Højt, højt oppe på himlen, på sukkervatskyerne, bor en lyseblå lille enhjørning. Han troede, at han havde den hyggeligste og lækreste sky. Den var både hans hjem og hans mad. Og ikke så underligt, for skyen var jo sukkervat! Hver dag bed enhjørningen en lille bid af den til morgenmad, frokost og aftensmad. Det var nok til at blive mæt.
Enhjørningen havde mange ting at tage sig til: at hoppe fra sky til sky, fange de faldende sukkerdråber og synge en sang, en glad eller en trist, alt efter humøret. Livet gik sin gang, og den blå enhjørning var lykkelig.
En dag vågnede han op af et lille puf. Enhjørningen sprang op og så, at der havde slået sig endnu en lille ø ned ved siden af hans sky. Der boede også en enhjørning, bare en lyserød en. Og han havde besluttet sig for at slå sig ned der! For en frækhed!
Hele dagen gik den blå enhjørning rundt og var sur. Hans idyl var forbi! Man kunne jo ikke hoppe ordentligt eller synge, når der altid var et stille vidne. Og værst af alt skulle han også finde sig i naboens lufferier.
Den lyserøde elskede at spille på musikinstrumenter, og hans sky hjalp godt til: den skabte nu en sukkertrompet, nu en sukkerviolin. Men det eneste, naboen spillede godt på, var sukkerklaveret. Andre instrumenter var svære for ham. Kort sagt: ren mareridt!
Og så fik den blå enhjørning en plan. Han begyndte at genere sin nabo: han larmede om natten, smaskede højlydt, mens han spiste, og blæste endda sukkermusikinstrumenterne væk med et luftstød! Det kunne den lyserøde ikke holde ud.
En morgen vågnede den blå enhjørning med et hånligt smil og tanker om nye lurerier, men opdagede, at naboskyen var forsvundet. Han blev dog ikke glad, han blev af en eller anden grund ked af det. Det viste sig, at naboskab også havde sine fordele. Man kunne snakke sammen eller vise nye måder at hoppe op ad skyerne på. Tredje dag mistede den blå lysten til at spise, og han gad ikke engang hoppe mere.
Heldigvis var den lyserøde ikke gået langt. Hele tiden havde han gemt sig bag et skybjerg i nærheden. Om natten vendte han tilbage. Han fik ondt af sin uansvarlige nabo og besluttede at give ham en chance til. Og det var en god beslutning!
Den blå reagerede tilbageholdent på den lyserødes comeback, men blev langt venligere. Et par måneder senere begyndte naboerne at besøge hinanden, og de blev rigtig gode venner!
