Foråret er kommet! Foråret er kommet! ― råbte en ung Krage højt, mens hun fløj gennem skoven.
Har du set det? Er det smukt? ― spurgte den unge Spætte.
Nej, jeg har ikke set det. Jeg hørte bare spurvene i byparken bade i en vandpyt og kvidre glædeligt.
Jeg er nysgerrig efter, hvad FORÅRET er? ― blev Skaden livlig. ― Hvem har set det?
Dum Skade! Du har set det, og jeg har set det, ― knurrende sagde Tante Ugle, mens hun kiggede ud fra hullet i den gamle eg. ― Og I har alle sammen allerede set det.
Hvor er det? ― spurgte Spætten og Skaden i kor, mens de sad på grenen af linden.
Der er det!
Hvor? ― vendte fuglene deres hoveder.
Ja, se her! Snedriverne er blevet grå, sneen smelter og løber i små bække over skovlysningerne. På en lille bakke bryder grønt græs og de første blomster ― vintergækker ― frem under sneen. Solen skinner stærkere og varmer jorden. Frosten er væk, der er ingen snefald og iskolde vinde. Snart vender fuglene tilbage fra de varme lande til vores skove. Træernes knopper vil svulne op, og små grønne blade vil dukke op. Alt dette er foråret! ― forklarede den gamle Tante Ugle.
Er der skove, hvor der ikke er vinter, sne og frost? ― spurgte den unge Spætte.
Ja, der er sådanne skove! Langt, langt mod syd, hvor det altid er varmt og solen skinner, ― svarede den kloge Ugle. ― Der er mange fugle, der er bange for kulde. I syd tilbringer de vinteren, og om foråret vender de hjem. Og sådan hvert år.
Og de vil flyve derhen og tilbage? Det er sikkert meget langt væk? ― spurgte en anden Krage, ven med den, der bragte forårsnyheder, Uglen.
Hvis de ikke flyver væk, fryser de fra kulde og sult. Snart vender råbene, stærlene, lerkerne og svalerne tilbage. Om lidt vil vi høre Lerkens morgensang. Forstår I nu, hvad Foråret er? ― spurgte Tante Ugle.
Ja! ― råbte fuglene i kor.
Foråret! Foråret er kommet! ― lød det glædeligt fuglekvidren gennem skoven.
