I en skov levede og var venner to bedste venner — jordegernet Gustav og vaskebjørnen Frederik. Vennerne havde været uadskillelige siden barndommen, de hjalp altid hinanden i svære stunder og passede på hinanden.
Skoven, hvor vennerne boede, var den smukkeste af alle i omegnen. Her var så mange interessante og smukke træer, og om sommeren, når alt omkring var grønt, blomstrede der pragtfulde farverige blomster på lysningerne.
Gustav og Frederik kom ofte her for at lege og beundre den utrolige skønhed, og de tog forskellige godbidder og legetøj med. En dejlig sommerdag, hvor den klare sol skinnede, og fuglene sang deres smukke sange rundt omkring, besluttede vennerne at more sig på blomsterlysningen igen.
De tog det lækreste hjemmefra — nødder, bær, korn og andre delikatesser. Hver af dem havde sit eget lille hus, og hver pyntede det, som han ville.
Dørtrinnet til huset, hvor Gustav boede, var pyntet med forskellige grene, der lignede kunstværker af farvet papir. Alle skovens små dyr kom endda for at se på denne skønhed. Frederik havde klistret smukke mønstre af blade på vinduerne i sit hus, han kunne lave meget smukke collager. Vennerne besøgte ofte hinanden og havde det meget sjovt sammen.
Og da de kom til blomsterlysningen, bredte Gustav og Frederik deres tæppe, lavet af pilegræne, ud på det varme grønne græs, lagde maden frem og begyndte at løbe og lege. Midt på lysningen stod et højt træ, og vores venner elskede at klatre helt op i toppen for at se alle de skjulte steder i skoven, alle huler og huse tilhørende deres naboer og alle lysninger, hvor man kunne gå hen og lege.
Gustav: Skynd dig at indhente mig! Jeg er næsten helt oppe i toppen.
Udbrød Frederik.
Træet var meget højt, og hvis man kiggede ned fra den største højde, rystede vennernes poter nogle gange af frygt. Men alligevel var det meget interessant for dem at konkurrere om, hvem der først nåede den højeste gren.
Frederik, hvordan klatrer du altid så hurtigt op i toppen? Spiser du noget specielt, så du har så mange kræfter?
Spurgte Gustav.
Ha-ha-ha! Du er sjov! Du er bare en slapsvans, og jeg er en stærk mand, det er det hele!
Lo vaskebjørnen Frederik.
Jordegernet rynkede brynene, det gjorde han altid, når han blev fornærmet. Hver gang vennerne legede lege, hvor man skulle klatre eller løbe et sted hen, vandt Frederik, og han lo altid af det langsomme jordegern.
Men du ved jo, at jeg bare jokede! Du er dygtig, og jeg opmuntrer dig bare med vilje, så du bevæger dig hurtigere! Du er min allerbedste ven, og jeg vil aldrig elske nogen andre så meget, som jeg elsker dig! Lad mig ikke sige sådan mere, jeg kan slet ikke lide, når du bliver fornærmet!
Gustav rakte Frederik poten og hjælp ham med at klatre helt op i toppen.
Og pludselig, da vennerne havde sat sig på den yderste og stærkeste gren, hørte de en mærkelig lyd "hr-hr-hr".
Hvem er her???
Blev Gustav bange.
Hvem sidder her foruden os? Hvor har du gemt dig?
Råbte Frederik.
Fra bladene, der dækkede træstammen, dukkede pludselig et lille rødt ansigt op. Først viste en lille næse sig, og derefter øjne og ører.
Hej! Jeg hedder Stribe, og jeg bor her nu.
Udbrød den nye beboer i træet pludselig højt. Det var et egern med en busket ildrød hale og et busket sort bryst.
Sikke noget! Du skræmte os så meget, at vi næsten faldt ned fra grenene.
Sagde Gustav med et højt suk.
Undskyld mig, jeg ville slet ikke skræmme jer. Jeg er bare ny her, kender ingen, så jeg viste mig ikke med det samme. Ved I hvad? Lad os blive venner? Jeg kender så mange forskellige interessante lege, vi vil aldrig kede os. Kom ofte på besøg hos mig, og jeg vil traktere jer med søde sager.
