget ned på hendes ryg. Det var en stor svamp. Pindsvinehunnen kiggede op, og der sad Egernet i træet og hentede sine vinterforsyninger ud af hullet.
Egernet, du tabte en svamp, og den faldt lige på mine pigge, ― råbte Pindsvinehunnen.
Det er ikke noget, jeg har mange. Det skal være en gave til dig!
En gave? Gør det ikke dig ondt?
Nej, ― svarede Egernet, ― jeg har samlet mange.
Betyder det, at vi nu er venner? Kun venner giver hinanden gaver, ― sagde Pindsvinehunnen.
Venner, venner! ― lo Egernet. ― Du kan komme på besøg senere, for nu er jeg optaget af at rydde op. Vi kan lege fangeleg sammen!
Tak skal du have, Egernet! Jeg kommer helt sikkert på besøg! ― blev den unge Pindsvinehunne glad og løb videre.
Hun kom til skovens kant. Derfra kunne man se et træhus ― helt tæt på. Og ved siden af huset var der en stald, hvor der gik farverige høner. Den unge Pindsvinehunne blev nysgerrig efter at vide, hvad sådan nogle smukke fugle lavede. Desuden huskede hun, at hendes mor havde fortalt om en meget lækker godtgørelse ― høneæg.
Hej, høner! ― råbte Pindsvinehunnen højt. ― Jeg er kommet på besøg hos jer. Jeg vil gerne være venner med jer!
Hvem, hvem, hvem er du? ― gakkede hønsene. ― Vi kender dig ikke.
Jeg er Pindsvinehunnen. Jeg gik rundt i skoven og besluttede at besøge jer. Lad os være venner!
Hvorfor skal vi være venner med dig? Vi er mange nok, vi har ikke brug for flere venner.
Pindsvinehunnen blev meget overrasket over hønsenes gakken og sagde stille: "Jeg har taget en gave med til jer: jeg har en stor svamp på min ryg. Den er meget lækker og sund".
Okay, ― sagde en ung Høne medlidende. ― Jeg vil være din ven.
Pindsvinehunnen blev glad og gav hende svampen. Hønen begyndte at hakke på svampen og sagde: "Gak-gak! Hvor er svampen, som min nye veninde bragte mig, lækker!".
Pludselig løb en lille hvalp ud af huset og kastede sig over hønsene med højt gøen. Hønsene løb hver til sit, og hvalpen begyndte at jage den mest prikket lille Høne.
Vov-vov! Jeg skal nok få fat i dig og bide dig! Vov-vov! Jeg skal nok trække fjerene ud af din hale! ― gøede den lille hund.
Hønen løb forbi Pindsvinehunnen med højt gakken.
Gak-gak-gak! Hjælp! Hjælp! ― kaldte hun på hjælp.
Pindsvinehunnen krummede sig sammen som en kugle, spredte sine skarpe pigge og rullede ud mod hvalpen. Hvalpen rørte pigene med sin snude og stak sig. Han stoppede brat, begyndte at hyle, gnubbede sin snude med sin pote og løb væk.
Hønsene samlede sig sammen og begyndte at takke Pindsvinehunnen.
Du er dygtig! Du reddede os fra hvalpen! Han ville have trukket alle vores fjer ud... Han jagede os længe i går. Vi vil være venner med dig. Kom og besøg os hver dag!
Jeg foreslår, at vi takker vores veninde og giver hende et æg, ― foreslog den prikkede Høne.
Kan du lide æg? ― spurgte den store farverige Hane.
Jeg har aldrig prøvet dem, men min mor sagde, at de er lækre, ― svarede Pindsvinehunnen.
Her er en gave fra os! ― sagde den ældste Høne og gav gæsten et æg.
Tak, venner! I må også nyde svampen! Men jeg skal hjem nu.
Kom på besøg i morgen! ― gakkede hønsene højt.
Farvel! ― råbte Pindsvinehunnen og løb af sted for at nyde æggene, skridtende hurtigt med små ben.
