Drengen Sasha kunne slet ikke lide vinteren. Den kolde vind og sneen, der trængte helt igennem, var ham meget mindre behagelig end den varme efterårsblæst og de varme solstråler. Sasha havde en ældre bror Nikolaj og en mindre søster Marta. De elskede vinteren, det var deres yndlingstid på året.
Hvad finder I dog i denne vinter, kulde, sne, glat is – man kan få et bump – begyndte Sasha igen sit sædvanlige snakk.
Åh, Sasha, Sasha, i stedet for at knurre skulle du gå ud med os, lege snebold, og så ville du selv forstå det, – svarede Nikolaj, mens han tog sin varme hat og vanter på før han gik ud.
Nej tak, jeg bliver hellere hjemme! – lo Sasha.
Nikolaj forsøgte ikke at overtale ham, og han vidste, at det var håbløst. Han ville meget hellere ud på gaden, hvor Marta ventede på ham.
Sasha ville gerne have været med sin bror og søster ude at lege, men han kunne ikke udstå kulden. Så som altid blev han hjemme, lavede sig en stor kop varm te og satte sig ved vinduet. Og udenfor, nede på gaden, var der allerede fuld gang i en snekrig. Nikolaj og Marta var sammen med andre børn fra området, og det så ud til, at de havde det meget sjovt. Snefnugene faldt stille, Sasha lænnede sit hoved mod glasset og blev så søvnig af at drikke sin te, at han faldt i søvn uden at mærke det.
Da Sasha åbnede øjnene, opdagede han med overraskelse, at han ikke var hjemme. Mere end det, han var udenfor midt på et enormt snefelt, og i det fjerne kunne han se høje snepotter. Sasha kiggede omkring og så en lille snemand ved siden af sig. Han var meget sjov, med øjne af sorte knapper og en gulerodsnæse. På hovedet havde han en rød balje i stedet for en hat. Drengen studerede den mærkelige snefigur nøje.
Hvad stirrer du på? – sagde snemanden pludselig.
Åh, undskyld, jeg vidste ikke, at du var levende. Mit navn er Sasha, – svarede drengen overrasket.
Hej Sasha, jeg er Snemanden, jeg er her for at guide dig til verden, hvor Vinterdronningen bor, – snemanden løftede lidt på baljen på sit hoved som hilsen.
Wow, jeg vil meget gerne møde hende, men for at være helt ærlig, kan jeg ikke lide vinteren, – Sasha holdt ikke af at lyve, så han fortalte snemanden sandheden.
Hvad? Det kan ikke være rigtigt! Jeg tror det ikke! – udbrød snemanden, han var meget overrasket og ked af det.
Sasha blev ubekvem over at have gjort sin nye ven ked af det, og han indså, at det var uhøfligt at afslå en rejse til vinterriget. Desuden ville han meget gerne se en rigtig dronning. Hans bror og søster ville blive misundelige, når han fortalte dem om det.
Undskyld, Snemand, hvis jeg har såret dig, vil jeg meget gerne gå med dig til vinterverdenen. Jeg ved bare slet ikke, hvordan jeg skal opføre mig, og hvad jeg skal gøre om vinteren, – besluttede drengen at prøve at gøre alt efter reglerne.
Bare rolig, jeg hjælper dig, – snemanden blev synligt mere glad, han var glad for at kunne hjælpe drengen.
Hvor skal vi starte? – spurgte Sasha interesseret, han kunne ikke vente med at begynde rejsen.
Først og fremmest skal du varmes op, ellers får du frostbid, før du når til dronningen. Om vinteren skal man forberede sig godt, før man går ud. Du bør tage mange lag tøj på, især når det er så koldt som nu, – sagde snemanden vigtig.
Er det virkelig nødvendigt? Jeg vil jo ligne et kålhoved! – protesterede Sasha. Selvom han ikke kunne lide kulden, ville han ikke have hundrede lag tøj på på én gang.
Selvfølgelig, du vil jo gerne have det sjovt på din tur, ikke fryse. Se, det er helt enkelt: det første lag skal sidde helt tæt på kroppen, – snemanden stampede med foden, og Sasha fik varmt termotøj på, – Vi udskifter bomuldstøj med ulden, for bomuld tager meget lang tid at tørre, hvis du bliver svedt under legen, og vi skal helt sikkert lege i vinterriget, – snemanden stampede igen, og under dunjakken dukkede en varm vintergenser af uld op.
Åh, det er meget varmere nu, tak! – Sasha var glad, han følte sig endelig varm, selvom han var udenfor.
Nu kan vi gå videre! – sagde Snemanden, tilfreds med sit arbejde.
Snemanden og Sasha gik mod porten. Da de kom derhen, så Sasha to andre snemænd, der var vagter. De havde store uldhansker på. De hilste på gæsterne, men skyndte sig ikke med at lukke dem ind.
Snemand, hvad skal vi gøre? Skal vi gætte gåder eller løse opgaver? – hviskede Sasha til sin ledsager.
