I en lille landsby ved navn Hesteholm boede der glade og venlige små dyr: grisen Rosa, hunden Taps, koen Stjerne, fåret Bæ-Bæ og andre. Og den vigtigste blandt dem var hesten Snefnug. Snefnug var ikke helt ung og vidste meget om fantastiske historier om alt i verden.
En sneejet vinteraften samlede alle dyrene sig til besøg hos Stjerne. De drak urtetè med varme havregryn og talte ivrig sammen. Taps fortalte om en tabt skat – en knogle, som hun havde gemt i skoven, men aldrig kunne finde. Fåret Bæ-Bæ delte sin hemmelige drøm: hun ville gerne køre på en hvid fluffet sky, for hun lignede den så meget… Kun den gamle Snefnug var stille.
Snefnug, – sagde grisen Rosa til hende – fortæl os en interessant historie, for du ved så meget!
En historie? Hmm… Hvad vil I gerne høre om? – spurgte hesten langsomt.
Ja, for eksempel noget usædvanligt om vores lille landsby! – råbte koen Stjerne.
Godt. Hæld jer selv mere tè og lyt, – begyndte Snefnug sin fortælling. – For længe siden, da jeg var helt lille, angreb en stor bjørn vores landsby. Han var ond, sulten og meget stærk. Han plagede de små, ødelagde huse og tog mad til sig selv. Høner, ænder, små grise, køer, heste – alle gemte sig for ham dybt i skoven. Landsbyen blev tom.
De stakkels små dyr havde ingen steder at bo. Nætterne blev koldere og koldere. Vinteren nærmede sig. Dyrene holdt råd om, hvad de skulle gøre, hvordan de skulle leve, og hvordan de skulle drive bjørnen ud af landsbyen. De tændte et bål og tænkte hele natten.
Og ved daggry kom en smuk sort hest til bålet. Det var min bedstefar. Han var på vej tilbage til vores landsby efter at have været i tjeneste: som ungt føl var han blevet givet til en soldat. I mange år rejste han rundt i verden med soldaten, så meget og hørte meget.
Bedstefar lyttede til, hvad dyrene klagede over, og tilbød at drive bjørnen væk. Men først foreslog han at bygge bjørnen et hi i skoven, så han ikke længere skulle tænke på at plyndre andres huse og plage de små.
Men hvorfor besluttede den sorte hest at bygge bjørnen et hus? Han havde jo været så grusom! – protesterede koen Stjerne.
Livet er givet til gode gerninger, – fortsatte Snefnug, – min bedstefar var meget vis. Han sagde altid: "Hvad du sår af godhed, høster du godhed". Så… Efter at dyrene havde bygget hidet i skoven, gik hesten til landsbyen og fandt bjørnen. Bjørnen så træt ud: han ledte efter et sted til lang vinterhi.
Bedstefar slog med hovene på jorden, og jorden skælvede. Bjørnen blev bange, men ville ikke forlade landsbyen. Ellers hvor skulle han sove? "Du hører ikke til blandt tamme dyr. Vi har bygget dig et hi i skoven. Gå derhen og bo. Når du har sovet ud, skal du passe skoven, men rør ikke ved landsbyen!" sagde hesten.
Bjørnen blev overrasket over sådan godhed. Han blev skamfuld over sine dårlige gerninger. Han bad dyrene om tilgivelse og gik til sit nye hjem. Siden da lever bjørne i hi.
Og vores landsby kaldte dyrene Hesteholm. Til ære for min bedstefar!
Din bedstefar gjorde rigtigt! – støttede fåret Bæ-Bæ. – I stedet for at blive vred er det bedre at blive enige og leve fredeligt og lykkeligt!
Du fortalte en interessant historie, – sagde koen Stjerne, – tiden flyver hurtigt under god samtale. Solen er gået ned, det er tid til at sove.
God nat, venner!
