I troldmandsskolens slot opdagede man efter navneopråbet, at en elev var forsvundet. Den mest uregerlige elev, Morten, var væk. Ved eftersøgningen af hans værelse fandt man ud af, at han havde taget et kladdehæfte med besværgelser og et alkymisk sæt til at lægge fortryllelser med.
Igen ham?! ― udbrød skoleforstanderen irriteret.
Bare rolig, bare rolig ― stammede viceinspektør Grethe, der bragte de dårlige nyheder.
Forstanderen rynkede panden. Hans blik borede sig ind i viceinspektøren ― en venlig, rund kvinde i sin bedste alder.
Jeg har jo advaret om, at folk som ham aldrig kan leve side om side med os trolddomskyndige. Hans skæbne er at svinge køllen på slagmarken, ikke at forstå tilværelsens sandhed.
Træf ikke forhastede konklusioner, for De kender jo hans tragiske historie. Det er bare ungdomsdumhed, bønfaldt viceinspektøren.
Jeg er træt af at slå hovedet mod muren. Levnerne lærer han aldrig ydmyghed, og det er det vigtigste i magiens kunst, sagde forstanderen, nu med blikket mod vinduet.
Levnerne, menneskene og magikerne havde i umindelige tider levet hver for sig og ikke blandet sig i hinandens sager. Men en dag kom erobrerne over havet og ændrede den vante gang. Alle måtte forene sig for at besejre de gamle ― et meget ondt og grådigt folk.
De gamle var et mislykket eksperiment fra druiderne. Druiderne lovede et krigerisk menneskefolk udødelighed og styrke ved hjælp af besværgelser, men de snød og lagde en forbandelse over dem: træhud.
Efter planen skulle krigerne på én gang forvandles til træer, men noget gik galt. Menneskene fik bark, og deres hænder blev til grene. Med disse grene dræbte de gamle druiderne og drog ud for at erobre andre egne, for et andet liv kunne de ikke længere forestille sig.
Men tilbage til magiskolen. Der forberedte man sig i fuld fart på at lede efter den uregerlige elev. Forstanderen ville selv finde flygtningen og offentligt smide ham ud af skolen. Og ikke mindst skulle det alkymiske sæt inddrages.
Hvorfor skal De selv ud at lede? Det kan de ældste elever sagtens klare, sagde viceinspektøren bekymret.
Denne gang narrer du mig ikke, Grethe! Jeg husker, at du sidst, da han stak af, gemte den snu lille rakker i stalden i en uge. Du ventede, til jeg havde faldet til ro, og smeltede mit hjerte med historien om, hvordan de fandt ham som spæd på slagmarken, helt alene...
Forstanderen tav, og blikket fyldtes med sorg. Men et øjeblik efter fortsatte han med samme strenge stemme:
Denne verden er meget hård, og orden kan kun opretholdes med love og ubrydelige regler, som din yndlingslevn ikke tager det mindste hensyn til!
Grethe ville sige noget, men lederen afbrød hende skarpt, som skåret med en kniv:
Jeg har sagt mit!
Ved solopgang drog forstanderen og to ældre elever af sted for at finde Morten.
At de var på rette vej, bekræftede en fisker, de mødte undervejs. Hos ham svømte fiskene af sig selv op af floden og lagde sig pænt i vognen. Med ét hævet greb fjernede forstanderen Mortens besværgelse og standsede sildemarchen.
Fiskene vågnede op, begyndte at vride sig og sprang tilbage i vandet. Fiskeren rystede på hovedet, kiggede fortabt på de rejsende og mumlede for sig selv:
Sådan noget drømmer man da ikke. Jeg må nok gå hen i skyggen.
Forstanderen og eleverne drog videre. Da de var kommet et stykke fra fiskeren, spurgte en af eleverne:
Ærede forstander, hvorfor lod De ikke fangsten blive hos fiskeren? Det er jo en ubetydelig besværgelse, som ikke gør nogen skade.
