Peter elskede at spille onlinespil.
Hvorfor købte I dog den tablet til ham! Så vil han bare spille endnu mere! ― brokkede bedstemor sig.
Næsten alle børn har en tablet i dag, og der sker ikke noget... ― svarede far.
Og på en telefon er alt så småt, og med alle de spil ruinerer han sine øjne! ― tilføjede mor.
Bedstemor sukkede bare og gik ud i køkkenet. I begyndelsen spillede Peter ikke så ofte. Han lavede sine lektier og ryddede op i huset. Men så begyndte der en turneringssæson i hans yndlingsspil. Der begyndte det for alvor!
Peter, har du hørt, at der snart er en turnering i vores spil? ― spurgte Villads ivrigt, da han løb hen til sin ven.
Nej, hvad er en turnering?
Nå, er du virkelig så langsom? ― blev Villads forundret. ― Det er et mesterskab! Man kan blive en superfed kriger! Øv, jeg kan nok ikke være med. Mor tillader mig ikke at spille så meget!
Hvor længe skal man spille? ― spurgte Peter interesseret.
Mindst fem timer! Der er konkurrencer i to dage. Man skal vinde alle kampene. Og det er svært: du ved, hvilke krigere der er!
Peter kom hjem med kun én tanke: Hvad kunne han finde på, så han fik lov til at deltage i turneringen? Peter havde endda forberedt løfter til mor og far: at lære godt, rydde op på værelset, altid gå tur med Rex, rense hamsterburet og alt sådan noget.
Der var kun bedstemor hjemme. Tante var blevet syg, og forældrene var kørt for at besøge hende. To dage skulle de være væk! Peter var lykkelig: bedstemor var ikke så streng som mor og far. Nu ville turneringen helt sikkert blive hans!
Efter en lækker frokost satte Peter sin tallerken i opvasken og kiggede bedstemor ind i øjnene og spurgte stille:
Bedstemor, må jeg?
Må du hvad?
Jo, spille lidt på tabletten... Jeg har en turnering i dag.
Nå, hvis det er en turnering, så selvfølgelig! ― smilede bedstemor. ― Men kun lidt.
Helt sikkert, helt sikkert! ― Peter greb tabletten og satte sig behageligt i sofaen.
Spillet fangede drengen, han så og hørte ingenting omkring sig. Kampene var svære. Han nåede kun at besejre tre krigere og startede spillet forfra, og så dukkede bedstemor op i døren til børneværelset:
Peter, du sagde jo, at det kun skulle være lidt, og der er gået en hel time! Nu er det nok, afslut!
Bedstemor, kære, bare et øjeblik, sidste kamp!
Fem minutter, Peter, fem minutter!
Men efter fem minutter tænkte Peter slet ikke på at lægge tabletten væk. Han tabte igen og blev meget vred: Han ville være vinderen, eller i det mindste få andenpladsen, så Villads kunne blive misundelig. Lad ham bare vide, hvor fed en kriger han er!
Og da bedstemor igen kiggede ind i værelset, lod drengen som om, han ikke hørte hendes bemærkninger. Ja, han vidste, at bedstemor ville blive ked af det, men han ville undskylde bagefter, men nu var kampen det vigtigste! Bedstemor kom ind flere gange, men Peter sagde enten ingenting eller vinkede bare: Jeg har ikke tid. Til sidst mistede bedstemor tålmodigheden:
Peter, jeg er træt af at sige, at det er tid til at stoppe dit spil! Dine øjne er kvadratiske! Hører du mig?
Drengen tav.
Peter...
Ja, lad mig være! «Peter, Peter»... Peter spiste bjørnen!
Hvordan taler du dog til mig... ― sagde bedstemor med rystende stemme.
Jeg taler, som jeg vil! Det her er min lejlighed, og jeg er herre her! Hvis du ikke kan lide det ― så gå! ― Drengen råbte de sidste ord højt, sprang så op fra sofaen og smækkede døren til sit værelse i ansigtet på bedstemor.
Han troede, at bedstemor nu ville komme ind og skælde ham ud igen, men han hørte kun stille skridt uden for døren.
