Engang i et fjernt, fjernt frugtland ved navn Frugtlandia boede en sød lille avokado. Alle kaldte ham bare Avo.
Mor Avokadinde og far Avokado elskede ham højt og forkælede ham så meget, at der nok ikke fandtes en mere forkælet frugt i hele Frugtlandia end Avo.
Forældrene gjorde alt for at give ham medgang, bare drengen var lykkelig og aldrig blev ked af det.
I avokadofamilien var der en dejlig tradition. Hver dag gik de sammen en tur i den magiske frugthave, for der var varmt dér til enhver årstid.
Det magiske ved haven var, at når frugterne var glade, skinnede solen, græsset var grønt, og fuglene sang vidunderlige sange.
Men når frugterne blev kede af det, væltede af sted, var grove eller triste, forsvandt solen, skyerne samlede sig, en kraftig vind rejste sig, og der begyndte at regne med torden.
En dag, mens Avo gik tur i haven, så han, at man solgte en kæmpe jordbærisvaffel med chokoladekrymmel lidt derfra. Han fik lyst til at spise den. Han begyndte at bede sine forældre om at købe godten.
Først sagde mor og far nej, for Avo kunne få ondt i halsen af så meget koldt. Avokadikken begyndte at hyle, og forældrene gav efter og købte den kæmpe is.
Efter at have spist isen blev Avo næsten med det samme syg. Hele familien måtte skynde sig hjem.
Imens forsvandt solen fra haven, og fuglene holdt op med at kvidre deres dejlige sange, for de mærkede forældrenes bekymring for lille Avo.
Forældrene plejede Avo længe med alle mulige sirupper, bitre urtedrikke og omslag. Til sidst blev han rask, og familien kunne igen gå ud i den elskede frugthave.
Avo legede tagfat, gemmeleg og lavede grimasser. Far tog billeder af ham. Og så gav mor sin lille dreng en lækker sandwich. Alle var glade.
Men så fik Avo øje på sin ven Bananmand. Bananmand havde en kæmpe ballon formet som en banan i hånden. Avo blev meget ked af det, for hans ven havde en ballon, og han havde ikke en.
Han gik hen til forældrene og krævede, at de købte en ballon formet som en avokado til ham. Og den skulle være endnu større end Bananmands.
Først sagde forældrene nej til at købe den store ballon. Avo holdt op med at klynke og begyndte at tudbrøle, og det højt. Far og mor havde ikke andet valg end at give efter for deres forkælede søn og købe ballonen.
Igen blev det mørkt i frugthaven, bladene på træerne visnede, og vinden begyndte at blæse så kraftigt, at Avo næsten fløj af sted sammen med ballonen. Heldigvis nåede forældrene at gribe fat i ham.
Avo blev meget bange og ked af det, men da de kom hjem, glemte han hurtigt hele episoden og begyndte at opføre sig, som han plejede.
Dagene gik. Avo ville have flere og flere gaver og stadig dyrere underholdning. Forældrene måtte arbejde meget for at opfylde deres søns ønsker. De var meget trætte og kom hjem fra arbejde sent. Og nogle gange havde de slet ikke kræfter til at læse en godnatsaga for Avo. Og at gå tur og lege sammen i den elskede frugthave var slet ikke til at tale om.
En søndag morgen tog avokadofamilien dog alligevel ud i den magiske frugthave. Men der var trist.
Forældrene var tankefulde og tavse. Kun Avo morede sig. Det gik op for ham, at der var køligere i haven end normalt, og solen kiggede kun lige frem bag skyerne. Men han glemte det hurtigt igen.
Haven vidste dog alt og mærkede det hele. Haven var sådan, fordi Avos forældre var klar over, at de forkælede deres lille dreng på en forkert måde, men de vidste ikke, hvad de skulle gøre nu.
Mens de gik og tænkte, fik de øje på en annonce: «Der er kommet et fly af nyeste model i legetøjsbutikken! Skynd jer at købe det! Antallet er begrænset!!! »
Avos øjne lyste op, og han fik så lyst til flyet, at han næsten ikke kunne holde sig. Han begyndte at bede forældrene købe det. Mor og far forsøgte at forklare avokadikken, at flyet var for dyrt, og at hele lønnen ville gå til købet. Men Avo ville ikke høre på noget.
Han faldt om på jorden, skreg og sparkede med benene. Forbipasserende kiggede forundret på ham. Forældrene skammede sig meget over deres søn.
