Drageungen I, mæt og tilfreds, vendte tilbage hjem. Han fløj forsigtigt ind i sit værelse, hvor hans mor, drageinden, allerede ventede på ham.
Hvor har du været, din slingrebuk? Vi har ledt efter dig overalt!
Drageungen I satte sig tavst på sin seng. Han vidste ikke, hvad han skulle svare sin mor. Han ville ikke lyve, men han var bange for at fortælle sandheden. Han blev meget oprevet, og hans hud skiftede fra lilla til skarpt lyserød.
Nå, nå. Hvis du ikke svarer mig, venter der dig en straf, sagde moren strengt. Jeg tager din computer i en uge!
Jo, jo, jo, begyndte I med hakkende stemme. Jeg hørte søster fortælle om bærrene, og jeg ville gerne være sikker på, at hun ikke løj for os. Jeg fløj på besøg hos mennesker, hos en venlig bedstemor og en lille dreng.
Sikke en straf! blev moren forarget. Man må ikke flyve fra det eventyrlige land til mennesker. Hvad nu hvis de havde gjort dig fortræd? Hvis de havde lukket dig inde i et bur eller bundet dig med en kæde? Hvis de havde holdt dig som et husdyr? Så var du aldrig kommet tilbage til os!
Jeg gør det ikke igen, græd drageungen I med store tårer, mens hans hud skiftede fra lyserød til skarpt grøn.
Så fløj Di ind gennem vinduet.
Der er du jo! Nu skal du høre det af mig! råbte hun.
Stop! standsede drageinden hende. Han har allerede forstået, hvad han har gjort, og at man ikke må behandle familien sådan. Ikke sandt, I?
Jo-jo-jo, snøftede drageungen.
Hvor var han så henne? spurgte søsteren.
Hvor, hvor? snerrede I. Jeg fløj hen til mennesker, til din bekendte, den venlige bedstemor, og til drengen. Hun gav mig bær. Bare drengen var en anden denne gang.
Hvordan en anden? blev søsteren overrasket. Skifter de også hudfarve?
Nej, bedstemor kaldte ham Mads. Den anden dreng, Emil, kommer om tre dage, sagde hun.
Å-å-å… sagde Di langsomt.
Så! Jeg forbyder jer at flyve hen til mennesker! Husk, for længe siden fortalte bedstemor mig om dengang, da mennesker angreb drager, og vores slægtninge døde.
Det var for to hundrede år siden. Dengang var drager meget store og heller ikke venlige. Hvorfor røvede vores onkel drage en kvinde fra menneskestammen? Ville han spise hende? funderede Di.
Efter den hændelse, fortsatte moren, forvandlede en troldmand de enorme drager til små. Nu kan vi bo i det eventyrlige land og lade være med at flyve hen til onde mennesker.
Men hvorfor forvandlede han os til små drageunger? spurgte I naivt.
Hvorfor? Det eventyrlige land er jo lille. Hvis vi stadig var så store som for tusind år siden, ville vi slet ikke kunne være her.
Familien samledes til middag. Drageinden fortalte om den lille I’s eventyr. Efter lidt overvejelse besluttede forældrene, bedsteforældrene og alle de andre at flyve hen til mennesker for selv at se med egne øjne det, børnene havde fortalt om.
En tidlig søndag morgen gik bedstemor og morfar ud i haven. Det var august, ribsbærrene var modne på buskene, og de skulle plukkes til salg.
Du plukker de røde ribs, og jeg begynder på de hvide, for der er meget flere af dem, sagde morfar.
Vi må skynde os, for kunderne kommer klokken ti, og det lover en varm dag i dag, sagde bedstemor enig.
De satte sig på små stole ved buskene med bærrene og gik i gang. Pludselig hørte de en mærkelig lyd.
Hører du det? Der er en summen! Eller er det bare min hovedpine? spurgte morfar.
Nej, svarede bedstemor, jeg hører ikke noget.
