På en lille ø ikke langt fra Australien, i junglen klækkedes babyer ud af æg: hver især i sit eget rede. Den ene blev født hos dinosaurusmoren, og den anden hos næbdyrsmoren.
Da ungerne blev lidt stærkere, ville de gerne vide, hvad der var så interessant omkring dem? En dag gik deres mødre ud for at søge mad, og ungerne besluttede at udforske.
Dinosaurussen kravlede ud af sit lille hjem. I starten var han bange for at gå langt væk, men så hørte han fuglenes sang, blev rolig og gik modig fremad.
Alt omkring ham glædede ham, indtil han indså, at han var gået vildt vild. Dinosaurussen blev bange og ville gerne græde, men han tænkte: "Jeg må ikke græde, jeg er jo så stor. Hvad hvis nogen ser eller hører mig - de vil le ad mig".
Han satte sig ned ved en stor bregne og begyndte at tænke på, hvad han skulle gøre nu.
Næbdyret nød også junglen, men efter et stykke tid indså han, at han ikke kunne finde vej tilbage til sit rede. Han stoppede under en høj bregne og begyndte at græde.
Mor, mor, hvor er du? Jeg vil hjem!
Dinosaurussen vendte sig om og så et underligt væsen. Han besluttede at gå hen til det.
Hvem er du? Hvorfor græder du? - spurgte han.
Jeg er Næbdyret. Jeg klækkedes for nylig ud af mit æg. Jeg ville gå en tur og blev væk, - snøftede Næbdyret, - og hvem er du?
Jeg er Dinosaurussen. Jeg klækkedes også for nylig og blev også væk, - svarede Dinosaurussen. - Hvorfor græder du så højt? Der er ingen andre her end mig. Du skal blive rolig.
Hvordan kan jeg ikke græde! Jeg har mistet mit hjem og min mor! Jeg er lille, jeg er bange for alt! - og Næbdyret begyndte at pibe endnu højere.
Lad mig give dig en tur på min ryg. Jeg er meget høj. Måske kan du se dit hjem, - besluttede Dinosaurussen at berolige den lille frygtsom.
Næbdyret tænkte ikke længere over det, kravlede op ad halen på Dinosaurussens ryg og gjorde sig det bekvemt. Ungerne gik gennem junglen længe. De beundrede blomster, lianer og fuglenes sang. Pludselig begyndte Næbdyret at pibe glædeligt.
Mit hjem, mit hjem! Jeg kan se det, der foran!
Dinosaurussen skyndte sig, men tænkte: "Det er så synd, at hans hjem allerede er fundet. Det var så dejligt at gå sammen og slet ikke skræmmende".
Da de kom tættere på, blev de meget overraskede over det, de så: deres mødre sad sammen!
Hvor er I blevet af, I urostiftere? Hvor skal jeg lede efter jer? Er I blevet spist af krokodiller? - jamrede mødrene.
Nej, nej! - råbte ungerne. - Vi blev ikke spist af krokodiller. Vi er her!
Mødrene omfavnede deres små, irettesatte dem lidt, men var meget glade.
Hvor var I?
Vi gik bare rundt og udforsker junglen, - sagde Næbdyret modig og glemte helt sine frygt, - men vi går ikke derhen alene igen. Vi lover det!
Det viste sig, at Dinosaurussen og Næbdyret boede ved siden af hinanden. Da det var tid til at gå hjem, sagde Næbdyret til Dinosaurussen: "Lad os være venner! Du er meget modig! Du er en rigtig ven!".
Dinosaurussen var meget glad for at høre sådan noget, og han besluttede, at han aldrig mere ville være bange og altid ville hjælpe de små. For han var jo modig!
Efter denne tur blev ungerne meget gode venner. De legede ofte sammen, men gik ikke længere væk for ikke at gøre deres mødre kede af det.
