At være lille barn er en vanskelig opgave. Der er så meget interessant omkring dig, så meget ukendt, og du kan ikke spørge nogen. Hvorfor kan du ikke spørge? Fordi du kan ikke tale endnu! I husker sikkert drengen Mads, som elskede at lege fangeleg med katten. Pus lærte ham at gå dengang. Men hvor meget kan man lære af en pelset firbenet ven? Han siger kun miau, miau. Og siger ikke noget fornuftigt.
Mads elskede meget at gå tur med sin mor. Først klædte hun ham på i lang tid, først trøjen og strømpebukserne, derefter den varme dragt og støvlerne, og så obligatorisk en hat. Mads kunne ikke lide hatten, men mor blev utilfreds, når han tog den af selv. Men det bedste ved turen var at køre i barnevognen. Han sad vigtig og lod benene hænge, mens mor kørte ham langs vejen ved siden af bilerne og gennem parken, hvor der voksede meget høje træer. Men Mads vidste ikke dengang hvad og hvordan tingene hed. Han kunne kun sige: "Ma-ma".
Og på disse to stavelser forstod mor på magisk vis hvad han ville have. Nogle gange var det truende "ma-ma", så tog mor ham på armen, nogle gange var det sørgmodig "ma-ma" og mor forstod, at han var træt. Der var utallige måder at udtale disse to stavelser på. Men Mads forstod, at der var andre ord. Da han lærte at pege på forskellige ting, begyndte mor at navngive dem. Men han kunne ikke gentage noget.
Bi-l, — sagde mor stavelse for stavelse, når barnet pegede på de kørende biler.
Ma! — svarede barnet kun.
Træ, — sagde mor, når de gik i parken og Mads fascineret betragtede de grønne egetræer.
Ma... — svarede barnet tankefuldt.
Sådan gentog det sig dag efter dag: mor talte, Mads lyttede, men skyndte sig ikke at gentage.
En dag, mens han gik i parken, lagde Mads mærke til en stor sort fugl. Den gik vigtig frem og tilbage på bladene. Mor forstod ikke straks hvad barnet så fascineret betragtede. Fuglen kiggede også på drengen, tog nogle skridt mod ham og barnet klappede i hænderne.
Fuglen blev ikke bange, den kom tættere og betragtede drengen. Han var tydeligvis til hendes lyst. Mads kiggede intenst på det usædvanlige sorte væsen. Han havde aldrig mødt sådan en interessant fugl før. Han pegede på den, og mor sagde:
Kra-ge.
Mads svarede ikke. Mor blev ikke overrasket, hun vidste helt sikkert, at Mads ikke kunne gentage sådan et langt ord. Kragen kiggede lidt mere på drengen, og så sagde den højt:
Kraaaa-a-a.
Og med slag af store sorte vinger fløj den væk.
Mads var chokeret over dette møde. Hele turen tænkte han på hvordan kragen sagde: "Kraa". Og han ville meget gerne tale med denne fugl. Han forsøgte længe at lave forskellige lyde. Nogle gange brølede han som en tiger, nogle gange sang han en lang "Aaaaa".
Mor smilede til gengæld uden at vide, at hendes lille dreng forsøgte at gentage noget.
Da de kom hjem den aften, begyndte mor at tage tøj af Mads. Han kunne ikke glemme den fantastiske fugl. Og pludselig så han, at en fugl, der lignede den han havde set med mor i parken, satte sig på vindueskarmen. Han klappede i hænderne for at få mors opmærksomhed og pegede på kragen. Mor så fuglen og sagde igen:
Kra-ge.
Kraa-a-a! — svarede barnet.
Mor blev overrasket og meget glad. Den lille Mads sagde for første gang noget andet end de to stavelser: "ma-ma". Den aften så hele familien med glæde hvordan Mads, der sad ved vinduet, talte med kragen. Nogle gange så det ud til, at den endda svarede ham.
Mor begyndte at tage drengen oftere i parken, det viste sig, at han elskede fugle meget. Snart kendte han allerede ord som: "Kviddren" eller "Uhu". Og så kunne han glæde sin mor ved selv at sige:
Kra-ge!
Således hjalp kærlighed til dyr og trang til viden den lille dreng Mads med at sige sine første ord. Og kragen er stadig hans yndlingsfugl blandt alle.