Plaprede Stribe og omfavnede sine nye skovvenner.
Fra da af begyndte dyrene at lege og gå ture sammen, løbe på blomsterlysningen, samle bær og korn sammen, og de var lykkelige.
En dag besluttede Gustav, Frederik og Stribe at gå til floden sammen. Stribe tog en lille tømmerflåde med, som hun selv havde lavet, og drengene tog forskellige godbidder med.
Da de kom til floden, satte Stribe sig på flåden og sagde:
Her er kun plads til to. I må selv beslutte, hvem der sejler med mig på floden, mens jeg vasker mig.
Mig, selvfølgelig mig!
Råbte Gustav.
Hvorfor dig? Jeg vil også!
Protesterede Frederik.
Ved du hvad, Stribe! Du er nu min allerbedste veninde, så du skal lade mig komme på flåden!
Insisterede Gustav.
Hvad med mig? Jeg vil også være venner og lege med dig, Stribe. Gustav har ikke så mange dejlige og interessante lege, og med dig er det altid sjovt og interessant!
Råbte Frederik.
Dyrene begyndte at skændes indbyrdes, og til sidst styrtede de begge mod flåden. Da de landede på den samtidig, gik flåden pludselig i stykker i to dele og drev hver sin vej.
Nu har I ødelagt det hele!
Råbte Stribe.
Hun viftede med sin busket hale og hoppede hurtigt hjem.
Og Gustav og Frederik vendte ryggen til hinanden og gik hver til sit hus.
Vinteren kom, og det blev meget koldt i skoven. Der faldt hvid, fnuglet sne, i et så tykt lag, at man ikke engang kunne se buskene. En dag besluttede Gustav at gå ud af sit hus, han ville samle nye grene for at pynte sin bolig. Efter at have samlet alt det nødvendige, begyndte jordegernet at gå hjem, det blev allerede mørkt udenfor, og han ville ikke vandre rundt i det mørke vildnis.
Men da han nærmede sig sit hus, faldt han om af forbløffelse — i stedet for hans hus lå der et kæmpe træ på jorden, som var væltet lige ned på taget af vinden. Gustav begyndte at græde, for nu havde han intet sted at bo, og udenfor var det så koldt. Og så huskede han sin nye bedste veninde, som boede på lysningen i toppen af det største træ i skoven. Han begav sig af sted til hende.
Egern, det er mig, Gustav! Luk mig ind, mit hus er blevet dækket af et træ, og nu har jeg intet sted at bo! Vi er jo venner!
Hvad bilder du dig ind? Hvis jeg lukker dig ind, bliver der meget lidt plads til mig, og jeg bliver nødt til at dele min mad med dig. Nej, jeg lukker dig ikke ind. Gå og byg dig en ny bolig, jeg vil ikke bo med dig!
Hørte Gustav et helt uventet svar.
Forvirret over dette forfærdelige svar begyndte Gustav at hulke, så højt at Frederik hørte det. Vaskebjørnens hus var ikke så langt fra lysningen, hvor Stribe boede.
Han styrtede hen mod lyden, og da han kom frem, spurgte han:
Hvad er der sket, Gustav? Du græder så højt, at man kan høre det helt hjemme hos mig!
Frederik? Er du ikke sur på mig? Vi skændtes jo, jeg troede, du ikke ville se mig mere! Jeg har ikke noget hus længere, det blev dækket af et kæmpe træ, og nu har jeg ingen steder at gå hen.
Græd jordegernet.
Frederik løftede Gustav op fra den kolde, snedækkede jord, og de gik hjem til vaskebjørnen.
Ved du hvad, Gustav, jeg har tænkt over det og besluttet, at jeg aldrig har haft, har eller nogensinde vil få en bedre ven end dig. Bliv og bo her, sammen bliver det sjovere, og vi samler mad sammen!
Brast Frederik i lykkelige tårer.
Fra da af skiltes jordegernet og vaskebjørnen aldrig. De forstod, at man ikke må forråde sine bedste og trofaste venner, man skal altid hjælpe hinanden, passe på hinanden og aldrig skændes.
Gratis eventyr er en rigtig og meget god lærebog for børn og voksne. Disse historier lærer os at leve i godhed og omsorg.
