I den gamle vinterskog, fuld af høje og kraftige træer, kom vinteren. Bladene faldt fra grenene, græsset blev tørt, og frosten dækkede alt omkring med et snedække. Kun granerne står der pudsige, grønne og snedækkede.
I vinterskoven er der sine egne regler. Der er vinterdvælere i skoven, for eksempel Bjørnen sover allerede længe sødt i sin hyggelige og varm hule, og igler sover også fast, rullet sammen som en kugle i nogle dybe snedrev. Sådan sover de meget længe, til det første forårssol. Der er også vintermodefolk.
Så snart sneen falder, tager det smukke egern sin grålige pels på, som er mere tæt og varm end dens sædvanlige røde dragt. Og haren skifter sin grå pels til en hvid, ikke kun for at blive varmere, men også for at det bliver lettere at gemme sig fra skovens jægere i det hvide snedrev.
Vinterens jægere – ræve og ulve – forbereder sig også grundigt på kulden. Ulvene samles i flokke og går ikke alene, og ræves pels bliver tæt og tæt.
Haren ved navn Hurtigfod elsker meget sin vinterdragt. Han glæder sig altid meget over ankomsten af de første kuldeperioder, og så snart sneen falder, er han den første til at løbe ud for at lege med snebold og lave snemænd. Men for Hurtigfod er vinteren ikke kun glæde over snedrevene og knasende frost, men også stor fare.
Det er sådan, at ræve elsker at jage harer. Dag efter dag – forfølgelse. Hurtigfod holder altid øjnene åbne og ser sig omkring – gemmer den listige ræv sig måske bag snedrevet. Haren har ikke et fast hjem, om dagen løber han rundt i skoven, og hvis han bliver træt, lægger han sig ned for at hvile under en snedækket busk.
Ræven Lise elsker ikke vinteren. Hun bor i et hul, som skal være godt isoleret mod jorden. Lise bor alene og har ingen venner. Hun er altid meget jaloux på ulvene, som går sammen om vinteren – det er lettere for dem at finde mad. Men Lise kan ikke engang altid fange en lille hare.
Når vinteren er særlig kold og snefuld, bliver det særlig svært for Lise at løbe efter harer i snedrevene, hun falder konstant ned i sneen og bruger så meget kraft, at hun ofte bliver sulten. Og det er ikke let at se en lille hare i den hvide snefyldte skov i hans smukke vinterdragt.
Det er svært for Lise at holde sig varm om vinteren, især om natten, når der kommer stærk frost. Hun krøler sig ind i sit hul, ruller sig sammen som en kugle, ligesom en igler, og dækker sig selv med sin store tykke hale. Og så snart natten er forbi – skal hun ud i skoven igen og lede efter mad.
En dag på en særlig frostkuld vinterdag besluttede Hurtigfod at lave sig et sovested under en stor grøn gran. Han løb længe rundt i skoven og valgte det rigtige træ. Langs snedrevene her og der var der små hareslår at se.
Efter at have fundet en smuk høj gran ved skovkanten begyndte haren at lave sit sovested. Han ordnede grangrene sådan, at de lignede et rigtigt tag, bragte mere sne og strøede det på toppen for at holde varmen. Og han blev så optaget, at han ikke bemærkede, at ræven Lise allerede længe havde observeret ham bag det næste træ.
Lise kunne ikke tro, at hun havde kunnet spore haren så let. Hun kom modvilligt ud af sit hul for at lede efter mad, for frosten udenfor ville gerne bide hende i næsen. Men pludselig lykkedes det hende at finde en hareslår.
Det snoede slet ikke rundt i snedrevene som normalt, hun fulgte det, snusede opmærksomt, og hendes instinkt bedrøg hende ikke – sporene førte lige til haren, som tilsyneladende ikke engang bemærkede hende. Nej, der kunne ikke være et bedre øjeblik for ræven at gribe den langørede og spise ham! Men Lise skyndte sig ikke. Hun observerede interesseret, hvordan haren indrettede sit hjem og sang en lille sang:
Du kolde min frost,
Bid mig ikke på næsen!
