I en skov boede der en lille kanin. Han var meget travl: så snart han vågnede - løb han straks ud at gå tur. Han elskede ikke at børste sine tænder og vaske sig. I stedet sad han ofte på en lysning og blev vred over, at hans venner ikke kom så tidligt som ham.
En dag ventede kaninen igen på sine venner og så endelig igelkotten i det fjerne.
Igelkot, hvorfor tager du så lang tid? - spurgte han.
Jeg kan ikke lide at skynde mig, - svarede igelkotten, - jeg skal vaske mig, spise morgenmad og børste mine tænder. Først derefter går jeg ud at gå tur.
Åh, det er så kedeligt! - sagde kaninen. - Jeg elsker ikke at spilde tid. Hvorfor skal man vaske sig og børste tænder? Det er bedre at komme til lysningen tidligere.
Det er forkert, - indvendte igelkotten, - så kan dine tænder blive syge. Spørg hvem som helst!
I det øjeblik var deres venner allerede samlet på lysningen.
Egern, børster du dine tænder? - spurgte kaninen.
Selvfølgelig! Jeg har brug for stærke tænder for at knække nødder! - svarede egernet.
I er så kedelige, - sagde kaninen, - lad os hellere lege!
De løb rundt på lysningen, hoppede over små bække og samlede smukke blomster. Da det blev tid til frokost, løb alle vennerne hjem.
Hvor fantastisk, at jeg har en håndfuld slik i lommen! - sagde kaninen. - Jeg behøver ikke at gå hjem for at spise frokost, jeg kan bare spise det.
Du spiser meget for meget slik! Dine tænder bliver helt sikkert syge, - svarede igelkotten.
Nonsens! Jeg har gode stærke tænder. Se selv!
Kaninen plukkede et æble fra grenen og tog et bid.
Åh! Mine tænder! Hvor gør det ondt! - råbte han pludselig og begyndte at græde.
Igelkotten sukkede medfølende.
Jeg advarede dig jo. Nu skal vi gå til tante Ugle. Hun er læge. Hun kan hjælpe.
Tante Ugle helbredte hurtigt kaninens tænder.
Du skal huske, at du skal børste dine tænder hver dag, - sagde hun, - og du skal spise mindre slik og skylle din mund. Ellers vil dine tænder altid gøre ondt. De kan endda blive så fornærmede, at de løber væk for altid!
Fra da af passede kaninen godt på sine tænder. Og de gjorde aldrig mere ondt.
