Februar var solrig og snefuld. Vejret var godt og frostigt. Tre venner – Viktor, Mads og Peder – samlede sig som sædvanligt på issletten.
Viktor er den ældste i gruppen. Han går i femte klasse, får kun topkarakterer og træner i forskellige sportsklubber. Anden klasses elev Mads er den morsomste og mest aktive: han sidder aldrig stille og vinder altid i spil. Hvis nogen bliver uopmærksom – så er Mads der. Peder er den yngste. Han går endnu ikke i skole, men forsøger ikke at blive tilbage for drengene! Man skal ikke putte fingeren i hans mund – han bider den af.
En dag besluttede drengene at finde ud af, hvem der var stærkest.
Venner, snart er der fest – 23. februar. Det er tid til at finde ud af, hvem af os der er en rigtig mand, – erklærede Viktor højtideligt.
Men hvad betyder det – "en rigtig mand"? – ville Peder præcisere.
Jeg ved det! Det er den, der er hurtigere, højere og stærkere end alle andre! – råbte Mads.
Ja, præcis! – bekræftede Viktor.
Men hvad skal vi så finde ud af? Du er højest af alle, Viktor, du er jo den ældste, – mumlede Peder fornærmet.
Og jeg er hurtigst af alle! Jeg vinder altid i fangeleg, ingen kan gemme sig for mig! – erklærede Mads glædeligt.
Så jeg er den stærkeste? – spurgte Peder tvivlende – ja, efter eliminationsmetoden.
Viktor lo og nikkede. Han vidste, at Mads ikke havde nogen lige i fangeleg, men han kunne ikke tro på, at lille Peder var den stærkeste. Mads lo også.
Hvorfor griner I? – spurgte Peder drengene.
Peder, tror du virkelig, at du er stærkere end mig og Mads? – spurgte Viktor sin ven og lo.
Ja! Og ellers er det ikke fair! Jeg er da en rigtig mand?
Okay, stop med at snakke, lad os teste det! – foreslog Mads.
Hvordan skal vi teste det? – blev Peder på vagt. Han selv forstod, at det ville være svært at overvinde drengene i styrke.
Jeg foreslår følgende: vi ruller en enorm snebold sammen, og så skal vi en efter en prøve at flytte den fra stedet. Den, der kan, er den stærkeste, – foreslog Viktor.
Enig! – råbte Peder. Mads var også enig.
Drengene gik i gang. De rullede snebollen længe, og den blev stor og tung. De kunne næppe skubbe den til midten af pladsen sammen. Så begyndte de at prøve at flytte den fra stedet en efter en.
Peder, som den yngste, fik lov til at prøve først. Han kastede sig med al sin kraft mod sneballen, som var højere end hans hoved. Sneballen flyttede sig ikke. Peder så bedrøvet på drengene, og de smilede. Drengen forsøgte at skjule sin skuffelse, gik væk og satte sig på en bænk.
Nu var det Mads' tur. Drengen stillede sig med ryggen mod sneballen og støttede sig med benene i sneen. Han kastede sig med al sin kraft mod sneklumpen – han kunne ikke få den til at bevæge sig. Mads blev ikke særlig bedrøvet, men besluttede at støtte Peder og satte sig ved siden af ham.
Viktor stod ved siden af den enorme snebold. Hvis han kunne flytte den – sejr! Det betyder, at han ikke kun er den højeste, men også den stærkeste, og derfor – en rigtig mand!
Uden at tvivle på sine kræfter skubbede Viktor smilende snebollen med en hånd. Intet. Viktor blev ikke forvirret, støttede sig med hænderne mod kuglen, støttede sig med benene i sneen og prøvede igen. Igen uden held!
Den ældste af drengene kunne heller ikke få snebollen til at bevæge sig! Alle lo, og Viktor blev rød.
I ved hvad, det er en dum strid. Ingen vandt! Lad os hellere køre ned ad bakken! – sagde han.
Ja! Jeg er først! Peder, kommer du med os? – råbte Mads glædeligt.
Nej, jeg vil ikke, – Peders stemme var usædvanlig trist.
Okay! Så sid og vær fornærmet, mens vi leger, – sagde Viktor, og han og Mads gik op ad bakken.
Men Peder tænkte ikke på at sidde og være sur. Han havde et krigerisk temperament. Han rejste sig fra bænken og gik med fast skridt mod snebollen. Han brugte meget tid på at prøve at flytte den, men alt var forgæves. Hvad skulle han gøre? Betyder det, at han ikke er en mand, ikke en forsvarer? Nej!
I frustration over sig selv og drengene besluttede Peder at tage en risiko. Han gik længere væk fra snebollen og løb mod den og sprang på den.
Det virkede! Snebollen flyttede sig under Peders vægt. Peder selv fløj selvfølgelig ansigt først ned i sneen, men det bekymrede ham ikke særlig. Han rejste sig straks, rystede sneen af sig og løb efter drengene.
Viktor! Mads! Det virkede! Jeg er den stærkeste, jeg fik den til at bevæge sig! – råbte han til drengene, som stod ved siden af issletten.
Det kan ikke være sandt! – svarede Viktor.
Jeg tror det ikke! – råbte Mads.
Så kom og se selv! Og hvis I ikke tror mig, så kald Anna, hun kan sige, om snebollen flyttede sig eller ej.
Det var en god ide. Anna, vil du komme med os? – spurgte Viktor pigen i den røde jakke, som lige var kørt ned ad bakken og kom hen til drengene.
Ja, hvad skal jeg gøre? – svarede hun med klar stemme.
Bekræfte snebollens bevægelse, – lo Mads, og drengene løb efter Peder til snekuglen.
Peder strålede af lykke. Han tog Annas hånd og førte hende direkte til kuglen. Pigen studerede det knuste snee nøje, men hun havde stadig tvivl.
Hvordan lykkedes det dig? – spurgte hun Peder og kneb øjnene sammen.
Hemmelighed! – svarede han kort. Det var ikke nødvendigt, at drengene kunne gentage hans rekord.
Hjalp nogen dig? – spurgte Viktor og gik tættere på og omfavnede sin ven omkring skuldrene.
Jeg klarede det selv, tror du? – svarede Peder og så ham direkte i øjnene.
Giver du ordet som en rigtig mand? – spurgte Viktor.
Ja! – råbte Peder straks, og hans kinder blev røde af skam.
Så hvad siger sneklubben? – vittigt spurgte den muntre Mads, som gik hen til drengene – Anna, det er jer, der skal afgøre, hvad tror I?
Jeg tror, at jeres spil er dumt! Men Peder taler sandt, han lyver ikke for sine venner. Og man kan se på sneen, at snebollen har flyttet sig.
Peder begyndte at hoppe rundt af glæde. Mads og Viktor sluttede sig til ham.
Hurra! Nu er jeg også, ligesom jer, en forsvarer!
Så du har snart også fest, – sagde Anna – drenge, jeg har gaver til jer.
For os alle? – spurgte vennerne i kor.
For jer alle! – smilede pigen listig og lavede hurtigt en snebold og kastede den lige i Mads' pande.
Ah, sådan nogle gaver! Til angreb! – kommanderede Viktor, og drengene kastede sig i kamp. Peder forsvarede faktisk Anna. Hun havde trods alt hjulpet ham bevise over for drengene, at han virkelig havde flyttet snebollen.
Han fortalte aldrig nogen, hvordan han gjorde det. Men han husker for altid, at det ikke er den stærkeste, der vinder, men den, der holder ud til slutningen!