Bid mig ikke på ørene,
Jeg bygger mig en lille hytte.
Og ræven Lise besluttede at lege med haren. Hun kunne altid spise ham senere, men at tale med nogen var det længe siden. Hun ventede, til haren vendte sig væk og sluttede sin sang, gemte sig bag træet og sagde:
Jeg bider dig på øret,
Forgæves kom du ud på kanten.
Jeg bider dig på næsen,
Gråd ikke, lille hare!
Hurtigfod blev bange, vendte sig omkring og kiggede rundt, men så ingen. Han lagde ørene tilbage og vidste ikke, hvor han skulle løbe for ikke at blive fanget. Han samlede mod og besluttede at spørge:
Hvad er det for spøg på dette tidspunkt?
Vis dig for mig nu!
Jeg er ikke bange for nogen,
Undtagen for ét dyr...
Og ræven Lise bag træet kunne ikke holde sig fra at glæde sig over, hvor klogt hun havde skræmt haren, men hun skyndte sig ikke ud af sit skjul. Hvis haren så hende, ville han løbe væk, og så skulle hun jage ham rundt i skoven. Lise tænkte og sagde:
Fortæl mig, lille hare,
Hvorfor ryster du som en fej?
Og mens du gemmer dig her,
Fortæl mig, hvem er du bange for?
Haren blev forvirret. Hurtigfod kunne ikke helt forstå, hvor stemmen kom fra, der talte til ham, men der var noget ved denne stemme, der var ham bekendt, noget ved denne listige tone mindede ham om nogen. Men han tænkte sådan: hvis det er et rovdyr, der taler med ham, og det ikke angriber mig med det samme, så skal jeg tale det til døde, og når det bliver klart, hvor det gemmer sig, skal jeg løbe så hurtigt som muligt væk. Han svarer ikke modig:
Jeg er bange for den røde ræv,
Klog, listig og skamløs!
Hun sniger sig på mig og angriber,
Hun vinder mig rundt om sin finger!
Da Lise hørte dette, blev hun endnu mere glad. Hun kunne lide, hvordan haren talte om hende, hun elsker komplimenter. Lise ville gerne høre mere fra haren om den listige ræv. Hun sagde til ham:
Om lille søster ræv,
Fortæl mig mere, fugl!
Hvordan er hun? Klog, smuk?
Frække og legesyg?
Hurtigfod lyttede til stemmen og pludselig huskede han! Det var jo jæger-ræven! Nu forstod han, hvem der talte med ham, og det blev sjovt for Hurtigfod, at ræven roste sig selv. Og han fandt på en plan for at undslippe ræven. Han sagde til hende:
Jeg ved, at ræven har
En hale så tæt som en dronnings!
Jeg ved, at der ikke er nogen kærere,
Blandt alle skovens dyr.
Lise blev så glad over disse ord, at hendes kinder blev røde, og hun begyndte at vifte med sin tykke hale fra side til side. Haren spildte ikke tiden, så snart han så spidsen af den røde hale bag træet, løb han i den modsatte retning fra ræven – og hans spor forsvandt. Og ræven Lise blev så flov, at hun besluttede at stoppe samtalen og hurtigt spise haren. Hun sagde til sidst:
Jeg kan ikke være uenig!
Men nu er det tid til at spise.
Forbered dig på eventyr,
Siger ræven til dig!
Efter at have sagt dette sprang Lise ud på kanten fra sit skjul, klar til at gribe haren, men så kun sporene, der gik langt væk. Hun forstod, at haren længe siden var løbet væk, og hun ville aldrig kunne indhente ham i snedrevene.
Så det viser sig, at haren var klogere end hende, han narrede hende, smigrede hende og forsvandt. Lise blev kede af det, at haren havde narret hende, men der var intet at gøre, så hun gik tilbage til sit hul og lagde sig ned sulten.