Hun er nok gået ud i køkkenet, ― tænkte han, ― det er fint. Jeg når lige at spille færdig, og så undskylder jeg. Nu er der ikke tid til det: en kamp er en kamp!
Peter var helt opslugt af spillet. Hvor lang tid der gik, vidste han ikke. Turneringen var ikke slut endnu, men tabletens batteri var løbet tør. Drengen huskede, at han havde ladt opladeren ligge i stuen.
Nå, det må være rigtigt nok, ― sagde Peter til sig selv, ― jeg henter opladeren, kigger ind i køkkenet til bedstemor, undskylder og fortsætter!
Peter strakte sig: Alle hans muskler var stive, fordi han havde siddet i samme stilling i lang tid. Han åbnede døren til sit værelse og blev overrasket: I gangen var der andet tapet, og alt var anderledes.
Har bedstemor tapetseret det hele på et par timer? ― sagde han.
Men da drengen gik ind i køkkenet, var der ingen bedstemor. Der sad kun en pige på otte år. Hun sad ved bordet og proppede sig med slik på begge kinder.
Hvem er du? ― spurgte Peter.
Freja, ― sagde pigen, ― og du er vel en vvsmand, onkel?
Hvilken vvsmand? Og hvilken onkel? Jeg er kun et par år ældre end dig!
Haha! ― lo pigen glad. ― Du er vist en joker! Ligner jeg da bedstemor?
Stop med at drille mig, ― Peter blev vred, ― hvem er du egentlig, og hvor er min bedstemor?
Hvilken bedstemor? ― spurgte pigen nysgerrigt.
Ingrid Jensen er min bedstemor! Forklar mig, hvordan du er kommet herind, lod bedstemor dig komme ind?
Jeg bor her! ― Pigen trak fornærmet på munden. Så huskede hun noget og tilføjede: ― Ingrid Jensen... det har jeg hørt før. Ah, nu husker jeg! Min far har fortalt om hende. Det er min oldemor. Han sagde også, at hun forsvandt før hans fødsel. Hendes ældste barnebarn sårede hende. Han gik så meget op i et tabletspil, at han ikke så eller hørte nogen. Hans forældre ― mine bedstefar og bedstemor ― prøvede at få ham til at komme til sig selv, de tilkaldte læger, men alt var forgæves. De opdagede endda en ny sygdom ― den hedder «zombiekomp». Siden da er ingen gået ind til den dreng, som i øvrigt er min onkel. Lægen sagde, at han ikke engang har brug for mad, for han er flyttet over i den virtuelle verden. På døren til hans værelse hængte de endda et skilt op: «Må ikke betrædes!».
Peter blev forfærdet:
Og bedstemor, hvor blev hun af?
Ingen har set hende siden den aften. Vent, du er ikke fra det værelse med skiltet? Er du min onkel fra den virtuelle verden?
Peter svarede ikke. Han løb ud af køkkenet og ind i sit værelse. Da han så sig selv i spejlet, så han ikke en dreng. Fra spejlet så en træt, bleg morfar tilbage på ham.
Hvad har jeg gjort! ― råbte Peter. ― På grund af et dumt spil er bedstemor forsvundet! Bedstemor, min kære bedstemor...
Peter faldt grædende om på sengen og faldt i søvn af magtesløshed.
Peter, Peter...
Nogen rørte forsigtigt ved hans skulder. Da Peter åbnede øjnene, så han sin bedstemor.
Bedstemor, kære, du er kommet tilbage!
Jeg har slet ikke været væk, jeg sad bare i køkkenet, så jeg ikke skulle forstyrre dig...
Du forstyrrer mig ikke... Bedstemor, tilgiv mig, jeg ville ikke såre dig, ærligt!
Bedstemor smilede:
Jeg er ikke vred på dig, Peter.
Og drengen tænkte: «Hvor er det godt, at det bare var en drøm!».
Peter kan nogle gange stadig finde på at spille et spil. Men nu husker han, at det kun er et spil, og den virkelige verden er langt mere interessant!