Ubetydelige besværgelser findes ikke, svarede troldmanden. Tror du ikke, at nogen vil lægge mærke til, at en stakkels fisker pludselig har et helt års forråd af fisk? Jeg er sikker på, at hans liv vil forandre sig grundigt, og ikke til det bedre. Der vil dukke folk op, som ikke bryder sig om sådan en pludselig rigdom. Til sidst vil de beskylde ham for tyveri, for ingen vil tro på hans historie.
Men hvordan kan De vide, hvordan folk reagerer? Måske begynder de at respektere ham? spurgte eleven forundret.
Jeg har levet her på jorden i næsten to hundrede år og kender mennesker, svarede magikeren roligt.
Der gik en halv dag efter mødet med fiskeren. De rejsende kom ind i en landsby og stødte igen på den flygtede elevs spor. Byens slagter nægtede at sælge kød og tilbød venligt landsbyboerne at smage hans fortræffelige kål.
Kan den situation virkelig bringe nogen ulykke? spurgte eleven. Slagteren er jo kendt i hele egnen for sin grovhed og sit dårlige humør.
Før han svarede, fjernede forstanderen besværgelsen fra slagteren. Derefter førte han eleverne til side og sagde:
I ser kun den ene side af sagen. Jeg ved, at denne slagter har stået i sin butik siden barndommen, og at han køber kødet i nabolandsbyen. Vejen dertil er urolig, der er mange røvere og tyve. De ved alle, at man bedst undgår at komme i clinch med slagteren.
Forestil jer, at slagteren var en venlig gammel farbror. Alle ville elske ham, men ikke længe. Ved det første møde med røverne ville den gode mand miste sine varer, måske også livet. Og landsbyens folk ville stå uden kød. Vores verden er ikke sort og hvid. Den har mange nuancer.
De gik videre i stilhed, da de pludselig blev overrasket af den uregerlige elev, som de havde søgt efter. Drengens ansigt var fyldt med angst.
Der, der… ― stammede Morten.
Vær rolig, ― sagde troldmanden strengt, ― sig tydeligt, hvem løber du fra?
Da Morten var kommet til sig selv, forstod han, at han stod over for skoleforstanderen. Men han blev ikke bange, han blev snarere lettet.
Jeg tror, at jeg har gjort noget meget dumt. Jeg ville klæde oldkongens statuer ud i sjove kostumer, så folk ikke skulle være kede af det, når de gik forbi, men... ― drengen tav uden at få sagt mere.
Fortæl det hele fra begyndelsen, sagde forstanderen roligt.
Jeg fandt statuen af oldkongen, begyndte Morten, og ville klæde ham ud som narr med en simpel besværgelse, men noget gik galt! De folk, der gik forbi, blev på en eller anden måde vrede og løb efter mig med høtyve og køller.
Se, det var det, I skulle lægge mærke til, elever, sagde forstanderen roligt. Morten lod sig rive med af følelserne. Han troede, at han ikke gjorde noget ondt, men ville bare more folk. Men se, hvad hans handlinger førte til.
Husk, at den, der har magt, må lære at tænke koldt og træffe velovervejede beslutninger. Se begge sider af sagen. Han tog ikke i betragtning, at statuerne står på en slagmark, hvor mange mennesker er døde, og at det ikke er et sted for spas.
Morten sad hele tiden med hovedet nedad, og tårerne løb ned ad hans kinder. Forstanderen gik hen til ham, satte sig ved siden af og talte roligt, men bestemt:
Morten, jeg håber, at du har lært din lektie?
Det har jeg, sagde den lille rakker stille.
Så op med hovedet, og lad os gå og rette op på dine fejl. Jeg taler med folk, og du fjerner besværgelserne fra statuerne. Derefter vender vi tilbage til skolen.
Kan jeg vende tilbage til skolen? Men jeg har jo ødelagt så meget, hvad skal jeg gøre nu? spurgte eleven sorgfuldt.
Forstanderen så venligt på eleven og sagde stille:
Når jeg ser på dig, ser jeg selv kun den ene side af sagen. Før man træffer en beslutning, kan det hjælpe at se på den anden side af sagen.
