I en stor grøn skov blev et lille fluffet juletræ født. Det voksede blandt andre træer og så hvert år, hvordan deres blade blev farvet i alle regnbuens farver om efteråret, og faldt af om vinteren, mens der lagde sig hvidt, let sne på grenene. Men juletræet elskede mest, når der om foråret kom små zarte knopper på træerne, som skød grønne, unge blade ud.
Og det, juletræet, var grønt både vinter og sommer. Men juletræet blev ikke misundelig på de andre træer, for de havde aldrig været til nytårsfesten, mens Frostfar altid tog det grønne, fluffede, pyntede juletræ med sig til festen.
Frostfar pakker juletræet ind i sne og lægger det til at sove. Han siger blidt til det:
Sov, juletræ, ba-ba.
Og Snestormen synger vuggesange:
Sov, juletræ, min elskede, pas på du ikke fryser!
Juletræet elsker Frostfar og Snestormen for deres omsorg og godhed.
En dag før nytår siger Frostfar til juletræet:
Juletræ, du skønne, i morgen er der fest for børnene, du skal komme pyntet og smuk. Vi skal pynte dig med mange farvede kugler og hænge smukke perler på dig. Men du skal hvile godt i dag og få ordentlig søvn.
Godt, Frostfar, jeg skal gå i seng tidligt, og i morgen skal jeg være den smukkeste til festen og glæde børnene!
Aftenen kom. Lige da juletræet besluttede sig for at dække sig til med sne og gå i seng, løb en lille grå hare forbi og spurgte juletræet:
Grønt juletræ, hvorfor går du i seng så tidligt? Lad os lege! Jeg skal springe omkring dig, og du skal prøve at fange mig med dine grene.
Åh, lille hare, jeg ville meget gerne lege med dig, men jeg lovede Frostfar, at jeg skulle hvile tidligt, i morgen er der børnehavefest, og jeg skal få søvn.
Det er ikke så slemt, så skal jeg bare løbe omkring dig og lege, mens du hviler.
Okay, men vær venlig ikke at lave for meget larm, lille hare.
Sådan blev det aftalt. Lige da juletræet lukkede øjnene og søvnen kom, hørte det haren springe og synge sange. Så længe haren ikke blev træt og gik hjem, fik juletræet slet ikke søvn.
Haren løb væk, og juletræet var ved at få en lille lur, da det hørte en vred ulv løbe forbi med en ræv:
Du skal få at mærke det, du snedige ræv! — brølede ulven.
Hvad er der galt, du grå? Jeg forstår ikke, hvorfor du er vred på mig? — svarede rævens list.
Du forstår det ikke? Hvem sendte mig efter haren på et falsk spor? — sagde ulven højere og forsøgte at gribe ræven i halen.
Undskyld, du grå, jeg skal også have mad! Aj! — skreg rævens list, da ulven kom lidt tættere på.
Kunne I ikke være lidt stille? — sagde juletræet ind i striden, — jeg skal få ordentlig søvn før i morgen, og I forstyrrer mig.
Åh, undskyld, juletræ, det er alt ulvens skyld! — sagde ræven og benyttede forvirringen til at løbe væk.
Jeg skal nok få fat på dig! — råbte ulven og løb efter.
Juletræet forsøgte at sove igen, men hørte skridt i nærheden. Det var en mand med en økse. Han ville åbenbart fælde juletræet helt ned til roden. Det grønne træ blev bange og råbte til ham:
Fælde mig ikke, mand, Frostfar lovede at tage mig med til festen i morgen.
Juletræ, juletræ, du er så smuk, jeg vil så gerne have dig med hjem!
Men jeg skal være med til børnehavefesten i morgen, børnene bliver kede af det!
Okay, så går jeg hjem og køber et kunstigt juletræ.
Og vær venlig ikke at lave larm her, jeg skal få søvn.
Manden med øksen gik væk, men juletræet kunne stadig ikke falde i søvn. Først ville en spætte lave et hul i det nabotræ, så begyndte en stærk vind at hyle. Først mod morgen fik den smukke træ en lille lur, og så sagde det ærligt til Frostfar:
Jeg, Frostfar, sov næsten ikke hele natten, jeg var nervøs, men jeg skal alligevel til festen, jeg kan ikke skuffe børnene.
Tak skal du have, min kære, jeg håber, du får søvn næste år, men nu er det tid til at blive pyntet!
Og juletræet blev endnu smukkere. Det tog sine fine pynt på og gik til festen med bedstefar. Og det bragte så meget glæde til børnene!
