Der var engang nogle muldvarpe. Små, i varme, glatte pelsfrakker.
Under jorden havde de et lille hus ― en hule, og desuden et forråd og tunneler ― underjordiske gange, hvorfra man fra hulen kunne gå ud i alle retninger.
Muldvarpemor snusede og tænkte: "Forår! Så er der gået et år. Snart kommer sommeren, og vi begynder at komme op på overfladen, nyde den friske luft og solens stråler. Jeg skal vise børnene hvor sjovt det er der! Og så kommer efteråret og igen vinteren: kulde og sne. Vi går igen dybt ned under jorden og sidder i den bløde hule, som er belagt med mos og græs".
I dag er det tredive dage siden jeres fødsel, ― sagde Muldvarpemor til sine fem små børn. ― Det er tid til at vise jer vejen op, til jorden. Vi graver en tunnel derhen. Vi skal få frisk forårluft, mærke foråret. Vi skal prøve frisk græs fuldt af vitaminer. Og vores forråd af orme er ved at være brugt op.
Men hvad er forår? ― spurgte en lille.
Forår er når det er varmt, solens stråler varmer jorden og alt omkring, også os muldvarpe. Om foråret våkner naturen, og forskellige insekter kommer ud af dvale: orme, biller, myrer. Det er vores mad. Der kommer grønt græs ― også en vidunderlig lækkerhed, ― forklarede mor. ― Nå, nu må vi holde op med at tale. Til arbejde! Vi skal grave en tunnel i denne retning. Grav, vær ikke dovne!
Hele familien arbejdede flittigt sammen, og gravede sig nærmere og nærmere til forårssolen.
Om lidt, børn, vil I forlade jeres barndomshjem, ― fortsatte Muldvarpemor. ― I skal gå hver jeres egen vej og bygge nye tunneler og huler. Så I skal lære hvordan man gør det!
Mor, jorden er kold, ― klagede den lille datter.
Det er ikke noget. Snart vil solen varme den, og den bliver varm.
Men hvad er solen?
Selvom jeg ikke ser særlig godt, ― svarede Muldvarpemor, ― kunne jeg se: den er stor, rund, og fra den kommer varme lange stråler.
Men hvad er stråler? ― spurgte endnu en lille.
Når vi kommer op på overfladen, så skal I forstå hvad det er.
Endelig stak muldvarpefamilien deres små hoveder op fra jorden.
Hvor er det varmt! Hvor lugter det underligt! ― udbrød datteren. ― Mor, fortæl os en eventyr om hvordan Tommelise næsten blev gift med vores onkel Muldvarp, og hvordan en fugl stjal hende.
Jeg har fortalt jer den hundrede gange.
Nej, fortæl den igen, ― bad børnene i kor.
Okay, jeg fortæller den. Læg jer ned på jorden og vend jeres maver opad. Lad solen varme jer, mens jeg fortæller eventyret.
Og Muldvarpemor begyndte stille at fortælle: "Da onkel Muldvarp var på besøg hos tante Markmusen ― markmusen ― så han en lille pige. Nej, ikke så. Han så hende ikke, men han hørte hende. Han var jo blind. Hun sang højt og smukt en glad sang. Muldvarpen blev meget glad for det, og han begyndte at besøge Markmusen hver uge.
Onkel havde aldrig været gift og havde ingen børn. Han ville gerne have den lille sangersken til kone.
Vil du gifte dig med mig, Tommelise. Jeg skal give dig en pelsfrakke ligesom min. Den har ligget i en kiste i mange år. Det ser ud til at den ventede på dig. Selvom jeg er blind og ikke kan se dig, fortalte tante mig hvor tynd og smuk du er. Jeg hører din stemme, den er så klar. Vi skal bo sammen. Markmusen siger at du spiser meget lidt ― kun halvdelen af et hvede-korn. Så vil mine forråd holde længe. Du skal fortælle mig eventyr, synge sange og holde huset rent. Jeg skal give dig mad. Vil du være min kone?
Hun vil gerne, ― svarede Markmusen. ― Men hun skal først forberede sin medgift: sy en hvid kjole.
Og nu inviterer jeg jer på besøg, jeg skal vise jer mit hus.
Tommelise svarede ikke noget og fulgte tavs efter musen.
De gik gennem den underjordiske tunnel, og de kom til onkel Muldvarpen. Pigen blev meget glad for at være hos ham. Hans hus var stort, kister fulde af pelsfrakker, og forråde fulde af mad. Tommelise begyndte at sy sig en kjole og forberede sig til brylluppet.
Hun syede hele dagen, og om aftenen gik hun ud af musens hule for at se på solen og himlen.
Bryllupsdagen kom. Onkel kom med sine venner for at hente bruden og bragte mange gaver. Tante sagde at Tommelise var meget smuk: i en hvid lang kjole og en fluffet hvid slør.
Før brylluppet ville bruden se på solen og få frisk luft. For hun skulle bo i det underjordiske hus hele vinteren.
Tommelise gik op, så smuk som hun var, og begyndte at synge en glad sang. Pludselig fløj en fugl forbi, greb hende og fløj langt væk, så langt at kun tante Markmusen så det. Og så blev onkel Muldvarpen aldrig gift efter det og levede sit liv alene".
Hvorfor fandt han ikke en anden brud? ― spurgte sønnen.
Mange muldvarpe vil ikke gifte sig og lever som eneboere, ― svarede Muldvarpemor og trak på skuldrene. ― Vi er blevet varme i solen, og nu skal vi spise. Se de jordorme der krøber ud, tag dem hurtigt før de gemmer sig!
De små muldvarpe spiste og gjorde sig klar til at gå hjem. En efter en kravlede de langsomt ind i deres hule.