Det er nok blodtrykket, sagde manden forlegent.
Barometeret er normalt i dag. Hvordan kan dit blodtryk pludselig være steget? spurgte bedstemor overrasket. Gå ind og mål det, og tag en pille.
Morfar rejste sig stønnende og slæbte sig hen mod huset. Bedstemor fortsatte med at plukke ribs. Pludselig dukkede små drageunger op lige foran hendes øjne. Et helt hold!
Kvinden blev målløs. Havde hun ikke vidst om de små drager, var hun måske faldet om af overraskelse.
Nu er den der! sagde hun.
Vi er kommet på besøg! råbte I og Di i kor. Hvor er jeres drenge?
Det er jo søndag, de er hjemme hos sig selv, svarede bedstemor stille. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle opføre sig over for de uventede gæster.
Vi er fløjet herover for at se, hvordan I lever, sagde de voksne drager.
Jo, det går fint. Vi plukker bær lige nu, sagde bedstemor forvirret.
Vi ville så gerne snakke med drengene, sagde børnene skuffet.
De er der ikke, sukkede bedstemor. Hvad kan jeg tilbyde jer? Hjælp mig med at plukke bærrene. Og spis selv. Jeg har skyllet busken med vand. Der er jo så mange af jer…
Dragefamilien samlede sig om busken med røde ribs og begyndte at spise bærrene.
Børnene siger, at mennesker er venlige og gæstfrie. Er det sandt? spurgte drageinden.
Der findes alle slags. Det er jo også sådan med drager, tror jeg…
Vi er allerede mætte, råbte en fra familien.
Når I er mætte, så hjælp med at plukke alle bærrene og lægge dem i spanden, befalede far-dragen.
Foran bedstemors øjne flimrede og svirrede de store guldsmede rundt.
Jeg foreslår, at I tager spanden med bær med hjem. Det er min gave, smilte bedstemor.
Tak, men vi tager ikke bærrene. Vi er alle fløjet hertil og har spist os mætte, svarede drageinden. Vi hjælper jer, og så flyver vi tilbage.
Der lød fodtrin.
Min mand kommer tilbage!
Drageungerne gemte sig i ribsbusken.
Jeg målte blodtrykket. Normalt. Forstår ikke, hvorfor det hvislede i ørerne?
Gå tilbage og hent mig noget vand, snød bedstemor.
Morfar vendte om og traskede tilbage mod huset og mumlede for sig selv.
Han kommer snart tilbage. Jeg vil ikke have, at han ser jer, sagde værtinden lidt forsagt.
Er han en ond mand? Kan han gøre os fortræd? lød spørgsmålene fra drageungerne.
Nej, nej, slet ikke! Jeg er bare bange for, at han besvimer, hvis han ser jer. Han har ingen fantasi, han er meget seriøs. Han læser ikke eventyr og tror ikke på mirakler.
Godt. Vi har plukket alle bærrene af busken og hjulpet jer. Tak for gæstfriheden og for maden! råbte drageungerne og fløj straks op i luften.
Bedstemor løftede hovedet, kiggede op mod himlen og vinkede til dem!
Hvad kigger du på? spurgte manden og kom hen til hende. Du vifter jo med armene.
Bare nogle myg, smilte bedstemor.
Wow! Du blev færdig med busken så hurtigt! Du har plukket en hel spand bær.
Det er dig, der har været væk længe.
Du sendte mig jo selv af sted: mål blodtrykket, hent vand til mig…
Hold op med at brokke dig. Bær den fulde spand hen til porten, og tag den tomme med.
Drageungerne vendte tilbage til deres eventyrlige land og fortsætter med at leve der, som de altid har gjort. De tænker ofte tilbage på deres rejse til mennesker, på smagen af ribsbær, og smasker tilfredst med tungerne.
Der går noget tid, og så vil de igen gerne besøge mennesker og flyve hen til dem på besøg.