Hvad? Selvfølgelig ikke! Vi skal få noget at spise! – sagde snemanden og slikked sig om munden i forventning.
Hvad? Vi skal spise? Hvorfor det? – Sasha forventede ikke sådan en vending. Han elskede at spise godt, og det overraskede ham, at det var så let at komme ind i landet.
Før man går ind i vinterriget, skal man helt sikkert spise noget kalorieholdigt, ved du ikke, at man bruger mere energi i frost?
Det vidste jeg ikke! – udbrød drengen igen, alt hvad snemanden siger er en åbenbaring for ham.
Snemanden og Sasha nød med glæde lækre kager med fløde og bær. Da Sasha havde spist sin kage, vendte han sig igen til Snemanden:
Hvad med te? Jeg ville meget gerne have noget varmt at drikke!
Åh, Sasha, du ved jo slet intet om vinteren. Man må ikke drikke varme drikke før man går ud i frost, blodkarrene udvider sig, så det er lettere at få kuldeslag.
Wow, tak fordi du advarede mig. Sig mig, hvorfor har snemændene hansker?
Hvad mener du? I hansker bliver hænderne meget lettere varme end i fingerhandsker. De holder varmen længere.
Så det er godt, at jeg tog hansker på! – Sasha var glad for, at han havde tænkt på noget i sit eventyr.
Endelig åbnede porten sig, og Snemanden og Sasha kom ind i vinterlandet. Høje træer stod på begge sider af vejene, dækket af snekrystaller. Farverige lysslynger skinnede overalt, og juleglas voksede på buskene lige som bær. Drenge, piger, snemænd og egern samt andre skovdyr gik omkring i snedriverne. Det virkeligt mærkeligt for Sasha, at de alle spredte benene bredt, mens deres knæ var let bøjet. Alle gik lidt forover, med små glatte skridt.
Snemand, hvorfor går alle så mærkeligt?
Det er den bedste måde at ikke falde på glat is, se, det er ikke svært! – snemanden begyndte selv at bevæge sig som alle omkring ham, – Det vigtigste er at træde på hele sålen, ikke bare på tæerne, så falder du helt sikkert ikke!
Sasha forsøgte at gå med spredte ben, i starten gik det godt, men pludselig begyndte han at falde, og snemanden nåede lige at fange ham.
Sasha, tag dine hænder ud af lommerne! Det er meget farligt, hvis du begynder at falde, kan du ikke hjælpe dig selv, og jeg er ikke altid i nærheden.
Tak, Snemand, at du ikke lod mig falde. Så hvor skal vi hen? Hvordan kommer vi til dronningen?
Der er hendes slot, se, vi skal bare krydse vejen!
Sasha løb over kørebanen og nåede lige at stoppe før en bil.
Hvad laver du, Sasha! Er du blevet sindssyg? Du må aldrig krydse vejen uden at vurdere situationen først. For når det regner, sner og er glat, bliver bilens bremsevej mange gange længere. Det kan virke som om, bilen er langt væk, men den nærmer sig uomstødeligt, og den kan ikke stoppe hurtigt nok. Du skal lade biler passere, som ikke stopper af sig selv.
Jeg troede, jeg nåede det. Jeg vil så gerne se vinterdronningen! Lad os skynde os!
Du skal være meget forsigtig på steder, hvor biler bremser og stopper. Selvom du nåede at komme over, kan der pludselig flyve små stenene eller værre – isstykker ud fra under hjulene. Og du ved aldrig, hvad der gemmer sig under sneen og vandet. Hvad hvis der er huller eller bump? Hvis chaufføren ser dem i sidste øjeblik, kan han prøve at undvige dem ved at dreje skarpt, og så kan bilen glide ud.
Jeg forstår, undskyld Snemand, uden dig ville jeg være helt fortabt i dette rige.
De krydsede vejen forsigtigt og kom til slottet.
Nå, derfra må du selv, jeg har hjulpet dig så meget jeg kunne, held og lykke med mødet med dronningen, – sagde snemanden til farvel.
Kommer du ikke med mig?
Nej, Sasha, jeg kan ikke, jeg ville smelte på slottet. Men du bliver venner med dronningen, jeg er sikker på det.
Sasha sagde farvel til snemanden og takkede ham igen. Lige da han åbnede slottets døre, vågnede han.
Han sad ved vinduet, og nede på gaden havde børnene allerede sluttet deres sneboldkamp og bygget slotte. Nu lavede de sjove snemænd. Sasha kiggede nøjere og så netop den snemand med den røde balje på hovedet i stedet for en hat. Og ikke langt fra ham to andre med varme hansker. "Var det bare en drøm?" tænkte drengen bedrøvet. Men pludselig bemærkede han, at snemanden vinkede til ham.
Så forstod Sasha, at han virkelig havde været i det magiske land, og nu vidste han, hvordan man skal opføre sig om vinteren. Han besluttede, at næste gang ville han helt sikkert gå ud at lege med sin bror og søster, men han ville ikke fortælle dem om sin rejse, det ville være hans store vinterhemmelighed.