Og hvad med frugthaven? Der blev det helt trist. Skyerne samlede sig, vinden begyndte at rive blade af træerne, tordenen buldrede, og et så kraftigt regnskyl kom, at avokadofamilien blev gennemblødt.
Avo græd og bad om flyet hele ugen og nægtede endda at spise.
Skat, hvis vi køber flyet, må vi arbejde endnu mere, og vi får slet ikke tid til at lege sammen, sagde forældrene.
Men Avo var ligeglad.
Hvad for nogle forældre er I dog, hvis I ikke kan købe et fly til jeres eneste søn! Jeg gider slet ikke gå tur med jer, jeg vil have FLYYY! råbte han tilbage.
Forældrene kunne ikke holde til mere og gav efter igen og brugte alle de penge, de havde tilbage, på legetøjet. Nu måtte de arbejde endnu mere.
Avo fik nye legetøj hele tiden, men forældrene så han næsten aldrig. Familien holdt op med at være sammen, lege, gå tur og endda bare more sig.
Man skulle tro, at Avo havde alt, hvad han ønskede. Men nu manglede han det vigtigste: forældrenes opmærksomhed. Der var ingen at flyve drageflyveren med, og ingen at gå tur med i den magiske skov, ingen at fortælle en sjov historie, der var sket om dagen, og ingen, der kyssede og krammede ham.
En dag gik Avo alene ud i den magiske have, men det var der meget trist.
Haven virkede som frosset, som om den ventede på noget meget usædvanligt, der skulle ske lige om lidt.
Avo gik rundt de steder, hvor han havde været glad, og huskede. Her havde han været på picnic med forældrene, og her havde han fløjet drage med far, her sad mor på bænken og sang en sang for ham, mens hun holdt ham tæt og godt, og bag det træ gemte han sig, og de kunne lang tid ikke finde ham.
Da Avo tænkte på det, lå der et smil på hans ansigt, men så græd han bittert. Han græd, indtil tårerne var løbet tør, og øjnene gjorde ondt. Det virkede, som om alt det dårlige forlod Avo sammen med tårerne, og noget smukt begyndte at vokse frem.
Da han var færdig med at græde, gik det op for Avo, hvad han havde gjort. Han havde selv ødelagt alle disse dejlige øjeblikke og byttet det dyrebareste, han havde, forældrene, for unødvendigt legetøj og underholdning.
Hvor havde han dog såret dem, og hvor var han utaknemmelig og forkælet, et barn, der kun krævede, men aldrig gav noget tilbage.
Avo besluttede sig fast for, at han måtte bede dem om tilgivelse, og løb hjem. Han var så oprørt, at han ikke lagde mærke til haven.
Men haven begyndte at vågne op. Solpletter dansede overalt, blomster, der aldrig før havde vokset her, sprang ud, og fuglene kvidrede på en ny måde.
Avokadikken kunne ikke finde ro, gik op og ned ad gulvet og kiggede ud ad vinduet og ventede på forældrene. Da mor og far kom hjem, løb han hen imod dem og krammede dem så hårdt, han kunne. Far Avokado og mor Avokadinde blev meget overraskede over sønnens opførsel.
Skat, hvad er der i vejen? Er der sket noget? Har du ikke ondt nogen steder? spurgte mor.
Mor, far, jeg har så meget dårlig samvittighed over for jer! sagde Avo gennem tårerne. Det er min skyld, at I arbejder dag og nat. I dag gik det op for mig, at jeg ikke har brug for legetøj. Det er jer, jeg har brug for, jeres kærlighed og opmærksomhed. Tilgiv mig, og arbejd ikke så meget mere.
Skat, vi elsker dig højt, ønsker dig kun det bedste og er selvfølgelig ikke vrede på dig. Det er rigtig godt, at du selv har forstået, hvor vigtig familien er, og ikke tingene, svarede forældrene.
Alle krammede hinanden og græd.
Fra i dag bliver alting, som det plejer! Nej, det bliver endnu bedre! udbrød far Avokado.
Skal vi gøre klar og gå tur i vores elskede magiske frugthave? foreslog mor.
Da avokadierne kom til haven, var alt endnu bedre end før. Selv om det var vinter i resten af verden, var der sommer i den magiske have. Her skinnede solen klart, en regnbue prydede himlen, haven duftede af blomster, man aldrig havde set før, og fuglene sang de allerflotteste sange. Alle smilte og var venlige, da de mødte avokadofamilien.
Avo og hans forældre var simpelthen lykkelige, fordi de havde hinanden. Avo gav sig selv et løfte om aldrig mere at såre sine forældre.
