Ved kanten af en stor tæt skov boede der engang en egernfamilie — mor, far, fire egern døtre og en lille egern søn. De boede i et stort rummeligt hul, som far havde bygget i et stort gammelt egetræ. Der var meget varmt og hyggeligt, og hvert lille egern havde sin egen lille træseng.
Egetræet, hvor familien boede, var meget gammelt, og der var rigtig mange agern på det. De små egern elskede at klatre ud på grenene og lege tagfat. De fire piger var lidt ældre, og den yngste var sønnen, det lille egern.
Hver morgen vækkede søstrene ham med råb:
Hej, lillebror egern, vågn op! Hvor længe skal du sove? Udenfor er vejret så dejligt, solen skinner, fuglene synger! Kom ud og leg med os, hold op med at sove!
Vil ikke!!! Jeg vil sove mere! Lad mig være i fred, gå ud og leg selv, jeg gider ikke kravle ud af min varme seng!
Svarede det lille egern.
Børn, skændes ikke! I er jo søskende. Hvis sønnen ikke vil gå tur, så lad ham sove. Han er jo den yngste af jer, han har brug for at sove og samle kræfter!
Sagde far irriteret.
Pigerne blev straks fornærmede og løb ud for at lege i et andet træ, mens det lille egern fortsatte med at sove sødt. Og sådan gik det næsten hver dag.
Det lille egern var også meget bange, han var endda bange for sin egen skygge. Og en gang, da der var kraftig blæst udenfor og tordenen rullede, begyndte han at græde og krøb sammen i det mest afsides hjørne af hullet, hvorfra far senere med besvær fik ham ud.
Det var varmt vejr, det var august måned. Familien kom ofte ud af huset for sammen at finde mad. Men den lækreste delikatesse var agern, som voksede på egetræet. Men der havde slet ikke været regn på det seneste, og solens varme stråler havde gradvist tørret træernes blade ud. Agernene var faldet af, og allerede til efteråret havde egernene slet ikke noget at spise.
Mor og far samlede alle børnene og sagde:
Vores små egern! Hele sommeren har der været sådan en vild varme, og alle vores forråd på vores træ er tørret ud. Nu har vi slet ikke noget at spise, og vi er nødt til at gå ud og finde en anden skov, hvor vi kan bo og samle agern og nødder. Vores træ er allerede gammelt, og vi kan næppe indsamle nogen høst fra det.
Wow! Det bliver vores nye eventyr! Vi samles alle sammen og tager af sted for at finde et nyt hjem og nye store træer, hvor der vokser mange agern. Vi vil gå sammen, synge glade sange og møde mange nye venner!
Glædede søster-egernene sig.
Desværre kan far ikke gå med.
Sagde mor.
Det viste sig, at far for nylig var kommet i kamp med en mår, der ville tage de nødder fra ham, som et pindsvin havde givet til de små børn. I kampen kom far meget slemt til skade på sin pote, og nu kan han ikke gå langt.
Jeg går!
Sagde søn-egernet pludselig til alles overraskelse.
Hahaha! Dig?! Du er jo bange for din egen skygge! Hvordan skulle du kunne vandre rundt i skoven alene, og hvad nu hvis vinden blæser og tordenen ruller, så glemmer du jo af skræk, hvor du skulle hen!
Lo søster-egernene højt.
Jeg glemmer ingenting! Da far og mor talte sammen engang, hørte jeg far sige til mor, at i familien skal manden skaffe mad, og manden skal også tage sig af sine kære, for I er jo piger, det skal I ikke. Og hvem er manden hos os, søstre, jer? Nej! Derfor bliver I hjemme hos mor, og jeg går ud for at finde en ny skov til vores familie.
Erklærede egernet beslutsomt.
Efter at have pakket lidt mad til ham i en bylt, sendte mor og far deres søn af sted.
Egernet vandrer gennem skoven og ser sig omkring. Det er skræmmende at gå her alene, snart skriger en krage, snart blæser vinden, snart rasler bladene i vinden... Men drengen ved, at han må tage sig af sin familie, for far er syg, og søstrene kan ikke efterlades uden mor.
Egernet gik længe, og pludselig, i det fjerne, så han en ny skov. Den var så smuk, og selv bladene på træerne var endnu ikke gulnet så meget som i deres skov.
Pludselig, ud af det blå, dukkede et enormt vildsvin op på den lille egerns vej.
Det viste sine huggtænder og brølede højt:
Hvem går her uden min tilladelse? Jeg er chefen i disse egne, og kun jeg bestemmer, hvem der skal bo her, og hvem der ikke skal.
Først blev egernet meget bange, han kunne ikke engang sige et ord, som om der var dukket en kæmpe klump op i hans hals.
Jeg... jeg... vil...
Hviskede den lille fyr og prøvede at sige noget.
Tal højere, ellers spiser jeg dig nu.
Sagde vildsvinet irriteret.
Og da huskede egernet, at derhjemme ventede fire søstre, mor og far på ham, som håbede på ham.
Jeg søger et nyt hjem til min familie! I vores skov var der tørke, og alle vores forråd er tørret ud. Nu er mine søstre sultne, og jeg gik ud for at finde et nyt hjem og mad.
Sagde egernet højt og tydeligt.
Vildsvinet så på den lille fyr og sagde:
Du er så lille og så modig. Du var slet ikke bange for at komme til vores egne, selvom alle ved, at jeg er chefen her og ikke kan lide, når fremmede kommer. Jeg har aldrig før set så modige egern, så jeg vil tillade jer at bo her.
Egernet blev så glad, at han ikke mærkede, hvordan han hoppede hjem. Han fortalte derhjemme, hvordan han kom til den nye skov, hvordan han undervejs var bange for kragers skrig og bladenes raslen. Men da han fortalte søstrene og forældrene historien om vildsvinet, udbrød de alle sammen:
Hvor er du dygtig! Ikke alle kunne forhandle med vildsvinet, for alle ved, at det er skræmmende og meget ondt!
Egernet blev så glad, for han — den lille bange fyr, er nu ikke bange for noget mere.
