Da den lille gran var helt lille, var alt så spændende for hende. Simpelthen uanset hvor hun kiggede, var alt interessant. Det mest fantastiske for hende var forandringerne i naturen.
Om sommeren stod alle træerne ens. Og hun var som alle de andre. Og alle var som én stor, venskabelig familie.
Men pludselig, da hedebølgen var forbi, begyndte regnen og kulden at komme, og der skete noget med hendes venner. Deres blade skiftede farve og blev brogede. Den lille gran kunne ikke få nok af at se på dem: hvor var de smukke! Og hun ventede hele tiden på, at hendes nåle også ville blive så farverige.
Gule eller røde, eller måske orange? – sådan drømte hun hver aften, mens hun faldt i søvn, om at hendes klædedragt ville skifte. Men der kom en morgen, og intet var sket.
Åh! – sukkede den lille gran tungt. Og hun havde så ondt af sig selv. Og hun blev så vred på sine nåle, som ikke ville forandre sig. Tværtimod blev de hårde og stive, og grenene blev dunede og udspilede.
Sådan sørgede den lille gran, indtil der kom kraftig blæst. Da hun vågnede en morgen, syntes hun, at hun var havnet i et eventyr. Jorden var som malet med farver: gule, røde, orange – alt sammen, som hun elskede.
Åh, hvor er det smukt! Se nu! – udbrød hun og henvendte sig til sine venner, træerne.
Ja, ja – sagde de lidt langsomt, som om de var ved at falde i søvn – vi ved det. Sådan sker det hvert efterår.
Efterår! Så hedder det altså. Ef-te-rår, sang den lille gran og nød det brogede tæppe af blade. Og så opdagede hun, at de smukke blade faldt af hendes venners grene og dalede ned, og at træerne stod nøgne og sårbare, udsat for vind og regn med deres grene og stammer.
Nu fik hun ondt af træerne. Og da blev den lille gran glad for sine nåle, som hun så nylig havde skældt ud. For det var netop nålene, som, fordi de forblev grønne, beskyttede og reddede hendes spinkle krop mod vind og kulde.
Selvom mine nåle ikke kan skifte farve, og jeg ikke har en sådan skønhed, så har jeg det godt og roligt nu – tænkte den lille gran – ja, jeg er altid ens, men det kan jeg faktisk bedre lide: lad det altid blive sådan!
Den lille gran anede ikke, at hendes grønne kviste var meget populære hos andre, for om vinteren minder de om sommer og varme. Og de dufter så særligt af harpiks og nåletræ.
